Anna Falkenberg: Færøsk fiskeriaftale er ikke det samme som at handle med Rusland

En debat, der er baseret på et konstruktivt og informativt grundlag, og som tager udgangspunkt i ligeværdighed og respekt over for hinanden, er afgørende for rigsfællesskabets sammenhængskraft i emner, der deler vandene mellem rigsdelene.

Dette gør sig gældende i alle sager – og ikke mindst i forbindelse med Færøernes fiskeriaftale med Rusland.

Jeg har ad flere omgange forsøgt at skabe forståelse for den fiskeriaftale, der blev lavet i slutningen af sidste år. Ikke nødvendigvis for at ændre nogens standpunkt – mit eget standpunkt er hverken vigtigt eller afgørende i debatten, eftersom det er en beslutning, der udelukkende skal træffes på Færøerne – men netop for at skabe forståelse for baggrunden af denne aftale.

Som færøsk parlamentariker i Folketinget har min oplevelse af debatten omkring aftalen været, at den er og har været baseret på et ikke velinformeret grundlag.

Debatten har nærmest udelukkende bestået af misforståelser, udtalelser der er taget ud af en kontekst, og hvor fiskeri og handel bliver brugt sammenhængende. Handel med Rusland og fiskeriaftaler med Rusland er vidt forskelligt – og bør ikke kædes sammen.

Færøernes eksport til Rusland er gået fra at være 2,3 milliarder kroner årligt i 2021, hvilket svarede til cirka 25 procent af Færøernes samlede eksport, ned til næsten ingenting i dag.

Så når nogle påstår, at Færøerne, efter invasionen i Ukraine, ikke har mærket konsekvenserne i samme omfang som de fleste andre vestlige lande, er det en påstand på et uoplyst grundlag.

Bæredygtighed er en væsentlig faktor

I slutningen af 2022 fornyede Færøerne og Rusland en fiskeriaftale for 2023, hvilket har været standardprocedure hvert år siden 1977. Denne fiskeriaftale fastsætter, hvor meget bundfisk Færøerne må fiske i russisk farvand, og hvor meget pelagisk fisk, Rusland til gengæld må fiske i færøske farvande – en såkaldt “byttehandel”.

Man kan måske undre sig over, at denne aftale blev fornyet. Men da der, på trods af flere forsøg på at finde andre alternativer, og da ansvaret over for bæredygtigheden af fiskebestandene også er en væsentlig faktor, var det en svær – men nødvendig – beslutning at tage.

Fisk kender ingen landegrænser, og derfor vil konsekvensen af intet eftersyn med russisk fiskeri være, at bestandene i færøsk farvand kan mindskes over kort tid, da vi ingen kontrol ville have med, hvad Rusland fisker i internationalt og eget farvand.

Fisk kender ingen landegrænser, heller ikke i krigstid

Anna Falkenberg
MF, Sambandsflokkurin

Ligesom internationale fiskeriaftaler er en byttehandel af fisk mellem landene, er en lige så stor del af aftalerne, at de involverede lande udøver kontrol med fiskebestandene.

Det vil sige, at i dette tilfælde er det Færøerne, der, sammen med Norge, fører kontrol med Ruslands fiskeri og sikrer beskyttelsen af fiskebestandens bæredygtighed.

I debatten om hvorvidt Færøerne skal opgive fiskeriaftalen med Rusland, må der være forståelse for og oplyses om, at disse slags fiskeriaftaler forebygger overfiskeri, sørger for bevarelsen af fiskebestande og fungerer som risikospredning.

Konsekvenserne af ingen kontrol og overfiskeri kan forårsage ændringer i økosystemets funktion og tab af havets biodiversitet. Fisk kender ingen landegrænser, heller ikke i krigstid.

Derfor må jeg erkende, at beslutningen fra færøsk og norsk side om at forlænge fiskeriaftalen med Rusland var svær, men den rigtige.

Uenigheder i rigsfællesskabet

Tiden er ikke til at dyrke uenigheder i rigsfællesskabet. Tiden er til at anerkende og udnytte aktiverne ved vores samarbejde og arbejde hen imod at styrke og modernisere vores fællesskab i stedet for at afvikle det. I usikre tider finder nationer sammen og sikrer hinanden større indflydelse, med sikkerhed som bonus.