Mens Danmark sender F16 til Bornholm, bygger svenskerne en minihær på en anden klippeø: ”Vi har én opgave. At holde Gotland”

Minihær midt i Østersøen 

"Denne vogn egner sig bedst til kamp i skovarealer, som vi har mange af midt på øen," fortæller soldaten Felix, der har været tilknyttet P18-regimentet i over to år.  

Han står ved et CV90-infanterikampkøretøj, der udover sin besætning på tre kan rumme syv soldater, der kan køres frem til frontlinjen på sikker vis.  

"Hvorimod denne," siger Felix og peger til højre for sig: "er bedst at bruge på åbent land – eksempelvis ud mod vores kyster".  

Ved siden af ham tårner en Leopard 2-kampvogn sig op, der er dobbelt så høj som sin sidemakker, og skiller sig ud som den markant største vogn på P18’s base, ti kilometer syd for Visby. 

Soldaterne er hjemmevante i begge vogne, ligesom de arbejder med at understøtte Flyvevåbnet med missiler fra jorden eller flåden med antiluftskytskampvogne.  

For P18-regimentet skal være klar til enhver situation, russerne kan finde på at byde dem.  

"Vi har én opgave. At holde Gotland," siger oberst Dan Rasmussen og fortsætter:  

"Derfor skal vi have alle de forskellige funktioner, der er nødvendige for et forsvar af øen. Med andre ord er det et komplet forsvar – i mindre skala – som vi bygger op. En minihær".  

I dag er Felix og hans 14 kollegaer fra P18 del af et forsvar af Gotland med 300 soldater. 

Om få år skal det tal være så godt som fordoblet - med materiel og plads til 4.500 soldater, der kan indkaldes fra reserven, hvis der skulle komme krig på øen.  

Præcis hvilke kapaciteter, svenskerne opstiller på Gotland, holder Dan Rasmussen dog for sig selv. 

Et spejlbillede af Bornholm 

Oplister man de mest markante kendetegn ved Gotland, kan man som dansker hurtigt tro, der er begået en fejl. At vi faktisk taler om den danske ø Bornholm.  

Når jeg siger trussel i Østersøen, tænker jeg på truslen mod infrastrukturen, mod den frie bevægelighed

Carsten Hassenfuss
Forsvarsattaché, Stockholm

En klippeø i Østersøen. En yndet sommerferiedestination. Hjemsted for et folkemøde, som politikere og meningsdannere hver sommer strømmer til for at diskutere tidens vigtigste politiske spørgsmål. Og med omkring 330 kilometer til Kaliningrad, Rusland. 

Det er helt naturligt, for Gotland og Bornholm er meget ens – også hvad angår national sikkerhed, mener Carsten Hasenfuss, der er dansk forsvarsattaché i Sverige, Norge og Finland.  

"Det, der gør øerne særegne, er deres geopolitiske og strategiske betydning. