Faldende fødselstal bekymrer ikke topøkonom: Afviser Løkkes dystre diagnose

Moderaternes bekymring for de faldende fødselsrater er helt ubegrundede. Sådan lyder meldingen fra Niels Storm Knigge, der er ledende økonom i Kraka. 

“Ud fra et økonomisk synspunkt er det svært at se, det skulle være et problem,” siger han. 

I forbindelse med Moderaternes sommergruppemøde tirsdag betegnede stifter og formand Lars Løkke Rasmussen ellers de faldende fødselstal som det ”danske samfunds og Europas absolut største udfordring”. 

Derfor ønsker regeringspartiet en familiereform, der blandt andet indeholder en trepartsaftale, som skal sikre forældre mere fleksibilitet i deres arbejdsliv.

Moderaterne vil have større mulighed for, at man kan arbejde mindre, når man har små børn - for til gengæld at arbejde mere senere i tilværelsen.    

”Jeg tror, vi skal have indført noget mere fleksibilitet, og at det kan være vejen frem. Og det er en debat, som vi ønsker, at arbejdsmarkedets parter også læner sig ind i,” sagde politisk ordfører for Moderaterne, Monika Rubin under pressemødet. 

Dermed håber partiet at få løftet fertilitetsraten, som i øjeblikket fremskrives til 1,7. 

En person øger arbejdsudbuddet. Men den person øger jo også efterspørgslen. Så det øger ikke i sig selv velstanden at få flere indbyggere.

Niels Storm Knigge
Ledende økonom, Kraka

Pensionsalder er vigtigere end fødselstal
Men Krakas ledende økonom Niels Storm Knigge mener, logikken bag forslaget halter. 

Han peger på, at der ikke er nogen økonomisk teori, der understøtter, at et svagt dalende befolkningstal er et problem for holdbarheden i de offentlige finanser.

“Det handler mere om den enkelte indbyggers balance i løbet af livet. Altså om en nyfødt så at sige giver plus på langt sigt. Og der er spørgsmålet om pensionsalder, der lige er blevet taget op i dag, meget mere afgørende,” siger Niels Storm Knigge med henvisning til, at Socialdemokratiet onsdag foreslog at genåbne dele af velfærdsforliget fra 2006. 

Groft sagt skal vi ikke se på, hvor mange vi er, eller hvor mange børn, der bliver født, hvis vi gerne vil opretholde eller styrke vores offentlige finanser. Vi skal derimod sikre, at de børn, der bliver født, har udsigt til at ikke at blive en nettobelastning for de offentlige finanser. 

Men selve det at sætte et barn i verden styrker ikke holdbarheden ikke de offentlige kasser eller den generelle velstand i samfundet, lyder det.

“En person øger arbejdsudbuddet. Men den person øger jo også efterspørgslen. Så det øger ikke i sig selv velstanden at få flere indbyggere,” siger Niels Storm Knigge og fortsætter. 

“Der er ikke nogen tegn på, at store økonomier er mere velstående end mindre økonomier. Så om Danmark ender med at have en befolkning på seks eller syv millioner indbyggere kontra fire millioner indbyggere betyder ikke det store i den sammenhæng.” 

Børn belaster de offentlige finanser
Han anerkender, at der kan være udsving, hvor balancen mellem beskæftigede og forsørgede kan være forskubbet. Eksempelvis har Finansministeriet i årevis regnet med en såkaldt hængekøje med underskud på de offentlige finanser, fordi der mangler arbejdskraft.  

Men paradoksalt nok spår Niels Storm Knigge, at fertilitesprognoserne, som blev nedjusteret tidligere på året, nu vil fjerne den såkaldte hængekøje. Fordi vi kan spare massivt på udgifter til skoler og daginstitutioner. Manglen på skattegrundlag i en periode bliver således mere end modsvaret af færre offentlige udgifter.

“Det er utrolig dyrt at have børn. Danskere er i gennemsnit en udgift, indtil de er omkring 26 år,” siger Niels Storm Knigge. 

Hans analyse er grundlæggende, at hvis blot fødselsraterne falder langsomt, så vil tingene “balancere sig”. Der kan være perioder, hvor vi mangler hænder, måske er der perioder med uforholdsmæssigt mange ældre. Men det vil give tilsvarende gevinster eller besparelser andre steder i cyklussen. 

“Eksempelvis vil en prognose for, om der er mangel på pædagoger og skolelærere pludselig ændre sig på grund af de justerede fertilitetstal," siger Niels Storm Knigge. 

Og skulle vi ende med at slå hul i kassen i en kort periode, er det ikke noget, der giver økonomen hovedpine. 

Det er utrolig dyrt at have børn. Danskere er i gennemsnit en udgift, indtil de er omkring 26 år.

Niels Storm Knigge
Ledende økonom, Kraka

“Den danske stat skylder nærmest ingen penge. Så hvis vi i en kortere årrække skal låne for eksempel 10 procent af BNP, er det ikke et problem. Det afgørende er holdbarheden på lang sigt,” siger Niels Storm Knigge. 

Men er der ikke et tidspunkt, hvor fertiliteten kan blive så lav, at det bliver et problem? 

“Det er klart, at hvis man laver et regnestykke, hvor der bliver født nul børn, så sker der et eller andet absurd, når man kommer 70 år frem i tiden. Men det er jo ikke et scenarie. Og det er heller ikke noget scenarie, at der ikke er noget indvandring,” siger Niels Storm Knigge. 

Men hvad så med en fertilitet på 1,3? 1,2? Eller 0,8? Hvornår bliver det et problem? 

“Det er klart, at med tal i den størrelsesorden, så vil der være nogle ret store omstilingsudgifter. Men jeg kan ikke give dig et præcist tal,” siger Niels Storm Knigge. 

“Men det man kan sige er, at de relativt små udsving i fødselsårgange, vi ser i de her år, udgør ikke i sig selv noget samfundsproblem,” siger Niels Storm Knigge. 

Har ikke sovjetiske produktionsmål
Han understreger, at beregningerne ikke er baseret på, at vi importerer en massiv mængde udenlandsk arbejdskraft. For det nødvendige antal hænder afhænger netop af befolkningsstørrelsen. 

“Vi har jo ikke nogen sovjetiske produktionsmål. Vi skal producere nok til befolkningen, og de to ting – udbud og efterspørgsel - følges som udgangspunkt ad med befolkningens størrelse,” siger Niels Storm Knigge. 

Det centrale er derimod, at vi sikrer, at borgerne har tilstrækkeligt med år, hvor de er produktive og nettobidragsydere til de offentlige finanser. Han peger på, at den gennemsnitlige dansker først går i nul, når de fylder 52 år. Derfor er det i høj grad pensionsalderen – og ikke fertilitetsraten – som styrer holdbarheden i dansk økonomi lyder det. 

“Efter man bliver 52 år, handler det groft sagt om, hvor mange år, man har til at komme i tilpas stort plus, inden man går på pension og igen bliver en nettoudgift,” siger Niels Storm Knigge.