Kronik

Region Sjælland: En centralisering af sundhedsvæsenet med færre regioner er det sidste, vi har brug for 

Selvom der naturligvis altid er et forbedringspotentiale, så har vi et godt sundhedsvæsen i Danmark. Og her er Region Sjælland nærmere en frontløber end en undtagelse. Det hjælper dog ikke af ændre antallet af enheder eller centralisere regionerne, skriver formandsskabet for Region Sjælland. 

Det er rigtigt, at vi har nogle udfordrede rammer i Region Sjælland. Vi har de sygeste borgere, og samtidig har regionen færrest læger. Det i sig selv giver ingen mening. Det burde være omvendt, skriver Heino Knudsen (S), formand i Region Sjælland sammen med Anne Møller Ronex (B) og Kirsten Devantier (V).
Det er rigtigt, at vi har nogle udfordrede rammer i Region Sjælland. Vi har de sygeste borgere, og samtidig har regionen færrest læger. Det i sig selv giver ingen mening. Det burde være omvendt, skriver Heino Knudsen (S), formand i Region Sjælland sammen med Anne Møller Ronex (B) og Kirsten Devantier (V).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Heino KnudsenAnne Møller RonexKirsten Devantier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er rigtig interessante ting i de seks anbefalinger fra Sundhedsstrukturkommissionen, som blandt andet vil reformere almen praksis og fordele praktiserende læger og speciallæger bedre i Danmark. Det er den helt rigtige vej at gå.

Der tales i fremtidens struktur også om både fem regioner, færre og flere. Med nye navne og en anden opgaveportefølje. Vi er her som region udelukkende for vores borgere, og vi har i Region Sjælland hele tiden sagt, at der skal de nødvendige ændringer til.

Vi kan bare ikke se, hvordan det skal hjælpe borgerne på Lolland-Falster, i Nordvestsjælland eller andre steder i Region Sjælland at ændre på antallet af enheder. Og en yderligere centralisering med færre regioner er det sidste, som vores ydre områder af Danmark har brug for.

Borgerne i Region Sjælland fortjener politikere fra Region Sjælland, der bor her. De fortjener ikke at blive styret udelukkende af politikere fra København.   

Læs også

Region Sjælland er med afstand den region, der har de fleste og mest alvorlige problemer. Det har længe været sangen, når analytikere har taget temperaturen på det danske sundhedsvæsen. Med store geografiske afstande, usunde borgere og økonomisk udfordrede kommuner bliver det beskrevet, at regionens sundhedsvæsen har været bagud fra start.

Det er også rigtigt, at vi har nogle udfordrede rammer i Region Sjælland. Vi har en gennemsnitlig ældre befolkningssammensætning end regionerne med de største universitetsbyer. Og dermed også et naturligt større behov hos befolkningen for lægehjælp.

Vi har de sygeste borgere, og samtidig har regionen færrest læger. Det i sig selv giver ingen mening. Det burde være omvendt i vores velfærdssamfund. Der skal være flest læger, hvor der er flest syge borgere.

En yderligere centralisering med færre regioner er det sidste, som vores ydre områder af Danmark har brug for.

Formandskabet, Region Sjælland

Region Sjælland går foran

Hvad, der ofte er overset i den offentlige debat, er, at vi i Region Sjælland også går foran med omstilling og løsninger til fremtidens sundhedsvæsen. I hele Danmark vil der komme flere ældre og flere med kroniske sygdomme, mens der samtidig generelt er mangel på sundhedsfagligt personale.

Den udfordring har altid eksisteret i Region Sjælland. Derfor har vi før andre skulle tænke nyt og anderledes for at levere. Det har vi gjort med digitale løsninger, mere udekørende behandling og et opgør med konventionelle faggrænser. Resultaterne er tydelige: 

Siden 2007 er danskernes gennemsnitlige levealder steget med tre år. Præcis samme stigning gælder blandt borgerne i Region Sjælland. Flere og flere lever stadig fem år efter at have fået kræft. Også her følger udviklingen i Region Sjælland den generelle udvikling i Danmark siden 2007.

Også på ventetid er vi godt med. På nogle specialer er vi alvorligt udfordret, men gennemsnitligt har vi de senere år haft kortere ventetid på sygehusene, end det er tilfældet generelt i Danmark. 

Det er lykkedes, selvom det egentlig ikke burde være muligt, når vi eksempelvis ved, at der i Region Sjælland er 25 procent færre speciallæger per indbygger end i Region Hovedstaden.

Læs også

Og ja, vi har desværre også haft svære sager i Region Sjælland. For eksempel sagerne om benamputationer og mangelfulde brystundersøgelser.

Men vi har bestemt også lært af de disse sager, og svære sager er ikke kun forbeholdt Region Sjælland. De opstår desværre fra tid til anden i både kommuner, regioner og stat. Det afgørende er, at vi lærer af dem.

Fredagsslikket skal fordeles mere ligeligt

Det er ikke Region Sjælland som selvstændig region, der er problemet. Faktisk tværtimod. Som vi skitserer ovenfor, er Region Sjælland som selvstændig region langt bedre end sit rygte. 

