For første gang i ti år ser Danmark ud til at få en europaminister. Men er det nødvendigt?

Det har der nemlig været tradition for i Danmark, siden Bertel Haarder (V) for en halvandenårig periode blev udnævnt til europaminister uden portefølje i 2001.  

Ti år senere blev Nicolai Wammen (S) udnævnt til europaminister, da Danmark igen stod foran et EU-formandskab. Nu skulle posten være permanent for at vise Danmarks proeuropæiske indstilling, lød det fra daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).  

Hun endte dog alligevel med at nedlægge stillingen igen halvandet år efter Danmarks formandskab. 

"Man fandt simpelthen ud af, at den portefølje var for tynd. Der var ikke nok for en dansk minister at lave, efter at formandskabet var overstået," fortæller europapolitisk ekspert Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, der er analytiker ved Tænketanken Europa. 

Der var ikke nok for en dansk minister at lave, efter at formandskabet var overstået

Iben Tybjærg Schacke-Barfoed
Analytiker, Tænketanken Europa

Budget og udvidelse 

Nu er spørgsmålet så, om Danmark får sin fjerde europaminister.  

For når Danmark skal overtage stafetten og igen sidde for bordenden til forhandlingerne i EU’s Ministerråd, kan europaministeren komme til at spille en vigtig rolle.  

“Det handler selvfølgelig en hel del om koordination og at rejse rundt til andre medlems- og partnerlande for at finde ud af, hvor de står på de forskellige sager. Det gør man for at tilrettelægge forhandlingerne under det danske formandskab,” forklarer Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.  

Ved dette formandskab vil man formentlig begynde forhandlingerne om EU’s næste syvårige budget, vurderer hun.  

Udvidelsesdebatten kommer til at være en anden stor prioritet, hvor man gerne vil skabe en fremdrift i optagelsesprocessen for Ukraine såvel som Moldova og landene på Vestbalkan. 

“Succeskriteriet for et formandskab er, at man får overstået nogle forhandlinger eller i hvert fald får lagt dem på skinner, som det næste formandskab samler op. Det handler derfor om at finde de europæiske kompromisser, og så er det rart at have en repræsentant, der med ministerkasket på kan varetage den opgave,” siger Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.  

Opdel udenrigsministeriet 

Selvom Helle Thorning nedlagde posten, blomstrer debatten stadig om, hvorvidt stillingen skal være en permanent del af ministerholdet.  

Blandt andre har europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) gentagne gange efterspurgt, at Danmark udpeger en fast europaminister. 

Han mener ikke, at udenrigsministeren har tid til at give området den opmærksomhed, som den geopolitiske udvikling kræver, når han samtidig skal til FN-generalforsamling i New York eller erhvervsfremstød i Asien.  

Derfor bør ansvarsområdet deles mellem en udenrigs- og en europaminister. 

Men de siddende ministre har helt sikkert ikke lyst til at give deres opgaver til en europaminister. Derfor må det komme an på en intern forhandling i regeringen, om der er nok kød på posten, vurderer Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

Embedsmænd – hvor dygtige de end er – har ikke samme adgang til de andre europæiske ministre, der træffer beslutningerne, som en europaminister vil have

Bertel Haarder (V)
Fhv. europaminister

Hun påpeger, at en europaminister som udgangspunkt kun sidder med til de månedlige møder i Rådet for generelle anliggender, hvor ministrene diskuterer udvidelser, traktatændringer eller andre sager, der er vigtige for EU-samarbejdet. 

Det klarer udenrigsministeren i dag – når han altså ikke overlader det til sine embedsmænd, fordi han har travlt med håndteringen af resten af verdenspolitikken. 

Bertel-modellen 

Tidligere europaminister Bertel Haarder vurderer, at det på den ene side er svært for en udenrigsminister at nå at passe den europæiske del af biksen, men på den anden side også er svært at slippe den del af sit ansvarsområde. 

“Det var derfor, jeg ikke fik lov til at fortsætte efter formandskabet, fordi det ville udenrigsministeren – eller Udenrigsministeriet – absolut ikke have.” 

Alligevel mener Bertel Haarder, at det vil være det rigtige at gøre. For det har en betydning, om Danmark sender en minister eller en embedsmand til forhandlinger eller rådsmøder i Bruxelles.  

“Embedsmænd – hvor dygtige de end er – har ikke samme adgang til de andre europæiske ministre, der træffer beslutningerne, som en europaminister vil have. Det er et spørgsmål om forskellige niveauer i diplomatiet,” siger han.  

Derfor bør Danmark have en fast europaminister – også selv hvis porteføljen er lidt for tynd.  

“Jeg synes, at man kan bruge mig som model, fordi jeg var både europa- og integrationsminister,” siger han.  

Han peger på, at man i dag med fordel kan kombinere det med det nordiske område, hvor der er kommet helt nye muligheder for sikkerhedspolitisk samarbejde, efter Sverige og Finland er blevet medlem af Nato:  

“Man behøver jo ikke have en person, der kun er europaminister.”