Forsker: Fiskeripolitik bliver til udenrigspolitik, når Færøerne bytter kvoter med Putin

Midt under den færøske valgkamp i november sidste år blev Færøerne og Kongeriget Danmark kastet ind i et hårdt geopolitisk, nordatlantisk stormvejr.

Udmeldingen om at forny fiskeriaftalen med Rusland sendte chokbølger ud i den hastigt sammenbragte, transatlantiske koalition mod Putin.

Alt i mens missiler og droner væltede ned over Kyiv, virkede det som om, at Færøerne ønskede at normalisere forholdet til Rusland. Vestens værste geopolitiske mareridt, en snigende udvidelse af Ruslands magtsfære i det Nordatlantiske område, var ved at blive en realitet.

Putins opsplitnings-strategi synes at virke over for Europa. Set i den realpolitiske optik var Putin den reelle vinder af en ny fiskeriaftale. Et bevis på at sanktionstrætheden var ved at brede sig i Europa. Rusland var i stand til at spille Vesten ud mod hinanden.

Denne realpolitiske lynanalyse kan ikke findes i de officielle referater. Udenrigspolitisk tænkning er ofte frygtbaseret og svær at påvise. Udenrigspolitik handler om fremtidige magtforhold, hvilke man i sagens natur ikke kan vide noget om i dag, og derfor er det altid bedst at være ’beredt på en usikker verden’, som det hedder i regeringsgrundlaget. Hellere forberedt på det værste end at fremstå som naiv.

Verden har forandret sig. Den realpolitiske tænkning har bredt sig. Logikken fra udenrigspolitikken har erstattet, hvad der før synes fornuftig erhvervspolitik. Indenrigspolitikken er blevet udenrigspolitiseret.

Derfor vækker det helt forståeligt vrede på Færøerne, at Færøerne bliver portrætteret som det svag led i sanktionsmuren over for Putin. Fiskeriaftalen er set som livsnødvendig for Færøerne.

95 procent af Færøernes eksport kommer fra fiskeri. Færøernes økonomi er komplet afhængig af fiskeri. Det er alt for let, for både København og Bruxelles, at påtvinge Færøerne en skæv og uretfærdig sanktionspolitik. På Færøerne virkede det næsten som om landets fremtidige overlevelse afhang af en fiskeraftale med Rusland.

Dilemmaet

På den ene side er det ganske enkelt blevet geopolitisk uacceptabelt, at se Ruslands magt- og indflydelsessfære langsomt udvidet i det nordatlantiske. Det er desuden bekymrende, at Færøerne signallerede en egenrådig normalisering af forholdet til Rusland, alt i mens resten af Vesten kæmpede for at isolere Rusland i videst mulig omfang.

Uanset hvor uretfærdigt det end synes, må indenrigspolitik tilpasse sig de nye rammevilkår

Jens Ladefoged Mortensen
Lektor, Institut for Statskundskab, KU

Det handlede ikke kun om fiskeriaftalen. Det handlede også om adgang til færøske havne af russiske fiskefartøjer. Udefra virkede det nærmest som om, at Færøerne utilsigtet havde sendt et opmuntrende signal til Putin. Sanktionspolitikken var ved at fejle.

På den anden side står Færøerne tilbage med en uforrettet sag. Færøerne er ikke blevet inddraget til Vestens sanktionspolitik. Andre lande, som ligeledes også er hårdt ramt af sanktionerne, har haft held til at få indskrevet undtagelser eller tidsbegrænsninger i sanktionspolitikken.

Det har immervæk taget hele ti sanktionspakker at få EU's sanktionspolitik op i gear. Forhandlinger handler også om kompensation. De firmaer og lande, som bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt af sanktionerne, er blevet kompenseret.

Færørene har reelt stået uden for forhandlingerne, og det er derfor ikke helt en uforståelig reaktion, at vreden rettes mod København. Hvorfor har I ikke hjulpet os i Bruxelles? Og det er heller ikke helt uforståeligt, at frustrationerne med EU kom op til overfladen igen på Færøerne. Hvorfor har EU ikke tilbudt bedre fiskeriaftaler?

Udenrigspolitisering er ubehagelig

Fiskeriaftalen eksemplificerer fint den geopolitiske verdensorden. Hvad enten vi ønsker det eller ej, så er det sket en udenrigspolitiseringen af indenrigspolitik i den såkaldte geopolitiske æra, som vi er blevet kastet ud i efter Ruslands angreb på Ukraine.

Logikken har ændret sig. Det er blevet udenrigspolitisk farligt at varetage ens indenrigspolitiske egeninteresser, som om intet var hændt. Vores politiske handlerum har indsnævret sig. Nødvendighedens politik har fået forrang. Uanset hvor uretfærdigt det end synes, må indenrigspolitik tilpasse sig de nye rammevilkår.

Udenrigspolitiseringen af indenrigspolitikken er farlig. Der er risiko for, at det undergraver demokratiet. Politik kan ikke længere legitimeres af samfundet alene.

Grænserne, for hvad der kan besluttes politisk, bliver i et eller andet omfang trukket ned over os udefra. Det virker grundlæggende uforenligt med suverænitetsprincippet, som er ethvert lands ret til territorial selvbestemmelse. Det er bekymrende.