PFA: Det offentlige har ikke monopol på velfærd til ældre

Der er for alvor kommet gang i debatten om betydningen af private supplerende velfærdstilbud i Danmark. Den debat hilser PFA meget velkommen. Siden vi i 2017 introducerede de første seniorprodukter og services inden for sundhed og omsorg, har vi netop lagt op til en sådan debat.

PFA’s udgangspunkt har hele tiden været: Hvilke behov har vores kunder, og hvordan kan vi bedst hjælpe og understøtte et godt seniorliv? I det følgende vil jeg gerne starte netop dér.

Stigende efterspørgsel på ældrepleje
Når vi kigger på seniorerne i dag, så er gruppen kendetegnet ved ikke bare at være den mest formuende aldersgruppe, men også den gruppe som over de seneste 25 år har haft den kraftigste fremgang i forbruget. Ser man på opgørelserne fra Danmarks Statistik, så er seniorernes forbrug af pakkerejser samt restaurant- og cafébesøg buldret frem. I toppen ligger køb af biler.

Baggrunden er ikke kun de stærkt forbedrede økonomiske muligheder, der er et resultat af et succesfuldt opsparingssystem. Den bunder også i, at nutidens pensionister prioriterer at leve det aktive liv.

Når der regnes på fremtidens udgiftsudvikling inden for pleje og omsorg, så ses der ikke kun på demografien, men også på ændringer i den underliggende efterspørgsel.

Erfaringen er, at jo mere velhavende vi bliver, jo mere pleje og omsorg vil vi også efterspørge. Det betyder, at vi ikke bare kan reducere velfærdsdebatten til et spørgsmål om demografi og grænser for det offentliges udbud.

Der skal sikres et trygt seniorliv
Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi bedst håndterer en øget efterspørgsel kombineret med større betalingsevne. Man kan jo hverken bestemme, hvordan folk skal bruge deres penge, efter at skatten er betalt, eller forhindre dem i at søge løsninger på de problemer, de ser foran sig. Og det er lige præcis her, at vi som samfund står ved en skillevej.

Man kan jo hverken bestemme, hvordan folk skal bruge deres penge, efter at skatten er betalt, eller forhindre dem i at søge løsninger på de problemer, de ser foran sig.

Jesper Brask Fischer
Programchef, PFA

Jeg tror nemlig, at der blandt de kommende ældre er en stor gruppe, som aktivt vil flytte rundt i deres forbrugsmønster. Får man muligheden for at skrue en smule ned for pakkerejser og restaurantbesøg i den tredje alder til fordel for øget tryghed i den fjerde alder, så gør man det. Eller er man selv på vej ind i den tredje alder og kan se sine forældre med et udækket omsorgsbehov, så har man både økonomisk mulighed og vilje til at hjælpe til. Og så gør man det.

Denne tro bakkes op af en række undersøgelser i de seneste år fra blandt andet Ældre Sagen, Trygfonden, VIVE, Dansk Erhverv og PFA.

Trygfonden har med deres undersøgelser af danskernes utrygheder vist, hvor meget utrygheden ved risiko for manglende ældrepleje i fremtiden fylder. Ældre Sagen, Dansk Erhverv og PFA-surveys har vist, at store grupper forventer selv at skulle betale for ekstra hjælp, samt at mange 50+-årige allerede er begyndt at spare op til dækning af de fremtidige behov.

Ældreplejen bevæger sig ud over de kommunale rammer
Som pensionsselskab er ovenstående forhold noget, man som en selvfølge forholder sig til. Vores formål som virksomhed er at hjælpe vores kunder med at skabe det gode seniorliv – den trygge alderdom.

Det gør vi gennem rådgivning om de vigtige beslutninger i pensionisttilværelsen, men helt grundlæggende også ved at understøtte de rette økonomiske rammer, som dækker de behov, man har som pensionist.

Det er i al sin enkelhed baggrunden for, at vi i PFA arbejder med omsorgsområdet og senest har valgt at investere i friplejehjem og seniorboliger med mulighed for supplerende pleje.

Når udviklingen skaber debat, er det nok, fordi vi i Danmark historisk har været vant til, at ældrepleje var noget, man var berettiget til gennem den kommunale forsyning. Og finansieret over skatten. Det forhold er der mig bekendt ingen, der vil ændre ved.

Det nye er, at behovene med tiden har udviklet sig, og dette er sket parallelt med, at danskernes velstand er øget. Flere og flere borgere vil opleve, at de har større behov end det, som den kommunale ordning kan dække. Og dermed er vi inde i et spørgsmål om, hvordan det supplement bedst struktureres og organiseres.

Styrk samarbejdet mellem det offentlige og det private
I mine øjne bør debatten derfor ikke fokusere på, om der skal være et privat supplement til den offentlige forsyning, men hvordan.

Omsorg og pleje er delikate serviceydelser, og det kræver stram kvalitetsstyring og klare værdier. Det kræver også samspil mellem den offentlige basisydelse og det private supplement, når begge dele er i spil.

Vi ved allerede i dag fra erfaringerne med den offentlige hjemmehjælpsordning, hvor problemfyldt det er for ældre, når der kommer mange forskellige professionelle ind i den ældres hjem, og at hjælpen ikke er koordineret. Derfor er der en fælles interesse på tværs af sektorer i at skabe de rette rammer for det offentlige-private samspil.

Omsorg og pleje er delikate serviceydelser, og det kræver stram kvalitetsstyring og klare værdier. Det kræver også samspil mellem den offentlige basisydelse og det private supplement, når begge dele er i spil.

Jesper Brask Fischer
Programchef, PFA

Og man kunne passende skele til måden, vi har opbygget vores arbejdsmarkedspensionssystem på i Danmark. Et afgørende stykke dansk velfærdshistorie, som beundres verden rundt. Her har vi folkepensionen som grundlag og den kollektivt aftalte arbejdsmarkedspension ovenpå. Vi har via regelsæt og fælles standarder løbende optimeret samspillet mellem de to ydelser.

Der er naturligvis stor forskel på finansielle ydelser og naturalieydelser – men inspirationen kan være basis for en fremadrettet dialog om offentlig private løsninger på et område, der i den grad vil blive udfordret fremadrettet.