Grønlandsk jurist: Hver gang sprogdebatten blusser op, bliver mine rettigheder anfægtet

Alle borgere i et land har ret til at deltage i demokratiet ved for eksempel at være politisk aktive eller ytre deres synspunkter. Rettigheder, der skal sikre at demokratiet kan fungere, og som både er grundlovssikrede og beskyttet i internationale konventioner.

Et sprogkrav, der gør det særligt vanskeligt at deltage i det parlamentariske arbejde, kan forhindre en stor befolkningsgruppe i at udøve deres ret til at deltage i demokratiet.

I hvert fald så længe, at der ikke findes en national model, der giver alle borgere reel mulighed for at tilegne sig det grønlandske sprog.      

En befolkning med flere sprog         

Vores koloniale fortid indebærer, at vi er et flersproget samfund. Med indførelsen af Selvstyret i 2009 blev det lovfæstet, at grønlandsk er det officielle sprog. Men det danske sprog har aldrig sluppet sit tag i det grønlandske samfund, og i praksis sker al formidling fra det offentlige på begge sprog.

Det er en stor administrativ opgave at oversætte alt fra grønlandsk til dansk og omvendt, og alle, der har arbejdet i den offentlige administration, ved, at det er en proces, der kræver megen koordinering, tid og ressourcer.

Pele Brobergs forslag er ikke konstruktivt, og det løser ikke de problemer, vi står overfor.

Pernille Benjaminsen
Jurist

Men det er nødvendigt så længe, at samfundsstrukturen ser ud, som den gør, og særligt fordi, at der er en del af den oprindelige befolkning, som har mistet det grønlandske sprog. En befolkningsgruppe, der ligesom landets øvrige oprindelige befolkning, desuden er beskyttet af oprindelige folks rettigheder – rettigheder som både Naalakkersuisut og Inatsisartut har ansvar for at efterleve.

Der er mange årsager til, at denne del af befolkningen har mistet sproget. Det er en kompleks problemstilling, der rummer mange lag og nuancer. Men det er vigtigt, at vi som samfund har en fælles forståelse for og anerkendelse af, at det er en direkte konsekvens af den koloniale relation til Danmark og de politiske beslutninger, der blev truffet i tiden efter, at Grønland officielt ophørte med at være en dansk koloni.

Det er vigtigt, at vi anerkender, at der i årtier efter kolonitidens ophør var en politisk prioritering, der indebar, at det danske sprog blev vægtet højt.

Flere generationer er derfor vokset op med dansk som det primære sprog, og devisen om, at man skal tale dansk, hvis man vil have en uddannelse.  

Det grønlandske sprog skal prioriteres

Vi er mange, der deler Pele Brobergs synspunkt om, at det grønlandske sprog skal prioriteres i alle dele af samfundet. Både Grønland og Danmark er faktisk forpligtede til at prioritere og fremme udviklingen af sproget.

Det burde derfor være et centralt fokus på den politiske dagsorden, og det skal prioriteres, at der afsættes tilstrækkeligt med midler, så der kan etableres effektive systemer, der understøtter befolkningen i at lære sproget.

Men Pele Brobergs forslag er ikke konstruktivt, og det løser ikke de problemer, vi står overfor. Der tages ikke højde for nogle helt åbenlyse forskelle, når rigsfællesskabets øvrige lande bruges som eksempel på, at det er legitimt at indføre en parlamentarisk model, hvor der kun anvendes et sprog.

Forskelle, der gør, at man ikke kan sidestille den politiske scene i Grønland med den danske eller færøske og bruge som argument, at der kun anvendes et sprog i deres parlamentariske arbejde.

Det er ikke et rationelt argument, fordi Danmark og Færøerne har ikke en hel befolkningsgruppe, der har mistet deres sprog. Det har vi i Grønland, og derfor skal vi først og fremmest finde løsninger på de sproglige udfordringer.

Og vi må ikke glemme, at der fortsat er mange børn, der vokser op uden grønlandsk som deres primære sprog.