Metro for de levende eller døde

METRO: En kritisabel sag - eller en storm i et glas vand? Politikerne er uenige om, hvorvidt de fik præcise informationer om metrostationen på Assistens Kirkegård.
Kan man grave en metro ned i gammel kirkegårdsjord? Nej, mener Flemming Damgaard Larsen (V). Andre politikere ser anderledes på sagen.
Kan man grave en metro ned i gammel kirkegårdsjord? Nej, mener Flemming Damgaard Larsen (V). Andre politikere ser anderledes på sagen.
Anders Jerking
Fik politikerne ordentlig information om konsekvenserne ved at placere en kommende metrostation på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København? Nej, mener en venstremand, som kalder sagen "dybt kritisabel". Ja, mener en partifælle, der betragter sagen som "en storm i et glas vand".

Diskussionen drejer sig dels om placeringen af selve stationen, dels om, hvor mange grave der vil blive berørt af anlægsarbejdet. I begge tilfælde har Københavns Kommune tilbageholdt væsentlige oplysninger, mener Folketingets trafikudvalgs formand, Flemming Damgaard Larsen (V).

Det er Københavns Kommune, der bestemmer placeringen af stationerne på den kommende metro-cityring - men placeringen er blåstemplet af Folketinget.

I det første udkast var 80 procent af stationen placeret på selve Assistens Kirkegård, mens selve nedgangen til stationen var placeret uden for kirkegården på Nørrebros Runddel. Da projekteringsfasen gik i gang, blev det klart, at den placering for det første ville betyde, at man måtte lukke Jagtvej helt eller delvist i byggeperioden, og for det andet ikke ville have plads til parkerede cykler, når stationen stod klar. Derfor besluttede Københavns Kommune at rykke stationen 40 meter tilbage, så stationsnedgangen nu skal ligge inde på selve kirkegården. Den placering fremgår blandt andet af den VVM-redegørelse, som blev lavet i 2008.

Men Flemming Damgaard Larsen fastholder, at han ikke har fået ordentlig besked om flytningen af stationen.

Det er rigtigt, at der er en masse andre gamle grave, som bliver berørt af gravearbejdet, men vi har jo en regel om, at en grav ikke længere er en grav, når der er gået 20 år. Det er selvfølgelig drønærgerligt, men man må prioritere som politiker. Og der prioriterer jeg de levende over de døde.

Lars Dueholm (V)
Medlem af Københavns Borgerpræsentation

"Jeg får et kort, hvor stationen er placeret på kirkegårdsmuren, og så tror jeg, at muren bliver berørt. Der står ikke noget om, at stationen pludselig ligger 40 meter inde på selve kirkegården, at det berører mange grave, og at man skal fælde 25 meget høje træer. Det bør man skrive helt konkret. Vi har ikke fået tilstrækkelig information til et beslutningsgrundlag. Vi bør have præcise informationer, så man kan træffe et politisk valg," siger han.

Transportminister Lars Barfoed (K) mener imidlertid, at informationerne er blevet lagt frem, og samme opfattelse har en række andre trafikpolitikere.
"Jeg vidste godt, at stationen var blevet flyttet. Det fremgik af den hvidbog, vi fik i vinter," siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke. Samme melding kommer fra Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.

I Københavns Borgerrepræsentation mener Lars Dueholm, der er Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget, også, at politikerne har fået ordentlig besked.
"Jeg føler mig fuldt oplyst om sagen. Det har hele tiden været meningen, at stationen skulle ligge inde på kirkegården. Nu er nedgangen så rykket ind på selve kirkegården, og stationsbygningen er rykket længere ind. Det er vi for længst blevet gjort opmærksom på, og jeg finder det i øvrigt ikke specielt vigtigt. Det er en storm i et glas vand," siger han.

Kommunens teknik- og miljøudvalg drøftede igen sagen i denne uge, og ifølge Altingets oplysninger rejste ingen kritik af de tidligere beslutninger.

