Debat

Uddannelsessystemet er under pres

DEBAT: Hvis vi skal kunne konkurrere med resten af verden, skal fagligheden på uddannelserne være noget højere. Men dele af befolkningen vil ikke kunne følge med niveauet, skriver Peter Amstrup, formand for Danske Erhvervsskoler – Lederne.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler – Lederne

Debatten om regeringens løftebrud har været markant siden folketingsvalget i 2011. Det skyldes formentlig, at en del af befolkningen var meget skuffet over den socialdemokratisk ledede regering.

Den nye regering fjernede nemlig ikke de sociale skævheder, den borgerlige regering havde indført. I stedet valgte S, SF og R en strøm af stramninger – manglende opretning af efterløn, stram kontanthjælpsreform, nedsættelse af SU, krav om hurtigere igennem uddannelse, en hårdere kurs over for arbejdsløse – akademikere skal arbejde i Netto og nyttejob for kontanthjælpen.

På samme tid oplever den danske befolkning en fortsat tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft, arbejdsmarkedets parters tiltagende svaghed, mange flere vikarer uden pension, løntryk etc. etc. Det fremstår for mange som en trussel mod den danske velfærdsmodel.

Alle forventes stadig at tage en uddannelse, men efter en årrække med faldende fagligt niveau i ungdomsuddannelserne sættes den almindelige konkurrencesituation, samfundet og dermed skolerne under pres.

Peter Amstrup
Formand for Danske Erhvervsskoler – Lederne

Er grundlaget for velfærdsstaten forsvundet?
Hvor er den typiske socialdemokratiske profil, der tager sig af de svage og sikrer et finmasket net under borgeren?

Her er det værd at erindre sig, hvad velfærdssamfundet baserer sig på, nemlig kollektivets, borgernes enighed om at være solidariske og have tillid til hinanden. Vi skal hjælpe hinanden, og vi skal have tillid til, at alle yder deres – ret og pligt, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) jævnligt erindrer om.

Det er ikke kun en dansk, men en vestlig tendens, at man ikke ønsker at betale skat, og at man er optaget af at optimere sin egen situation og en del mindre optaget af at optimere næstens. Og dermed smuldrer grundlagt for velfærdsstaten. Når egennytte regerer og manglende tillid til, at naboen opfører sig hensigtsmæssigt i forhold til sociale ydelser er væk, forsvinder grundlaget for en velfærdsstat også.

Det er formentlig bare dét, regeringen har konstateret. Samtidig med, at den naturligvis er under et voldsomt pres grundet globaliseringen, der fra at være et interessant, fremtidigt fænomen nu viser sig særdeles nærværende.

Uddannelsessystemet under pres
Det sætter også hele det danske uddannelsessystem i en ny situation – og da særligt erhvervsskolerne. Hvor mantraet i mange år har været, at alle skal have en ungdomsuddannelse, indføres der nu med stor sandsynlighed karakterkrav til erhvervsskolerne. Og skal man følge logikken, bliver der højere adgangskrav til gymnasierne.

Alle forventes stadig at tage en uddannelse, men efter en årrække med faldende fagligt niveau i ungdomsuddannelserne sættes den almindelige konkurrencesituation, samfundet og dermed skolerne under pres. I dag er vi ikke bedre end udlandet – kun dyrere. Så fagligheden skal være betydeligt højere, hvis vi skal konkurrere med resten af verden.

Resultatet af dette må umiddelbart og på kort sigt forventes at være, at dele af befolkningen falder gennem sikkerhedsnettet. De kan ikke få en uddannelse, og de kan ikke få et arbejde. Og hvem skal så tage sig af dem? Det er præcis hér, den store politiske udfordring ligger i de kommende år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024