Lektor: Lav et Udenrigspolitisk Nævn for rigsfællesskabet

Af Ulrik Pram Gad
Lektor i arktisk kultur og politik, Aalborg Universitet

I slutningen af 1990'erne var jeg direktionssekretær i Landsstyrets Sekretariat i Nuuk; højre hånd for Jonathan Motzfeldts højre hånd så at sige.

Det indebar meget forskelligartede opgaver. En dag sendte min chef mig ud på gangene i administrationsbygningen for at finde et sted, hvor der kunne stå en secure fax.

Baggrunden var et ønske fra amerikanerne om at opgradere Thule-radaren. Og Landsstyreformanden var træt af, at danskerne med mellemrum var forbeholdne for at informere Hjemmestyret i realtid, fordi der ikke var nogen sikre måder at kommunikere mellem København og Nuuk på. Jeg tror, jeg fandt et kosteskab, jeg mente var egnet – men der kom ingen ny telefax.

Ubehag ved åbne telefonlinjer
Tyve år senere beretter Martin Lidegaard (R) i pressen, at han som udenrigsminister af og til følte sig ubehageligt tilpas med at drøfte sensible sager med sine grønlandske kolleger over åbne telefonlinjer.

Som regel har man klaret de mest sensitive briefinger og samtaler mundtligt, når grønlandske politikere og embedsmænd alligevel var i København.

Uanset hvad firkantet forfatningsfortolkning måtte sige, er den politiske realitet, at den udenrigspolitik, Danmark fører på Grønlands vegne, kun kan hente sin legitimitet i Nuuk.

Ulrik Pram Gad
Lektor i arktisk kultur og politik, Aalborg Universitet

Og siden 2012, hvor Arktisk Kommando flyttede til Nuuk, har man kunnet kalde samtalepartnerne "ned på havnen", når det virkelig var alvorligt.

Men selv om man nu endelig arbejder på at få etableret et aflytningssikkert rum i selvstyret, er den løsning grundlæggende "mere af det samme": Godt, men ikke godt nok, hvis rigsfællesskabet skal kunne håndtere det intensiverede stormagtspres på Arktis.

Udenrigspolitisk legitimitet
Grønland betragter sig som på vej til selvstændighed. Men indtil man sender et brev og siger farvel – eller mere realistisk: får forhandlet en ny aftale med Danmark – er det Danmark, der fører udenrigs- og især sikkerhedspolitik på Grønlands vegne.

Men, som statsministeren fik sagt i forlængelse af Trumps købstilbud: "Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk." Uanset hvad firkantet forfatningsfortolkning måtte sige, er den politiske realitet, at den udenrigspolitik, Danmark fører på Grønlands vegne, kun kan hente sin legitimitet i Nuuk.

Det er altså god realpolitik, at regeringen – ligesom den forrige regering i et mere adstadigt tempo – leder efter nye måder at inddrage Naalakkersuisut (og tilsvarende det færøske landsstyre).

Men det er ikke nok. Udenrigspolitik er traditionelt og forfatningsretligt i første omgang et anliggende for regeringer. Men i Danmark henter regeringen rygdækning og legitimitet for sin udenrigspolitik i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Tilsvarende har den grønlandske regering siden kort efter, at Hjemmestyret blev indført, hentet rygdækning til sin udenrigspolitik i Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg (Uspu).

Minder om en hviskeleg
I praksis har det, særligt for sikkerhedspolitikkens vedkommende, betydet en kommunikationsgang med mange led: Først informerer en dansk minister Naalakkersuisut (formanden eller udenrigsministeren) – ofte med en underliggende papirgang mellem embedsmænd.

Derefter informerer han/hun sine kolleger i Naalakkersuisut – og så tager Naalakkersuisut en tur i Uspu.

Det kan minde om en leg, mine børn har stor fornøjelse af ved middagsbordet, hvor man hvisker en besked videre til sidemanden. Når beskeden hele bordet rundt, har den tit forandret sig til ukendelighed. Nogle gange når beskeden ikke engang rundt, fordi én af ungerne har forladt bordet.