Når ansøgeren ikke vil have jobbet

Af Martin Ågerup
Direktør, CEPOS

Jeg fik engang en jobansøgning med følgende ordlyd: "Jeg sender jer mit cv, da jeg har set, I søger en xxx. Jeg er sikker på, jeg ikke er den, I søger præcis til dette job, men jeg synes, I skal have mit cv. Jeg er ansat som yyy i en løntilskudsstilling og er i henhold til lovgivningen på dette område, forpligtet til at søge job ud og væk."

Man kan ikke komme tættere på at skrive, at man reelt ikke ønsker jobbet, men kun søger det, fordi man skal. Ifølge loven skal ledige søge flere jobs hver uge på en seriøs og realistisk måde og i det hele taget gøre, hvad de kan for at komme i beskæftigelse. Det lever denne ansøgning selvsagt ikke op til.

Men eksemplet viser, hvad et system, der bygger på detaljerede påbud i stedet for egne incitamenter, kan medføre af tåbeligt tidsspild - både for ansøgerne og for de arbejdsgivere, som formentlig modtager i titusindvis af komplet ubrugelige ansøgninger fra ansøgere, som ved, at de ikke besidder de nødvendige kompetencer, og som i øvrigt slet ikke ønsker jobbet.

Eksemplet viser også, at det ikke er helt enkelt at erstatte egne økonomiske incitamenter til at finde arbejde med rådighedsregler, selvom nogle hævder det. For eksempel benægtede daværende formand for socialrådgiverforeningen Bettina Post for nogle år siden, at de i international sammenligning høje danske sociale ydelser skabte incitamentsproblemer med følgende begrundelse: "Hvis man kan arbejde og bliver tilbudt et rimeligt job, skal man sige ja til det, ellers mister man kontanthjælpen og får 0 kroner. Det er da vist 'incitament' nok".

Økonomisk incitament er ikke nok
Men det er ikke incitament nok. Det er ganske svært at afgøre, om den enkelte gør, hvad han eller hun kan for at komme i arbejde. Der er for eksempel mange subtile måder, hvorpå man til en jobsamtale kan sikre sig ikke at komme i betragtning til jobbet. Og bundlinjen er, at ingen arbejdsgiver ønsker at ansætte en medarbejder, som ikke søger jobbet, fordi de gerne vil have det, men fordi de ellers ville miste deres dagpenge eller kontanthjælp. 

Især fordi mange har erfaring med, at den slags ansøgere ikke udgør en god og stabil arbejdskraft. Mange arbejdsgivere beretter om nyansatte, som inden for kort tids ansættelse holder op med at møde til tiden eller på anden vis ikke gør sig umage for at passe jobbet på en anstændig måde.

Den slags cirkusnumre for at omgå rådighedsreglerne gør det dyrt og vanskeligt at finde den rigtige medarbejder. Store mængder irrelevante ansøgninger fordyrer søgeprocessen. Fejlansættelser i endnu højere grad. Med andre ord bidrager behovet for stramme rådighedsregler til, at arbejdsmarkedet fungerer dårligere: den rigtige arbejdsgiver og den rigtige arbejdstager får sværere ved at finde hinanden.

Headhunting er konsekvensen af den førte politik
En løsning er at headhunte medarbejdere i stedet for at slå stillingerne op. Det ser vi i stigende grad, selv til jobs helt uden lederansvar. Det er der ikke i sig selv noget galt i, men det er tankevækkende, at det sker som en utilsigtet effekt af arbejdsmarkedspolitikken. Endvidere skal man være opmærksom på, at en af konsekvenserne af dette er, at personer med et svagt netværk stilles dårligere på arbejdsmarkedet.

Det er nogle af de store omkostninger ved et arbejdsmarkedssystem, hvor regler for en stor del af de ledige erstatter en økonomisk tilskyndelse til at finde arbejde og forsørge sig selv.

Bundlinjen er, at ingen arbejdsgiver ønsker at ansætte en medarbejder, som ikke søger jobbet, fordi de gerne vil have det, men fordi de ellers ville miste deres dagpenge eller kontanthjælp.

Martin Ågerup
Direktør, CEPOS

I international sammenligning har Danmark meget høje overførselsindkomster til personer uden arbejde. Det gælder både bistandshjælpen og dagpengene. Kontanthjælpen og dagpengene er så høje, at man i en række lavtlønnede job stort set ikke tjener mere på at arbejde end på at ligge på sofaen. Der er med andre ord et incitamentsproblem.

Danskerne arbejder ikke kun for lønnen
Heldigvis har mange danskere en protestantisk arbejdsetik - ellers var velfærdsstaten for længst brudt sammen. 80 procent af danskerne siger, at de ville gå på arbejde, selvom de ikke havde brug for pengene.

Men hvad med de sidste 20 procent? Det er ikke alle, som opfatter deres job som værende specielt interessant, inspirerende og selvrealiserende - og det vil typisk være lavtlønsgrupper, som netop vil have ringe økonomiske incitamenter til hurtigt at søge arbejde, hvis man bliver ledig. Hvis en ud af fem ledige egentlig ikke har specielt travlt med at komme i arbejde, har samfundet et problem - både økonomisk og moralsk.

Man kan heller ikke se bort fra, at Danmark i løbet af de seneste årtier har fået en stor gruppe indvandrere fra kulturer med en anden arbejdsetik. Selv i et land som Frankrig er det faktisk kun 53 procent, som erklærer, at de gerne vil arbejde, selv hvis de ikke havde brug for pengene. Andelen er lavere uden for Vesteuropa.

Konklusionen bør være, at reformer af arbejdsmarkedet ikke kun bør se på organisering, aktiveringsindsats m.v., men også på de fortsat store incitamentsproblemer, som eksisterer som følge af de høje ydelser.