DI, 3F og Ulandssekretariatet: Arbejdsmarkedets parter bør spille en hovedrolle i retfærdig grøn omstilling i Afrika
I afrikanske lande hænger klimaindsatser nøje sammen med jobskabelse og bæredygtig vækst. Det bør tænkes ind i Danmarks øgede fokus på samarbejde med Afrika, skriver Marie Gad, Lone Ilum Christiansen og Tina Christensen.
Marie Gad
Underdirektør, DI, medlem af Udviklingspolitisk Råd, 2030-Panelet og Vice-Chair for Business at the OECD’s Development Committee, bestyrelsesmedlem, Global Compact Network Denmark, Etisk Handel Danmark og Fairtrade-mærketLone Ilum Christiansen
Sekretariatsleder, UlandssekretariatetTina Christensen
Næstformand, 3FMange afrikanske lande udfordres af, at unge strømmer ud på arbejdsmarkedet uden udsigt til regulært arbejde. Hvert år træder mellem otte og 11 millioner unge ind på arbejdsmarkedet, men der skabes kun cirka tre millioner nye formelle job.
Millioner af unge afrikanere vokser altså op til en håbløs livssituation. Økonomisk udvikling – og jobskabelse – er derfor helt centrale mål for mange afrikanske lande. Fra Danmark kræver det en samtænkning af det diplomatiske, udviklingsmæssige og handelsmæssige samarbejde.
Den grønne omstilling fordrer grønne investeringer, og heri er der et kæmpe potentiale for jobskabelse.
Men omstillingen rummer også risiko for massearbejdsløshed, forarmelse og social uro. Indsatsen for klimaet hænger nøje sammen med ordentlige job og bæredygtig vækst. Det kalder vi den grønne retfærdige omstilling.
Virksomheder og organisationer går sammen
I Arbejdsmarkedskonsortiet, der er dannet imellem os tre parter, arbejder vi sammen med private virksomheder og medarbejderrepræsentanter for at styrke rammerne for jobskabelse.
Vi er med til at skabe alliancer med centrale aktører på det afrikanske arbejdsmarked, som traditionelle udviklingsprojekter og den diplomatiske indsats normalt ikke når.
Det tætte samarbejde om klimapartnerskaberne er et eksempel på offentlig-privat dialog, der bidrager til en retfærdig grøn omstilling ved at anvise konkrete løsninger på klimaudfordringer, samtidig med at vi bibeholder konkurrenceevne og job.
Et andet er det danske erhvervsuddannelsessystem, hvor arbejdsmarkedets parter samarbejder om at udvikle de uddannelser, erhvervslivet efterspørger, og dermed sikrer unge de rette kvalifikationer.
Indsatser for at afværge katastrofer og styrke samfundenes modstandsdygtighed handler både om den grønne og den sociale dagsorden.
Marie Gad, Lone Ilum Christiansen og Tina Christensen
Hhv. DI, Ulandssekretariatet og 3F
Sættes disse løsninger i spil i afrikanske lande, kan det bidrage til, at de selv kan identificere de rigtige løsninger i deres økonomi. Så kan lokale virksomheder blive mere konkurrencedygtige i en ny grøn, økonomisk virkelighed og landene kan investere mere i uddannelse. Især faglige og tekniske uddannelser samt opkvalificering og efteruddannelse.
Vores erfaringer fra Kenya, Tanzania, Malawi og Sydafrika viser, at erhvervsuddannelser kan bidrage til både grøn omstilling og større ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet.
Derfor bør det indgå i bredere dele af dansk samarbejde med afrikanske lande.
Danmark sakker bagud
Danske virksomheder har samtidig en række af de løsninger, som de afrikanske lande efterspørger. Desværre ligger dansk-afrikansk handel lavt, når vi sammenligner os med resten af Europa.
Virksomhederne mangler adgang til risikovillig kapital og eksportkreditter, og både afrikanske og danske virksomheder rammes af dårlige rammebetingelser, såsom høje lokale omkostninger på grund af mangelfuld infrastruktur, høje energiomkostninger og mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Det bliver forstærket af et svagt og i mange tilfælde ureguleret arbejdsmarked samt svage offentlige institutioner, som ikke understøtter god regeringsførelse, rettigheder og vækst.
Dertil kommer, at den ny bæredygtighedslovgivning fra EU kan gøre det svært for afrikanske virksomheder at levere varer til det europæiske marked.
De afrikanske lande opfatter derfor i stigende grad EU-reguleringen som de facto handelsbarrierer. Hvis vi kan bidrage til at overvinde disse barrierer, styrker vi både de lokale erhvervslivsmuligheder, muligheder for jobskabelse og samhandlen med Afrika.
Gode arbejdsvilkår er afgørende
I Danmark har virksomhederne og deres dygtige medarbejdere skabt en teknologisk udvikling, der bidrager til vækst og et mere bæredygtigt samfund.
Grønne teknologier fra Danmark kan bidrage til grøn omstilling i udviklingslandene. Dem skal vi have mere i spil samtidig med, at vi bidrager til at skabe lokale grønne vækstmuligheder.
Retten til at organisere sig fagligt og forhandle sine vilkår kollektivt er grundlæggende rettigheder.
Marie Gad, Lone Ilum Christiansen og Tina Christensen
Hhv. DI, Ulandssekretariatet og 3F
Samtidig er det vigtigt, at grønne forandringer ikke sker på bekostning af arbejdstagerrettigheder.
Retten til at organisere sig fagligt og forhandle sine vilkår kollektivt er grundlæggende rettigheder, og danske erfaringer viser, hvor betydningsfulde, de kan være for at fremme en retfærdig grøn omstilling.
Det hele er erfaringer, som vi og den danske regering kan gøre brug af i de kommende indsatser på det afrikanske kontinent, som regeringens nye strategi for engagement i Afrika skal lægge rammerne for.