EL: Pensionskommissionen viderefører regnearkslogikker uden rod i virkeligheden

Store grupper af lønmodtagere tvinges ud af arbejdsmarkedet på grund af nedslidning og stress, længe inden de når pensionsalderen.

I 2017 havde 59 procent af de ufaglærte forladt arbejdsmarkedet, før de var blevet 62 år. Det samme havde 47 procent af de faglærte og 30 procent af funktionærer og tjenestemænd.

De tal viser, at store forskelle i arbejdsvilkår reproduceres i pensionslivet – og det giver ingen mening med mekanisk-baserede beslutninger om en stigende pensionsalder.

Forudsætningerne i det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, der indførte den stigende pensionsalder, har ikke indfundet sig. Vi fik ikke bedre arbejdsmiljø, bedre uddannelse og mere velfærd.

4. maj 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til, hvordan unges og midaldrendes liv som pensionister i fremtiden bør se ud.

Af disse anbefalinger har den mest omtalte været den, der handler om, at de unges pensionsalder ganske vist skal forhøjes, men ikke lige så meget som en række partier i Folketinget (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale, Konservative og Venstre) ellers har styret efter siden 2006.

Nye anbefalinger minder om afledningsmanøvre

En langsommere stigning i folkepensionsalderen er bedre end en hurtigere stigning, men Enhedslisten mener stadig, at 68 år er mere end nok.

Det store problem ved kommissionens anbefalinger er, at unges muligheder for at trække sig tilbage stadig står til at blive presset langt ind i deres 70'ere. Men at hænge den fremtidige økonomiske politik op på at få blandt andet unge håndværkere til at kravle rundt på tagene som +70 årige er helt urealistisk.

Kommissionens forslag tager ikke højde for, at de uligheder, der er i arbejdslivet

Jette Gottlieb (EL)
Arbejdsmarkedsordfører

I stedet mener Enhedslisten, at vi skulle bede nogle af de folk, der ejer tagene – og villaerne nedenunder dem – at aflevere mere til fællesskabet, når de henter deres finansielle gevinster.

For det er jo sådan, at en mindre ringe forringelse stadig er en forringelse. Og når man kan løse hovedparten af de økonomiske udfordringer, der opstår, når vi bliver stadigt flere ældre i fremtiden, ved at indføre en højere beskatning af de rigeste, virker Pensionskommissionens øvelse frem for alt som en afledningsmanøvre fra det klassiske valg mellem velfærd eller skattelettelser.

Eksisterende ordninger er utilstrækkelige

Kommissionens forslag tager ikke højde for, at de uligheder, der er i arbejdslivet – blandt andet på grund af forskel i uddannelse og arbejdsbetingelser. Kommissionen skal dog have ros for, at tænke pensionspolitikken samlet; det vil sige at anerkende, at pensionsvilkår spiller ind i rammerne for arbejdsmarkedet og social ulighed.

Problemet er imidlertid, at kommissionen undervurderer, hvor meget social ulighed allerede sætter betingelserne. Således finder kommissionen, at de forskellige, eksisterende muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet – folkepension, efterløn, seniorpension og tidlig pension – er tilstrækkelige nu og fremover.

Men det er ordningerne ikke. I takt med at folkepensionsalderen stiger, stiger alderen for efterløn, seniorpension og tidlig pension (og antallet af år man skal have været i arbejde for at få ret til tidlig pension) nemlig også. Kravene bliver fortsat mere krævende og urealistiske.