Ny V-borgmester i København er en "arbejdsom" og "skarp" idealist, men ingen stemmesluger. Og det har partiet brug for
Cecilia Lonning-Skovgaards afgang baner vejen for en ”kort sagt fucking dygtig” afløser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Han har fået "sit livs opgave", lyder det fra V-nestor.
Maja Hagedorn
RedaktionschefSøren Dahl
JournalistDa der tirsdag blev sat endegyldigt punktum i sagaen om Cecilia Lonning-Skovgaards problemer med arbejdsmiljøet i sin forvaltning, stod det samtidig klart, at Venstre skulle finde en ny person til at udfylde posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester på Københavns Rådhus.
Valget faldt efter et kort møde blandt partiets medlemmer af Borgerrepræsentationen på Jens-Kristian Lütken. Han har siden august sidste år fungeret som Venstres gruppeformand på rådhuset.
Dermed bliver det den 40-årige statskundskabsuddannede politiker fra Møldrup nord for Viborg, der skal sidde ved bordenden, når der skal være drøftelser om, hvordan landets største kommune finder job til ukrainske flygtninge, løser problemer med mangel på arbejdskraft og andre beskæftigelsespolitiske hovedbrud.
Emner som Jens-Kristian Lütken ikke umiddelbart har den store politiske eller erhvervsmæssige erfaring med. Til daglig sidder han nemlig i Teknik-og Miljøudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus.
Navn: Jens Kristian-Lütken.
Født: 10. december 1981 i Viborg.
Karriere:
- Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre siden 2014.
- Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget for Venstre.
- Gruppeformand for Venstre.
- Næstformand for Europabevægelsen.
- Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune fra 2022.
Uddannelse: Kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet (2007).
Stemmetal: Han fik 1.413 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021.
"En rolig hånd på rattet"
Blandt politiske kolleger er der dog tiltro til den nye borgmesters faglige evner.
"Jens Kristian er hårdtarbejdende og skarp. Derfor tænker jeg også, at han hurtigt kan få et overblik over sagerne på beskæftigelsesområdet, selv om det er tungt stof," lyder vurderingen fra en kilde på rådhuset.
I ungdomspartiet Venstres Ungdom (VU) kalder man ham også hårdtarbejdende.
”Han er en politiker, der er inde i detaljen. Han er velovervejet og arbejdsom. Han er en rolig hånd på rattet,” siger landsformand Maria Gosvig Ladegaard.
Fucking dygtig
Samtidig bliver den nye borgmester også rost for sin humor og for "at være nem at omgås".
"Jeg tror, at du vil få svært ved at finde nogen på rådhuset, der ikke kan lide ham," som en anden kilde udtrykker det.
Også blandt Venstres gruppe på rådhuset lyder der opbakning til den nyvalgte borgmester.
“Han er rolig, grundig og kort sagt fucking dygtig. Vi har brug for en borgmester, der kan sætte retning og skabe politiske resultater. Det får vi med Jens-Kristian,” siger partifællen Cille Hald Egholm.
Tirsdag aften meldte hun som det eneste medlem af Borgerrepræsentationen offentligt ud, at hun trak støtten til Cecilia Lonning-Skovgaard. Det skete, kort tid efter at VU København havde gjort det samme.
Få timer senere skrev den nu afgåede borgmester på sin facebookprofil, at hun trak sig fra posten.
Har overnattet i fængsel
Uden for rådhuset har Jens Kristian-Lütken tidligere arbejdet som politisk konsulent for Venstres folketingsgruppe og driver stadig selvstændig virksomhed, hvor han blandt andet arrangerer busture til Bornholm og de baltiske lande.
Siden årsskiftet har han dog været i stand til at leve som fuldtidspolitiker gennem de vederlag, han får ved at sidde i forskellige udvalg på rådhuset.
Den nyslåede borgmester bliver desuden beskrevet som en mand, der "elsker Østeuropa lige så højt, som han elsker København".
Han har tidligere været formand for foreningen Silba, der arbejder for at udbrede demokrati i tidligere sovjetstater, og har også arbejdet som valgobservatør i blandt andet Ukraine, Moldova og Aserbajdsjan.
Et arbejde der blandt andet har betydet, at han har måttet bruge et par nætter i et belarusisk og bahrainsk lufthavnsfængsel, hvor han angiveligt har været persona non grata på grund af sit arbejde i organisationer, der arbejder for at fremme demokrati.
V-nestor beundrer Lütken
Silbas første formand var Bertel Haarder (V). Venstre-nestoren har ”stor fidus” til Jens-Kristian Lütken, siger han.
