Opgør med Moderniseringsstyrelsen: S flytter overenskomster til Skatteministeriet
ARMSLÆNGDE: Regeringen vil styrke den danske model på det offentlige arbejdsmarked. Derfor rykkes ansvaret for løn og overenskomster nu længere væk fra Finansministeriet og over til Morten Bødskov: "Tilliden har været under pres mellem parterne," siger han.
Søren Elkrog Friis
MagasinredaktørAndreas Arp
Journalist og redaktørDen nye socialdemokratiske regering vil styrke den danske arbejdsmarkedsmodel, så man fremover undgår langstrakte konflikter som den, der udspillede sig sidste år under forhandlingerne om overenskomst for 750.000 offentligt ansatte (OK18).
Det fremgår af det fælles forståelsespapir, som Socialdemokratiet har forhandlet med Radikale, SF og Enhedslisten.
Regeringen har allerede nu meddelt, at ansvaret for de offentlige overenskomster flyttes fra Moderniseringsstyrelsen til Skatteministeriet.
Det har regeringen forpligtet sig på
I det fælles forståelsespapir for den nye regering, som Socialdemokratiet har forhandlet med Radikale, Enhedslisten og SF, indgår følgende formulering:
"En ny regering vil: ...
Styrke den danske arbejdsmarkedsmodel. Det skal ske i samarbejde med parterne samt ved at se på, hvordan de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked kan organiseres anderledes og bedre end i dag, så forhandlingerne i højere grad præges af respekt og dialog, og at der bliver større fokus på langsigtet ledelse i stedet for kortsigtet styring."
I den indstilling om ressortomlægninger, som Mette Frederiksen har indgivet til Dronningen, orienteres Dronningen desuden om:
"at ressortansvaret for overenskomstforhandlinger, løn, pension, ledelse og personale overføres fra Finansministeriet til Skatteministeriet."