Problemet er det faktum, at fordelingen af læger og øvrige ressourcer er skævt fordelt i Danmark og slet ikke står mål med den befolkningssammensætning, der er i vores region. I debatten om fremtidens sundhedssektor har manglen på speciallæger og behovet for bedre fordeling af lægerne derfor også været det mest centrale for os. 

Problemet er, at fordelingen af læger og øvrige ressourcer er skævt fordelt i Danmark og slet ikke står mål med den befolknings-sammensætning, der er i vores region.

Formandskabet, Region Sjælland

Sammen med, at der fortsat bakkes op om udbygning og fuld finansiering af vores lægeuddannelse i Region Sjælland.

Får vi den opbakning, vil vi gerne lægge hånden på kogepladen og love, at vi i Region Sjælland kan sætte endnu mere turbo på at gå foran med omstilling og løsninger til fremtidens sundhedsvæsen.

Det står heldigvis også klart efter kommissionens rapport, at der er bred vilje og opbakning til, at vi skal have en anden national fordeling af læger og ressourcer.

Sidsel Vinge, medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, formulerede det i sidste uge på den måde, at der i fremtiden skal være lige meget fredagsslik i slikskålen. Ja tak. Det er faktisk, hvad vi har brug for. At fredagslikket fordeles mere ligeligt.

Først med eHospital

Lad os blot kort nævne et par eksempler på, hvordan vi i Region Sjælland er langt fremme med at tænke nyt til fremtidens sundhedsvæsen.

Mange ældre og kronisk syge borgere i Region Sjælland har betydet, at vi har etableret Danmarks første eHospital. Her indlægges ukomplicerede medicinske patienter i eller tæt på eget hjem. Patienttilfredsheden er høj, og samtidig er det mere trygt for patienten at være derhjemme.

I eHospitalet står en online-læge og sygeplejersker, som kommer hjem til borgeren, for behandlingen. Selve indlæggelsen er samtidig 30-50 procent billigere end tilsvarende indlæggelse på et sygehus. På den nytænkende måde hjalp vi sidste år patienter med at være indlagt i eget hjem i samlet 6.000 sengedage.

Læs også

For at imødekomme manglen på speciallæger og for at sikre lige adgang til sundhed har vi placeret en psykiatrisk online-klinik i København. Her sidder speciallæger i psykiatri, som har foretaget omkring 1.300 virtuelle konsultationer det seneste år.

På den måde kan vi hjælpe vores borgere, som har psykiatriske lidelser og bor langt fra København, men som skal have den behandling, de har ret til og brug for. Her er også tale om en løsning, som er skabt, fordi vi har været nødt til at tænke anderledes.

Det ændrer ikke på, at der bør være en langt bedre fordeling af lægeressourcerne i fremtiden, så lægerne til Region Sjællands borgere ikke skal sidde i København.  

Vi har i Region Sjælland et sundhedsvæsen, der har fokus på digitale løsninger, mere udekørende behandling og et opgør med konventionelle faggrænser.

Formandskabet, Region Sjælland

Ny lægevagt

Behandling udenfor sygehusene, tæt på, eller helt i eget hjem er helt centralt i fremtidens sundhedsvæsen. Derfor har vi også tænkt nyt, når det kommer til vores nye lægevagt. Her ledsager paramedicinere lægerne i dagtimerne, mens de selv kører alene ud til borgerne om natten med en læge som bagvagt på distancen.  

Det giver bedre brug af ressourcerne og en lægevagt som kan meget mere ude hos borgeren end lægevagten kunne før 2022, hvor vi igangsatte vores nye model. Med vores Præhospitale Vurderingsenheder (PHV) kan vi sende en paramediciner ud for at tage en række prøver og undersøge patienten i eget hjem. 

Over halvdelen af deres ture afsluttes i patientens eget hjem, og risikoen for at blive indlagt inden for 48 timer, når en PHV kommer ud, er op til 79 procent mindre, end hvis der var sendt en almindelig ambulance.

Vi har i Region Sjælland et sundhedsvæsen, der har fokus på digitale løsninger, mere udekørende behandling og et opgør med konventionelle faggrænser. Vi sigter ikke bare efter at være tilstrækkelige. I stedet tænker vi ud af boksen og har både politisk vilje og lokalkendskab til at træffe modige beslutninger og føre dem ud i livet.  

Selvom der naturligvis altid er et forbedringspotentiale, så har vi et godt sundhedsvæsen i Danmark. Og her er Region Sjælland nærmere en frontløber end en undtagelse. Det er tid at droppe myten om Region Sjællands dårligdomme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Heino Knudsen

Regionsrådsformand (S), Region Sjælland, bestyrelsesmedlem, Danske Regioner, formand, løn-og praksisudvalget, Danske Regioner, folketingskandidat (S), Guldborgsundkredsen
erhvervsuddannet

Anne Møller Ronex

1. næstformand og regionsrådsmedlem (R), Region Sjælland, Uddannelseskoordinator, Epilepsihospitalet Filadelfia
Master i organisationspsykologi (RUC 2008)

Kirsten Devantier

Regionsrådsmedlem (V), næstformand, Region Sjælland, medlem, Danske Regioners bestyrelse.
Lærer

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024