Ungdomsforening: Uden gode sociale rammer er faglig viden ligegyldig

Af Lars Holme
Næstformand i Ungdomsringen

I store dele af landet skærer kommunerne ned på fritids- og klubtilbuddene. Det er katastrofalt for vores unge, der overlades til sig selv. Politikerne må til at forstå, at det ikke kun er faglighed, målstyring og testresultater, der skaber velfungerende unge. Ungdomslivet slutter ikke, når skoleklokken ringer ud.

Der er brug for opmærksomhed på de udfordringer, der eksisterer hos enhver ungdomsgeneration og rækker ud over de unges faglige evner. Tænk bare på din egen ungdom. På alle pubertetens hormoner. På de fejl, du begik. På den identitet, du var ved at finde. I det nye årtusinde har vi grundlæggende sagt til vores unge: ”Din faglige udvikling, den skal vi nok hjælpe dig med, men at finde ud af hvem du er, og hvordan du skal være dig, her er du i højere grad overladt til dig selv.”

Nok er Pythagoras læresætning, Homers Odyssé eller viden om kemiske forbindelser vigtig for den enkeltes faglige udvikling, men hvis vi undervurderer betydningen af de unges sociale tilstand og deres generelle livsmod, så er de faglige bestræbelser jo komplet ligegyldige.

Større polarisering
Fortællingen om ungdomsgenerationen anno 2017 er en fortælling om større kløfter: Om unge med massevis af muligheder. Om dygtige unge med høje karaktergennemsnit. Om rekordoptag på universiteterne og om unge, der er klar til at erobre verden. Men det er også en fortælling om unge, der i stigende grad mistrives. Unge, der lider af angst og depressioner. Unge, der rekrutteres til bander eller radikaliseres i religiøse miljøer. Om unge, der sidder fast i en destruktiv adfærd. Historien er kendt hos enhver ungdomsgeneration, men det er min opfattelse, at polariseringen er taget til.

Vi har brug for en politisk anerkendelse af, at fritiden også har enorm betydning for de unges udvikling.

Lars Holme
Næstformand, Ungdomsringen

Det løser vi ikke med mere undervisning, men ved at tilbyde positive fællesskaber med professionelle voksne, der kan gøre den forskel for de unge, som de ikke oplever i uddannelsessystemet. Vi har brug for en politisk anerkendelse af, at fritiden også har enorm betydning for de unges udvikling. I 20 år har hensynet til faglig progression, testresultater og globaliseringsparathed fjernet fokus fra udviklingen af det hele menneske.

Skolen kan ikke alt
Jeg mener, at vi har alle muligheder for at gøre op med den udvikling, og vi behøver ikke engang at opfinde den dybe tallerken. Først og fremmest skal kommunernes gradvise nedbrydning af klubområdet høre op. En tredjedel af alle klubber oplever faldende medlemstal. Først smutter de ressourcestærke unge. Tilbage står de unge i udsatte positioner uden nogen at spejle sig i. Det er endnu en historie om middelklassen, der vender fællesskabets institutioner ryggen. Det er gift for sammenhængskræften.

For det andet så var ambitionen med skolereformen at bringe leg og læring sammen. Bringe fritiden ind i skolen. Åbne skolen op mod omverdenen. Det er ikke sket i tilstrækkelig grad. Skolelogikken har underkendt fritids- og ungdomspædagogikken. Men der er masser af potentiale for at bruge ungdomspædagogikken og skole-klubsamarbejde til at styrke de unges udvikling. I dag er det ofte tilfældigt hvordan og hvorfor, der opstår interessante samarbejder. I fremtiden bør klubber og skoler indgå i en forpligtende og ligeværdig dialog om den åbne skole.

Og for det tredje så har vores ungdoms- og klubpædagoger de faglige forudsætninger for at bidrage til den grænseløse organisering. Forstået på den måde, at klubarbejdet ikke bare skal foregå i det, vi traditionelt set opfatter som klublokalet. De unge er jo ikke bare unge, når de kommer i klubben. De har også deres udfordringer og har brug for opmærksomhed udenfor åbningstiderne. Det kræver en udpræget grad af decentralisering og handlefrihed for den enkelte ungdomspædagog.

Skolen kan meget, men den kan ikke alt. Politikerne må ikke glemme det liv, der eksisterer efter skoletid. Husk det, når nye byråd efter kommunalvalget skal finde sine prioriteter for børne- og ungepolitikken de næste fire år.