Debat

Liberal Alliance: Kommunernes monopol på plejeboliger modarbejder borgerens bedste

En af de største hindringer for, at vi kan huse alle vores ældre, er, at kommunerne har for mange kasketter på. Alle plejehjem bør gøres selvejende, så kommunernes monopol ophæves, og der kan gøres plads til andre investorer, skriver Katrine Daugaard (LA).

Det er ikke noget problem, at nogle får mulighed for at tilkøbe ekstra services, så længe alle er sikret skattebetalt ældrepleje på et vist niveau, skriver Katrine Daugaard.
Det er ikke noget problem, at nogle får mulighed for at tilkøbe ekstra services, så længe alle er sikret skattebetalt ældrepleje på et vist niveau, skriver Katrine Daugaard.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Katrine Daugaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er et fantastisk land, hvor vi med vores sikkerhedsnet og velfærd har et ideal om at hjælpe vores ældre i livets efterår. Det er i min optik et fantastisk ideal. Problemet er desværre bare, at idealet er truet af virkeligheden. Og truslen ser ikke ud til at blive mindre i de kommende årtier. For sandheden er desværre, at vi ikke leverer den ældrepleje, vi gerne vil levere og modtage. 

Regeringen barsler i den forbindelse med at frisætte kommunerne og fortsætte med offentlige udbud og ”fritvalgsordninger”. Det er gode takter, men i Liberal Alliance ønsker vi mere end det.

Temadebat:

Hvor skal de ældre bo?

Mens antallet af ældre stiger, falder antallet af plejeboliger og plejehjemsboliger. Flere opgørelser viser, at vi i 2030 kommer til at mangle mere end 20.000 plejeboliger.

Hvordan sikrer vi, at der er boliger nok til den voksende ældre generation? Det spørger Altinget Ældre om i denne temadebat.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ønsker man at deltage i debatten, kan der skrives til Lasse Sjøbeck Jørgensen.

For et omfattende problem kræver omfattende løsninger. Derfor vil vi frisætte borgeren helt ved at skabe reelle frie valg og øge konkurrencen mellem vores velfærdstilbud, så vi ikke lader systemhensyn veje tungere end hensynet til borgerne.

Men hvordan sikrer man en værdig behandling af vores ældre gennem det?

Alle offentlige plejehjem skal være selvejende

Når vi taler om flere ældre og mangel på ældreboliger og plejehjemspladser, er det først og fremmest strengt nødvendigt, at vi på Christiansborg får skabt et overblik over, hvor der mangler boliger og pladser til vores ældre. 

For nuværende ved vi, at Ældresagen regner med, at vi i 2030 vil komme til at mangle 20.000 – 25.000 boliger for at huse samme procentsats af ældre, som vi huser i dag, mens tallet er 36.000, hvis vi skal have samme dækningsgrad som i 2012. Dog har vi brug for et bredere og dybere overblik. Men det er ikke alt. 

En af de største hindringer for, at vi kan huse vores ældre, er, at kommunerne i dag har alt for mange kasketter på, og at de visiterer til deres egne tilbud. Stod det alene til Liberal Alliance, så skulle kommunerne ikke styre tilbuddene, men alene stå for visiteringen. 

Læs også

Vi mener nemlig, at alle offentlige plejehjem bør gøres selvejende. På den måde kan man indføre konkursmekanismer i det, vi i dag kender som offentlige tilbud. Sikrer vi ikke det, sikrer vi heller ikke, at de dårligt drevne steder frasorteres og sendes i udbud. Det er derudover sundt for alle leverandører, at kvaliteten bliver efterprøvet gennem borgernes mulighed for at skifte til bedre drevne steder.

Vi mener, at alle offentlige plejehjem bør gøres selvejende. På den måde kan man indføre konkursmekanismer i det, vi i dag kender som offentlige tilbud

Katrine Daugaard (LA)
Ældreordfører

Bedre muligheder for at bygge nyt og privat

Hvis vi vil i mål ambitionerne, skal vi også i langt højere grad sikre, at alle de investorer, som har interesse i at bygge plejehjem eller byde ind med nye boformer for ældre, ikke bremses af kommunerne i forhold til at få byggetilladelser med mere.

Kommunerne er i det hele taget for stor en stopklods for et sundt og konkurrencedygtigt marked. Det mener jeg, de er, fordi de har interesse i at beholde monopolet. Dermed modarbejder de borgernes bedste. Og borgerne er nu engang dem, de er til for.

Derudover har mange af fremtidens ældre kapital og købelyst til at tilkøbe sig flere services. Her tror jeg også, at forsikringsselskaberne i højere grad bliver spillere, der vil ændre markedet i forhold til at bygge plejehjem eller nye boformer som ældrelandsbyer, som deres medlemmer så får fortrinsret til. 

Det er glædeligt, om end nogle partier mener, det skaber et A- og et B-hold blandt de ældre. Lad os i den forbindelse huske på en ting: At det vigtigste vel må vel være, at vi sikrer alle ældre, at pengene følger borgeren, som derefter har et frit valg imellem mange forskellige aktører.

Læs også

At nogle har råd til at tilkøbe ekstra services, ser vi i Liberal Alliance ingen problemer i, så længe alle er sikret skattebetalt ældrepleje på et vist niveau. 

Kommunerne er i det hele taget for stor en stopklods for et sundt og konkurrencedygtigt marked. Det mener jeg, de er, fordi de har interesse i at beholde monopolet

Katrine Daugaard (LA)
Ældreordfører

Information til borgeren

Ønsker man en konkurrence til gavn for de ældre, er det bydende nødvendigt at stille relevant information til rådighed for de ældre. Og også det halter gevaldigt i dag. Kun to ud af 98 kommuner har offentliggjort en opdateret brugertilfredshedsundersøgelse på kommunens hjemmeside, og 87 ud af 98 kommuner forsømmer at orientere den ældre om de rettigheder, der følger med, når man er blevet visiteret til en plejebolig. 

For man har nemlig både ret til at vælge en kommunal bolig, en friplejebolig og en bolig i en anden kommune. Det ved folk bare ikke, da kun 42 procent af de ældre kender til ordningen.

Det er en skam. For sandheden er jo nu engang, at vi ikke kan levere den ældrepleje, vi gerne vil levere.

Lad os turde lave om på det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Daugaard

MF (LA)
cand.musicae. (Syddansk Musikkonservatorie & Skuespillerskole)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024