De berørte grave 
Både den oprindelige og den nye placering af stationen vil berøre et stort antal grave på kirkegården. Men antallet afhænger helt af, om man tager de etiske eller de juridiske briller på, når man tæller.

Kommunen mener, at gravearbejdet berører 11 historiske mindegrave og to aktive familiegrave, som alle vil blive flyttet andre steder hen på kirkegården. Kommunen har for mange år siden besluttet, at området skal være park fra 2020, og derfor er der ikke begravet døde i området i mange år.

I foråret kom det imidlertid frem, at langt flere grave end de 13 vil blive berørt af arbejdet - hvis man altså tager de juridiske briller af. For i området er der omkring 480 gamle, sløjfede grave, hvor flere tusinde mennesker kan være begravet. Men efter en fredningsperiode på 20 år regner kommunen ikke længere gravene for grave i juridisk forstand, og derfor er de ikke medtaget i kommunens konsekvens-vurderinger.

Det er en fejl, mener Flemming Damgaard Larsen.
"Det reelle antal grave kom først frem i medierne i foråret. Det stod ikke i beslutningsgrundlaget. Der talte man om de 13 grave, men ikke om antallet af begravede inden for de seneste 50-75 år. De oplysninger burde have stået der. Det handler ikke om jura, men om etik, og etisk kan man ikke grave så mange begravede op," siger han.

Han erkender, at man mange steder støder på gamle gravpladser, når man bygger, men han fastholder, at det er en afgørende forskel, at der her er tale om en kirkegård.
"Det er uetisk at grave en kirkegård op. Det er en væsentlig forskel for mig."

Magnus Heunicke giver Flemming Damgaard Larsen ret i, at politikerne oprindeligt kun fik oplyst, at arbejdet ville berøre 13 grave. Han mener til gengæld godt, at man kan fortsætte arbejdet på kirkegården.

"Det er jo et spørgsmål om religion, om man kan bygge, hvor der er gamle grave. Min holdning er, at hver eneste gang man laver noget i Danmark, så finder man gamle knogler fra både kristne og hedenske mennesker. Vi har jo ikke evig gravfred i den kristne tro, havde vi det, så havde det været umuligt at anlægge den første del af metroen eller noget som helst andet i København. Men selvfølgelig skal det gøres nænsomt," siger han.

Københavns Kommune oplyser, at ikke alle 480 gamle grave vil blive berørt af gravearbejdet. Cirka 300 af gravpladserne ligger godt nok på byggepladsen, men ikke i det område, hvor der skal graves ned til stationen. Gravearbejdet vil således reelt påvirke 180-250 gravpladser med mellem 1.000-1.200 begravede. De bliver gravet op af Københavns Bymuseum og genplaceret på kirkegården.

Det er en nødvendig omkostning, mener Lars Dueholm fra Københavns Borgerrepræsentation.

"Der er 13 grave, som skal flyttes, og det er selvfølgelig følsomt, ikke mindst for de pårørende, men nu bygger vi metro til gavn for en million mennesker, og så er jeg villig til at flytte 13 grave. Så er det rigtigt, at der er en masse andre gamle grave, som bliver berørt af gravearbejdet, men vi har jo en regel om, at en grav ikke længere er en grav, når der er gået 20 år. Det er selvfølgelig drønærgerligt, men man må prioritere som politiker. Og der prioriterer jeg de levende over de døde," siger han.

Kommunens ansvar 
Flemming Damgaard Larsen fastholder, at han ikke har fået ordentlig information om sagen. Han understreger, at ansvaret ikke er transportministerens, som blot har viderebragt Københavns Kommunes oplysninger.

"Det er materiale fra kommunen, der har dannet baggrund for vores beslutninger, så det er helt klart Københavns Kommune, der har fejlet. Det er stærkt kritisabelt. Og det hører overhovedet ikke til i et folkestyre som det danske," siger han.

Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam (R), ønskede torsdag ikke at kommentere sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Christiansen

Restauratør, fhv. MF (DF)
Handel

Lars Barfoed

Formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024