Hver dansker betalte i gennemsnit 84.624 kroner i skat i 2018
Den gennemsnitlige slutskat for skattepligtige personer udgjorde 84.624 kroner i 2018. Det er en stigning på 0,9 procent i forhold til året før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Stor vækst i fradragene.
![En dansk skattetyder betalte i 2018 i snit 84.624 kroner i skat.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/189161/27736.jpg)
![Rasmus Nielsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/6-rasmus-nielsen-2-48.jpg)
Rasmus Nielsen
UdgiverSlutskat er summen af indkomstskat, aktieskat og ejendomsværdiskat. Skattepligtig er man, hvis man opholder sig i Danmark mindst halvdelen af året.
De skattepligtige indkomster var 1.176,6 milliarder kroner, mens indkomstskatterne udgjorde 408,9 milliarder kroner.
De skattepligtige personer i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm Kommuner betalte med en gennemsnitlig slutskat på over 150.000 kroner mest i skat.
Vest for Storebælt var Skanderborg med et gennemsnit på 95.705 kroner eneste kommune, hvor skattebetalingen oversteg 90.000 kroner.
Indkomstskatteprovenuet steg i 2018 med 2,3 procent, mens de skattepligtige indkomster steg med 1,4 procent i forhold til året før.
Stigningerne skyldtes blandt andet den økonomiske udvikling i 2018 med stigende beskæftigelse og en forholdsvis høj økonomisk vækst.
Det forøgede indkomstskatteprovenu skal derudover ses i lyset af skattereformen fra 2009, hvor bundskatten over en årrække forøges, mens sundhedsbidraget udfases.
Kraftig vækst i fradrag
Skatteydernes ligningsmæssige fradrag steg med hele 23,7 procent fra 2017 til 2018. I tal er det fra 122,7 milliarder kroner til 151,8 milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.