Lektor: Den grønlandske strategi for mineindustrien har slået fejl

Lange sagsbehandlingstider, skiftende lovgivning og usikkerhed, omkring hvilken retning Grønland gerne vil forsøge sig, har dog skabt usikkerhed, og hvad der bedst kan beskrives som betydelig procesrisiko for udenlandske selskaber. Selvom mange selskaber ikke kritisere systemet selv, ligger en del projekter nærmest i dvale.

For det tredje skulle en forenklet overgang fra udforskning til udnyttelse forkorte sagsbehandlingstiden ved at lade selskaberne selv stå for en større del af dokumentationen, blandt andet rentabilitet. Det ville selvfølgelig mindske byrden for selvstyrets hårdtprøvede departement, men der skal også være nogle, der kan fortolke og gennemskue de analyser, som selskaberne præsenterer for myndighederne.  

For det fjerde skulle der skabes en bæredygtig udvikling af industrien, herunder gennem beskæftigelse i de mange lokalsamfund, der potentielt bliver berørt af minedriften.

Det er meget svært at drive en rentabel mineforretning på markedsvilkår i Arktis.

Jacob Taarup
Ph.d. og lektor, Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Det har vist sig utroligt svært at skaffe kvalificeret lokal arbejdskraft på et grønlandsk arbejdsmarked, som allerede mangler folk i næsten alle sektorer.

Mineindustrien har brug for uddannet og specialiseret arbejdskraft, som i princippet skulle blive uddannet fra Råstofskolen i Sisimiut. I praksis har dimittenderne dog kun begrænset appetit på et liv, hvor man er væk fra familien i længere perioder, og når nu arbejdsgiverne nærmest står i kø i andre mere familievenlige industrier, bliver det ekstra svært.

For det femte skulle en konkurrencedygtig skatte- og royaltymodel sikre, at virksomhederne parkerede en større del af kagen der, hvor de tjener deres penge.

Ifølge Fraser Institute ligger Grønland på en 46 plads ud af 84 lande, lige over Angola, når det kommer til investeringer, og når det kommer til politisk risiko på en 62 plads, et sted mellem Tanzania og Peru. Ikke specielt imponerede for et land, som repræsenterer det bedste bud på en leverandør af mineraler til den grønne omstilling, og et land som vi i vesten kalder politisk stabilt.

En fejlslagen strategi

Den grønlandske strategi for skabelse af en mineindustri har slået fejl. Der er hverken selskaber eller projekter, som kan katapultere landet fra fiskeri til en mineralbaseret økonomi. Så hvad kan Grønland gøre for at ændre på den situation?

For det første er det meget svært at drive en rentabel mineforretning på markedsvilkår i Arktis. Til sammenligning har Store Norske på Svalbard, som har drevet flere kulminer, kun kunne skabe profit to gange siden 1916, hvor det statsejede selskab overtog en underskudsgivende mine fra Amerikanerne.

Det kræver, at ikke kun Grønland, men også aftagerne, er villige til at gå på kompromis med nogle helt fundamentale kapitalistiske principper, for at mindske afhængigheden af autoritære styrer rundt omkring i verden.

For det andet, så kræver det helt specielle kompetencer indenfor logistik og risikostyring at arbejde i det arktiske miljø. I et klima som allerede er svært at operere i, gør klimaforandringerne sit for at gøre livet endnu mere surt for enhver, som vil drive en nogenlunde stabil forretning i regionen.

Manglen på infrastruktur og et generelt stort slid på udstyr binder ressourcer i selskaberne og tager en stor luns af en mulig profit, som salget af produkter måtte have.

Det står ikke skrevet i sten, at Grønland skal have en mineindustri.

Jacob Taarup
Ph.d. og lektor, Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

For det tredje kræver det mandskab og kompetencer at drive en forretning. Selvom mange processer kan automatiseres, er minedrift stadig en sektor, som kræver både folk og ikke mindst teknisk viden om både fjeld og maskiner.

Råstofskolen er og har været et godt bud på en kilde til begge, men det gør ikke meget ved det fundamentale problem; at landet mangler arbejdskraft. En ændring her vil betyde, at Grønland i endnu højere grad skal åbne sine grænser for udenlandsk arbejdskraft.

For det fjerde falder mange projekter på, at de har en uerfaren ledelse, som overvurderer egne evner til at styre deres værdikæde og undervurderer, hvad det arktiske miljø kan gøre ved deres forretning.

Udover logistik og risikostyring, handler det også om at forstå, hvad det kræver af en ledelse at lede en forretning i arktiske samfund, hvor relationer og troværdighed betyder mere end marketing og branding.

Et alternativ til autokratierne

Sidst men ikke mindst står det ikke skrevet i sten, at Grønland skal have en mineindustri. Det er først og fremmest alle os andre, der gerne vil have leverandører fra nationer, der er mere socialt acceptable.

Det er primært politikerne, som gerne ser alternativer til Kina, Rusland, Myanmar og den Demokratiske republik Congos dominans på markedet.

En strategi for Grønland kunne være at udskyde hele processen, se hvad der sker og vente på, at politikkerne i den vestlige verden beslutter sig for, hvad de vil.

Når Grønland i de kommende måneder skal evaluere deres hidtidige strategi, bør selvstyret se på de helt fundamentale præmisser, som industrien opererer under, og som ikke vil blive forbedret i de kommende år.

For bare at nævne et par punkter; et arbejdsmarked som allerede er mættet, kompetencer indenfor industrien i det grønlandske samfund, manglen på infrastruktur og ikke mindst klimaforandringer, som vil gøre Arktis endnu vildere, vådere og varmere.

I mellemtiden går hverken mineralerne og de eventyrlystne mineselskaber nogen vegne.