EU-krav om øremærket fædrebarsel kan ende som benspænd for dansk ligestilling
Andre EU-lande har givet forældre lige ret til barsel i forbindelse med nyt EU-direktiv om øremærket barsel til fædre. Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil det dog være i strid med EU-retten. Støttepartier frygter, at direktivet ender som et tilbageskridt for ligestillingen i Danmark.
Søren Elkrog Friis
Velfærdspolitisk journalist, Mandag MorgenDet, som skulle have været et fremskridt for ligestillingen, kan ende som et tilbageskridt.
Det frygter i hvert fald Radikale, Enhedslisten og SF i forbindelse med den kommende implementering af EU-direktiv, som pålægger medlemslande at øremærke fire måneders barselsorlov til fædre.
Årsagen er, at Beskæftigelsesministeriet lægger op til, at direktivet skal implementeres oven i de rettigheder, som allerede i dag gælder. Det kan få den konsekvens, at fædres barsel holdes til et minimum, fordi moderen ellers vil være nødt til at holde længere barsel end under de nuværende regler.