Debat

244 ngo-ansatte i opråb: Vi kan ikke fortsætte arbejdet, hvis regeringen ignorerer menneskerettigheder i Gaza

De universelle rettigheder, som er fundamentet for vores arbejde, bliver undergravet af regeringens tavshed over situationen i Gaza. Vi opfordrer ledelsen i vores egne organisationer til at lægge yderligere pres, skriver 244 ansatte i 24 danske organisationer. 

Hvordan kan vi som danske menneskerettigheds- og nødhjælpsarbejdere i god tro og med legitimitet fortsætte vores arbejde ude i verden, hvis ikke grundlæggende principper i international lov og menneskerettigheder følges af vores egen regering, skriver 244 ngo-ansatte.&nbsp;<br>
Hvordan kan vi som danske menneskerettigheds- og nødhjælpsarbejdere i god tro og med legitimitet fortsætte vores arbejde ude i verden, hvis ikke grundlæggende principper i international lov og menneskerettigheder følges af vores egen regering, skriver 244 ngo-ansatte. 
Foto: Ronaldo Schemidt/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

244 ansatte i 24 danske NGO'er skriver dette brev i et forsøg på at råbe den danske regering op om den ubærlige situation i Gaza og den katastrofale eskalering på Vestbredden og i Libanon.

Vi underskriver dette brev anonymt, fordi Israel gang på gang har vist, at det at stille landet til ansvar har en pris for os som ngo-ansatte.

Adskillige af de ngo’er, FN-ansatte og endda diplomater, der har fremført legitim kritik og dokumentation af landets systematiske brud på menneskerettigheder og international ret, har mærket konsekvenser såsom udvisning eller nægtelse af adgang til de palæstinensiske områder, hvor vi arbejder.

Vores kolleger er under angreb 

Vi har i løbet af de seneste 11 måneder været vidne til forfærdelige angreb på vores kollegaer i både internationale og lokale palæstinensiske ngo’er. Det er mennesker, vi som ngo-ansatte arbejder side om side med, og som vi har tæt inde på livet.

Flere end 280 nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt i Gaza i løbet af de seneste 11 måneder, og Gaza-striben er i dag, ifølge FN, det farligste sted i verden at være nødhjælpsarbejder. 

Lidelserne er menneskeskabte, og Israels handlinger er et resultat af årtiers straffrihed. Det har vi alle et ansvar for at huske på og at agere ud fra – både regeringen og vores egne ngo’er. 

244 ansatte i 24 danske NGO'er

Derudover er de af vores kolleger, som arbejder på at dokumentere rædslerne – menneskerettighedsforkæmpere og journalister – blevet angrebet af israelske styrker i uhørt skala.

Mindst 113 journalister og medie-arbejdere er blevet dræbt, siden krigen startede foruden de menneskerettighedsforkæmpere, hvis drab vi ikke har tal på. 

Hvordan kan vi som danske menneskerettigheds- og nødhjælpsarbejdere i god tro og med legitimitet fortsætte vores arbejde ude i verden, hvis ikke grundlæggende principper i international lov og menneskerettigheder følges af vores egen regering først og fremmest?

Vi kan ikke med den ene hånd stå på, at vi vil bidrage til at sikre udvikling, menneskerettigheder og retssikkerhed, mens vores regering med den anden hånd sender våben til Israel, og lader åbenlyse brud på international lov gå upåtalt hen. Principper koster. Ligesom manglen på principper gør det. 

Situationen i Gaza er en humanitær katastrofe, men den er langt mere end det. Israels ageren skal ses i lyset af langvarig undertrykkelse af det palæstinensiske folk og indførelsen af et regulært apartheid-system.

Lidelserne er menneskeskabte, og Israels handlinger er et resultat af årtiers straffrihed. Det har vi alle et ansvar for at huske på og at agere ud fra – både regeringen og vores egne ngo’er. 

Larmende stilhed fra regeringen 

Den regelbaserede verdensorden og de universelle menneskerettigheder, som danner fundamentet for vores arbejde som nødhjælps- og menneskerettighedsarbejdere, undergraves af den larmende stilhed og manglen på fordømmelse og sanktioner fra den danske regering. 

Den 18. september i år stemte et overvældende flertal i FNs Generalforsamling for at vedtage en resolution, der på baggrund af Den Internationale Domstols såkaldte Advisory Opinion kræver, at Israel bringer sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder til ophør. Her valgte Danmark ikke at stemme. 

Modsat ligesindede lande som Norge, Spanien, Holland og Irland, har den danske regering undladt at tage væsentlige skridt for at stoppe Israels fortsatte brud på international lov.

Regeringen har hverken sat en stopper for eksporten af våben til Israel eller sanktioneret landet. 

Læs også

I december 2023 var regeringen ellers hurtig til at indefryse afgørende udviklingsmidler til det palæstinensiske civilsamfund. Begrundelsen var, at man ville være helt sikre på, at den udbetalte støtte faldt i de rigtige hænder.

Hvor bliver denne omhu af, når det gælder støtten til og samarbejdet med Israel? 

Den manglende handling fra regeringen kan ikke beskrives som andet end dobbeltmoralsk, og den står i skærende kontrast til Danmarks forsvar for menneskerettigheder og folkeretten i andre sammenhænge på den internationale scene. 

Læg mere pres på regeringen 

De midler, der indtil videre er taget i brug fra regeringens side, har været aldeles utilstrækkelige og ineffektive.

Der er brug for øjeblikkelig, konkret handling. 

Vi opfordrer ledelserne i vores egne ngo’er til fortsat og i højere grad at lægge pres på regeringen og til at skærpe de offentlige udtalelser, der blotlægger den katastrofale situation, vi er vidner til – såvel af humanitære årsager som for at beskytte den internationale retsorden. 

Menneskerettigheder og international lov må aldrig sættes ud af spil, heller ikke når det er Danmarks allierede, der bryder dem. Vi opfordrer på det kraftigste regeringen til: 

  • Omgående at stoppe al direkte og indirekte dansk våbensalg til Israel.  
  • At sanktionere Israel blandt andet ved at arbejde for en suspendering af EUs associeringsaftale med Israel 
  • At påbyde alle offentlige institutioner at trække investeringer ud af virksomheder og afbryde samarbejder med israelske institutioner og virksomheder, der bidrager til alvorlige brud på menneskerettigheder eller international lov i de besatte palæstinensiske områder. 
  • At påbyde alle private virksomheder at afbryde aktiviteter, der bidrager til alvorlige brud på menneskerettigheder eller international lov i de besatte palæstinensiske områder.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024