Kristian Leth forfalder lidt for ofte til platheder i en ellers gedigen, velresearchet og imponerede bog om Bibelen

Men på trods af vanskeligheden har de sat sig fast på en måde, så alle i dag, hvad end de kalder sig kristne eller ej, for eksempel kender lignelsen om den fortabte søn, der jo egentlig ikke er så lige til, men netop vender op og ned på et klassisk retfærdighedsbegreb. 

Lov og evangelium

Beskrivelsen af Paulus i kapitel fem og den betydning, han fik for kristendommens udformning som et 'system,' beskrives veloplagt, selv om jeg stejler over benævnelsen af Paulus som "superkristen."

Og så mangler der ganske enkelt en omtale af det forhold mellem lov og evangelium, som er et gennemgående tema i alle Paulus' breve.

Her bliver Leth for optaget af, at Paulus jo rigtig nok skriver sine breve ud fra en tanke om, at dommedag er nær, men det er ikke nærforventningen, der er det vigtigste i brevene.

Der mangler ganske enkelt en omtale af det forhold mellem lov og evangelium, som er et gennemgående tema i alle Paulus' breve.

Pia Søltoft
Sognepræst

Det er det helt særlige forhold mellem lov og evangelium, hvor loven stadig er gældende, men ikke frelsesbringende, netop på grund af det glade budskab (evangelium), som Paulus skriver frem, og som hele reformationen bygger på. 

Kristendommen som gåde

Jeg synes, at kapitel seks om tro er det mest interessante.

I kapitlet argumenterer Leth for, at det at tro i en religiøs forstand, altså det, vi kunne kalde "troen på, at der er noget, der er større end os selv", eller det, Leth kalder "troen som den uforståelige meningsgiver," er noget grundmenneskeligt.

Den tro kommer ikke efter, vi har været rationelle, som en senere overbygning – men før. Og det, mener jeg, Leth har helt ret i.

Jeg har i anden sammenhæng argumenteret for, at vi mennesker har et religiøst instinkt. Leth formulerer det på følgende måde: ”Den første handling, sindet foretager sig, idet det eksisterer, er en tros handling. Vi udtrykker en basal tro på, at vi er i verden, og at det er bedre end ikke at være her”.

Leths fine pointe er her, at vi alligevel, fordi vi ubevidst er præget af Paulus syn på kristen tro, tænker troen som noget, der kommer bagefter, og derfor er lidt mindre værd end fornuften.

I bogen indleder Leth med at fastslå, at for ham udgør kristendommen en gåde.

Mysteriet for ham ligger i, hvordan en religion, hvis hovedfigur bliver henrettet, kan vokse til verdens mest magtfulde religion. I dag er det verdens største religion med 2,4 milliarder kristne, en tredjedel af verdens befolkning. Og det er da vildt.

Men jeg synes det er endnu mere vildt, at 84 procent af verdens syv milliarder mennesker identificerer sig med en eller anden form for religion.

Det peger netop i retning af det religiøse som et grundlæggende instinkt i menneskenaturen, der kan rette sig mod mange forskellige religioner.

Manglende forståelse af synd

Leth udviser et imponerende overblik i bogen, der også er rig på tænksomme spørgsmål og båret af en stor viden om sit stof.

Alligevel savner jeg endnu et veloplagt og grundigt kapitel, der forklarer, hvad synd er.

I kapitel tre skriver Leth om syndefaldsmyten, som definerer mennesker i forhold til dyr. Selvom han fremhæver, at mennesker kan fortælle historien om os selv, til forskel fra dyrene, så kommer han ikke nærmere ind på, hvad vi skal forstå ved synd.

Omvendt argumenterer Leth overbevisende for, at Bibelen netop viser, at de eksistentielle lidelser er et grundvilkår ved selve det at være menneske.

Pia Søltoft
Sognepræst

Det er synd. 

Jeg mener heller ikke, at kapitel ni, "Hvad er frelse", giver rigtig mening.

Dette kapitel indledes med følgende lidt for smarte beskrivelse: "Hvis man er døbt og tror på Jesus Kristus, og hvis man opfører sig ordentligt, så bliver man frelst. Sådan cirka." Og Leth fortsætter: "Etikken blev for de kristne et spørgsmål om frelse."

Men det er jo netop det, som Paulus, senere Luther, gør op med.

Der er virkelig mange gode pointer og velvalgte betragtninger i bogen. For eksempel når Leth argumenterer for, at vi i lyset af klimakrisen har gjort naturen hellig, og ser os som ødelæggere af skaberværket.

I forlængelse heraf, er det helt befriende, når han fremhæver, at ”det er en slags tilbagevendende neurose for vores samfund, at hver generation tror, de lever i de sidste tider.”

Omvendt argumenterer Leth overbevisende for, at Bibelen netop viser, at de eksistentielle lidelser er et grundvilkår ved selve det at være menneske.

Leth forfalder til platheder

Bogen er velskrevet, men Leth har en uvane med at slutte nogle afsnit eller kapitler med en friskfyragtig replik, en lidt kæk konklusion, der måske på en eller anden måde skal give læseren indtryk af, at Leth bestemt ikke selv er hverken from, frelst eller forældet i sine holdninger.

Men det er anstrengende at læse sætninger som: "Udfordringen er så bare lige at være sikker på, hvem Gud helt præcis er. Og hvad det er, han vil. Det er der indtil videre gået to tusind år med at blive enige om, og husfreden er ikke umiddelbart i sigte."

Eller: "'Gud herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. En forunderlig detalje, der vidner om en ret hands-on Gud, der er ferm med nål og tråd og endda giver dem deres allerførste sæt tøj på."

Og om de forskellige redaktionelle lag i historien om Moses, der går op på bjerget for at modtage tavlerne med de ti bud, skriver Leth, at det kræver, "at Moses teleporterer sig op og ned ad bjerget."

Jeg bliver ikke stødt.

Jeg bliver irriteret. Over, at en velskrivende forfatter forfalder til platheder.

Kristendommen har ikke noget med biologi at gøre, den gennemsyrer vores kultur, men ikke vores biologi.

Pia Søltoft
Sognepræst

Religion gennemsyrer kultur

I introduktionen skriver Leth, at "kristendommen og dens arv ligger som en kode i vores programmering, som DNA i vores gener." Og til slut konkluderer han, at "kristendommens dna finder vi ikke i dag i vores aktive tro, men i selve det sprog, vi tænker med."

Jeg er med på, hvad han mener, og jeg synes han får argumenteret overbevisende for det, men hold nu op med den DNA-metafor. Den er både slidt og ikke retvisende.

Kristendommen har ikke noget med biologi at gøre, den gennemsyrer vores kultur, men ikke vores biologi.

Dens hovedbudskab er, at Gud er det paradoksale, at Gud er blevet menneske og henrettet på et givent tidspunkt i historien for vores synders skyld.

Det er jo dét, der er det skandaløse og totalt ubegribelige. Det har intet med vores DNA at gøre.

Jeg kan bedre lide denne formulering, som klart opsummerer Leths anliggende: "Jeg tror i stedet, vi må acceptere, at vores sind – ateistiske eller troende, agnostiske eller søgende – er funderet i den gigantiske matrix, som den kristne tankerevolution har skabt."

De sproglige svipsere kan heldigvis nå at blive luget ud i det andet oplag, som bogen mindst fortjener at komme i. Den være hermed varmt anbefalet.