”Han er en idealist, der har gennemtrawlet central- og østeuropæiske lande som led i demokratibevægelsen. Det beundrer jeg meget.”
Den nyslåede borgmester har ”gode forudsætninger for” at rede trådene ud i forvaltningen, som står med den udfordring, at ”der er masser af ledige og masser af ledige job”, lyder det fra Bertel Haarder.
”Og jeg har med glæde hørt, at han vil anvende sin jyske snusfornuft i det arbejde. Det, tror jeg, er lige præcis, hvad der er brug for,” siger han tilføjer:
”Det er hans livs udfordring.”
Opbakning til alle andre end Cecilia Lonning-Skovgaard
Der har i dele af det københavnske Venstre været en frustration over, at ingen i gruppen på rådhuset for alvor satte Cecilia Lonning-Skovgaard stolen for døren, før ungdomspartiet i hovedstaden tirsdag trak støtten.
Navn: Cecilia Lonning-Skovgaard.
Født: 21. november 1975 i Hellerup.
Karriere:
- Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre siden 2008.
- Medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget siden 2014.
- Afdelingsleder i HR-afdelingen i Dong (Ørsted) fra 2015-2017.
- Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune fra 2018 til 2022.
Uddannelse:
- Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet (2001).
- Master of Public Administration (MPA) fra Harvard University (2000).
Stemmetal: Hun fik 2.954 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021.
Samtidig har der været en følelse af, at den nu afgåede borgmester bagatelliserede de problemer med krænkelser og et giftigt arbejdsmiljø, som en lang række ansatte har fortalt om i medierne, og som senest blev afdækket i en trivselsundersøgelse blandt 200 ansatte i forvaltningen.
Alligevel er vurderingen, at den manglende tillid til den nu forhenværende borgmester ikke vil påvirke Jens-Kristian Lütken negativt.
”Der er opbakning til alle andre end Cecilia Lonning-Skovgaard,” som en kilde udtrykker det.
Stemmetal mere end halveret på 20 år
Men posten som borgmester er ikke lig med en titel som spidskandidat, når der er valg til Borgerrepræsentationen i 2025. Og med sine 1.413 personlige stemmer ved kommunalvalget sidste år kan man næppe kalde Jens-Kristian Lütken en stemmesluger.
I hvert fald er der langt fra Søren Pinds knap 20.000 personlige stemmer i 2005 og Pia Allerslevs knap 14.000 i 2013.
I det hele taget kniber det med at finde stærke navne til toppen af liste V i Københavns Kommune, hvor opbakningen til partiet er mere end halveret de seneste 20 år.
I 2001 valgte lige knap én ud af fem – helt præcist 19,2 procent – københavnere at sætte deres kryds ud for Venstre til kommunalvalget. I 2021 var det 7,7 procent. Eller i rene tal: 23.578 krydser ud for partiet og dets kandidater.
Det er ”tungt at danse med” i hovedstaden, lyder det fra en kilde, for der er ikke mange profiler, ”der gider gå aktivt ind til et nederlag”.
Artiklen fortsætter efter grafikken.
Et blankt stykke papir
Alligevel er der flere kilder, som ser positivt på situationen oven på Cecilia Lonning-Skovgaards afgang. Nu er der i stedet ”et blankt stykke papir” efter sidste års skuffende valgresultat i København.
Selv om der er udbredt enighed om hans dygtighed og arbejdsomhed, er det ikke sikkert, at det er Jens-Kristian Lütkens navn, der skal stå på det papir.
For de egenskaber betyder nødvendigvis ikke, at man får mange stemmer, som en kilde konstaterer.
I stedet er den hedeste drøm i Venstre Tommy Ahlers, der for knap tre år siden støvsugede København for stemmer ved folketingsvalget i 2019. Men siden har han vendt ryggen til dansk politik.
Derfor peger flere i et mere virkelighedsnært scenarie på en type som Linea Søgaard-Lidell, der siden 2020 har siddet i Europa-Parlamentet for Venstre. Hun er ung, kvinde og grøn. Og det rimer bare bedre på hovedstadsvælgerne.
"Han får ikke noget forærende"
Alligevel er det ikke alle, der afskriver Jens-Kristian Lütken på forhånd. Heriblandt Bertel Haarder.
”Han får ikke noget forærende,” siger Venstre-veteranen.
”Men du kan se, at Tommy Ahlers kunne samle 26.420 stemmer. Det kan godt lade sig gøre. Her har han virkelig en opgave foran sig. Men han er idealist og en slider. Og jeg tror ikke, man kan løbe om hjørner med ham,” tilføjer han.
Det er også vigtigt?
"Det er også vigtigt. Især for en venstremand i københavnsk politik, he-he."