Regeringen varsler rokade: Flere nye ministerposter er på vej

Regeringen bliver udvidet med en beredskabsminister, en europaminister og en grøn treparts-minister, meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag. De konkrete navne bliver først offentliggjort torsdag.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

SVM-regeringen bliver udvidet med tre nye ministerposter. Og udviklingsminister Dan Jørgensen er blevet indstillet som Danmarks nye EU-kommissær.

Det er de overordnede linjer i den rokade, som regeringsledelsen onsdag varslede på et pressemøde i Statsministeriet. Her fremlagde de tre partiledere også regeringens hovedprioriteter for den kommende politiske sæson.

Den kommende ministerrokade er udløst af, at Dan Jørgensen er blevet indstillet som EU-kommissær og derfor forlader sin post som minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.

Men den kommer også, fordi der nu er brug for, at regeringen organiserer sig på en ny måde, understregede statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet.

"Det skal gøre os som regering bedre til at omsætte det politiske resultater til det, der er vigtigt, nemlig resultater i danskernes hverdag," sagde hun.

Det skal konkret ske ved at udpege en minister for samfundssikkerhed og beredskab, en europaminister og grøn treparts-minister. Samtidig planlægger regeringen at samle hele digitaliseringsområdet under én minister.

Det er i dag Marie Bjerre, der er digitaliseringsminister. Men det bliver først offentliggjort torsdag, hvem der skal udfylde de nye ministerposter.

Læs også

Implementering i grøn trepart

Den nye minister for grøn trepart får grundlæggende én opgave, nemlig at sikre at den grønne trepartsaftale bliver til virkelighed, og at der samtidig kommer lokale, grønne treparter overalt i landet, hvor landmænd, naturorganisationer, kommuner og lokalsamfundet sætter sig sammen.

"Den grønne trepart kommer helt bogstaveligt til at ændre det danske landskab. Det kommer simpelthen til at se helt anderledes. Hvor der i dag er marker, vil der mange steder bliver plantet skov. Vi kommer nu til at få mere natur omkring vores fjorde, omkring vores vandløb, så vi får liv tilbage under vandets overflade," sagde Mette Frederiksen.

"Men en ting er at få skrevet det her ned på papir efter mange forhandlinger. Noget andet er at få det til at virke i virkeligheden. Det er det, vi skal måles på. Opgaven med at få det til at ske er i dag fordelt på for mange styrelser og ministeriet. Derfor samler vi nu alt det," fortsatte hun.

Forberedelse af EU-formandskab

Den nye europaminister skal forberede Danmarks EU-formandskab, som ligger i andet halvår af 2025.

"Om mindre end et år overtager Danmark EU's formandskab på et meget vigtigt og udfordrende tidspunkt. Vi vurderer, at hvis vi skal gøre det på en klog måde, så får vi brug for en europaminister," sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

"Vi er i fuld gang med forberedelserne. men det er klart, at når selve formandskabet går i gang, så medfører det et stort arbejdspres. Derfor bliver det godt at få en minister i Udenrigsministeriet, der er dedikeret til det," fortsatte han.

Og endelig skal den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab have det samlede ansvar for, at Danmark er rustet til både mere ekstreme vejrhændelser og større trusler udefra.

"Vi er i en ny situation både sikkerhedspolitisk og beredskabsmæssigt. Klimaforandringerne bliver tydeligere. Vi skal forberede os på flere cyberangreb. Vi ser flere voldsomme vejrhændelser, og oven i det kommer spionagetruslen og miljøskadelige hændelser," sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024