Red Barnet: Nyt asyludspil rammer børn hårdt

ASYL: Hvis midlertidige opholdstilladelser til flygtninge skal genvurderes allerede efter et år, risikerer børnene at udvikle psykiske lidelser på grund af øget usikkerhed. Sådan lyder kritikken fra Red Barnet af regeringens nye asyludspil. Også Røde Kors melder om usikkerhed og uro blandt asylansøgerne.

Center Sandholm modtager for tiden rekordmange nye asylansøgere.
Center Sandholm modtager for tiden rekordmange nye asylansøgere.Foto: kulturarv.dk
Kasper Frandsen

Når man ligefrem lægger op til en struktur, hvor vi ved, at børns udvikling ikke bliver varetaget, så er det slemt.

Inger Neufeld
Børnepolitiske rådgiver i Red Barnet

Traumatiserede flygtningebørn risikerer at få det dårligere og udvikler psykiske lidelser, hvis regeringens nye udspil om strammere asylregler kommer igennem.

Sådan lyder den kritiske vurdering fra Red Barnet af meldingen om, at krigsflygtninge fra eksempelvis Syrien fremover får en midlertidig opholdstilladelse, der skal genvurderes efter ét år i stedet for fem. Og derefter kan genvurderes op til flere gange.

”Usikkerheden kan give psykiske lidelser. Børnene kommer med en masse traumatiske oplevelser i baggagen. Derfor er det vigtigste for dem, at de oplever omsorg og kan se deres fremtid for sig. Hvis børn føler sig usikre på deres fremtid igennem længere tid, kan det fylde så meget, at det direkte skader deres udvikling. Uvisheden er noget af det værste for disse børn,” siger børnepolitisk rådgiver Inger Neufeld fra Red Barnet.

Dokumentation

Det skriver regeringen om det kommende asyludspil:

Regeringen foreslår konkret at indføre en særlig beskyttelsesstatus for de asylansøgere, der i dag opnår beskyttelsesstatus alene på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet. Da denne persongruppes beskyttelsesbehov er mere midlertidigt end andre flygtninges, bør den gruppe meddeles en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse, som i første omgang skal forlænges efter 1 år og herefter efter 2 år fra tidspunktet for en eventuel forlængelse.

I forbindelse med forlængelse af opholdstilladelsen vil myndighederne vurdere, om de generelle forhold i det område, udlændingen kommer fra, fortsat er af en så alvorlig karakter, at udlændingen har krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024