Karsten Hønge: Lønløftet til offentligt ansatte skal sikre ordentlige arbejdsforhold

Regeringen må stille de offentligt ansatte mærkbare lønstigninger i udsigt og fremlægge en overbevisende plan for at løfte de daglige arbejdsforhold til et niveau, hvor de ansatte ikke bliver slidt ned fysisk eller psykisk, skriver Karsten Hønge (SF).

Mener vi det alvorligt med bedre rekruttering til de såkaldte "omsorgsfag", skal vi anerkende, at vi ikke kan løse sygeplejerskernes utilfredshed uden samtidig at skabe bedre forhold for sosu'er, pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og så videre, skriver Karsten Hønge (SF).Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Hvad vil vi ha'? Mer' i løn!" SF mener, at det er på høje tid med "ligeløn frem for pigeløn".

Lønkomiteen leverer om kort tid rapporten, som kortlægger lønforholdene for offentligt ansatte, og inden vi får set os om, starter overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Kampråbene kommer til at lyde igen, og det bliver ekstremt svært at få enderne til at nå sammen. Det kræver en regering, som vil prioritere mærkbare forbedringer, både økonomiske og i den måde, offentlige arbejdspladser ledes på. Der er brug for håb og optimisme blandt de ansatte for at tiltrække arbejdskraft og for at fastholde de nuværende ansatte.

Diskrimination på baggrund af køn skal være fortid, og det er en opgave for både politikere og fagbevægelse. Slut med patetiske bortforklaringer og sange fra de varme lande, for vi kommer ikke uden om at levere flere lønkroner.

Temadebat

Hvordan bør det ekstraordinære lønløft til offentligt ansatte se ud?

SVM-regeringen har lagt op til et lønløft på tre milliarder kroner til offentligt ansatte, der blandt andet skal tage udgangspunkt i lønstrukturkomitéens kommende rapport.

Lønløftet kommer dog med en række betingelser til fagbevægelsen, der blandt andet handler om øget fleksibilitet og brug af lokal løndannelse.

Derfor sætter Altinget Arbejdsmarked i en ny temadebat fokus på det kommende lønløft.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende det til debatansvarlig Emma Brink på [email protected].

Lønindplacering efter "Tjenestemandsreformen" fra 1969 er skæv, og trods ihærdige forsøg i mange overenskomstforhandlinger er der kun rykket marginalt ved hierarkiet. Vi skal starte på en frisk.

Regeringens vejsidebombe

Kombinationen af høje forventninger hos blandt andet sygeplejerskerne, uenighed om fordelingen af lønkroner mellem faggrupperne og en slidt forhandlingsmodel for det offentlige område er en eksplosiv cocktail.

For at det ikke skal være løgn, har regeringen denne gang ovenikøbet placeret en vejsidebombe på ruten mod nye overenskomster. De tyvstjal store bededag, og dermed de helligdagstillæg, som eksempelvis sosu'er og sygeplejersker tidligere fik, når de var på job.

Det beløber sig til over 50 millioner kroner, som regeringen har halet op af lommerne på de ansatte uden udsigt til at ville levere dem tilbage. Jeg tror, at den bombe hurtigt skal afmonteres for at få forhandlingerne til at glide. Hit med pengene.

Vi nærmest "leger dansk model" på det offentlige arbejdsmarked, for det er mest en overspringshandling. Strejker virker fundamentalt anderledes her end over for private arbejdsgivere, når kommuner direkte tjener penge, hvis ansatte ved strejke eller lockout ikke arbejder.

Denne asymmetri i magtforholdene mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforbundene skal rettes op. Vi skal gentænke "modellen" og lære af flere årtiers tilbagevendende uro på det offentlige arbejdsmarked og tilsvarende samarbejde og få konflikter på de private arbejdspladser.

Læs også

Dansk Sygeplejeråd: Regeringens lønløft skal sikre velfærden i de mest trængende fagområder

Debat

Når vi løfter de traditionelt kvindedominerede fag, kan det ikke ske for de enkelte områder hver for sig. Akademikere, sygeplejersker, pædagoger, sosu'er, lærere, socialrådgivere, rengøringspersonale og så videre skal "blande blod" i et nyt lønsystem. Ligesom den samlede fagbevægelse, også for de privatansatte, skal være med i arbejdet for holdbare og langsigtede løsninger for hele arbejdsmarkedet.

Folketinget har selvfølgelig et sort ansvar, men fagforbundene skal måske også i gang med at gennemtænke deres lønstrategier? Er det grundlønnen eller tillæggene, som prioriteres?

Behov for solidarisk løsning

Der er ingen vej udenom en gensidig forståelse parterne imellem i god tid, inden de egentlige overenskomstforhandlinger går i gang. Allerede i efteråret skal en grundlæggende fælles forståelse bygges op.

Regeringen må gribe dybt i lommerne og stille de offentligt ansatte mærkbare lønstigninger i udsigt, men det er ikke nok. Det handler også om at fremlægge en overbevisende plan for at løfte de daglige arbejdsforhold til et niveau, hvor de ansatte ikke bliver slidt ned fysisk eller psykisk.

Det næste års tid bliver definerende i lang tid fremover for både den enkelte offentligt ansatte, for rekrutteringen og for selve forhandlingsmodellen på det offentlige arbejdsmarked.
Karsten Hønge (SF)
Beskæftigelsesordfører

Uden en solidarisk løsning risikerer vi endnu engang at enkelte forbund isoleres uden for det samlede faglige fællesskab.

Solokonflikter for enkelte fag, som vi sidst så det med sygeplejerskerne, er ret udsigtsløse for både de berørte fagforbund og undergraver evnen til at stå sammen overfor de offentlige arbejdsgivere.

SF vil afsætte penge til en ligelønspulje, men parter skal fordele dem selv. I dag er skævhederne så store, at en blind mand kan føle dem med sin stok.

Mener vi det alvorligt med bedre rekruttering til de såkaldte "omsorgsfag", skal vi anerkende, at vi ikke kan løse sygeplejerskernes utilfredshed uden samtidig at skabe bedre forhold for sosu'er, pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og så videre. Ligeløn er vigtig, men arbejdsvilkårene i det hele taget er mindst lige så vigtige.

Det næste års tid bliver definerende i lang tid fremover for både den enkelte offentligt ansatte, for rekrutteringen og for selve forhandlingsmodellen på det offentlige arbejdsmarked. Skal vi ende med forhandlingsresultater i stedet for konflikt ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2024, skal regering og fagforbundene lægge trædestenene ud i efteråret.

Politik har aldrig været vigtigere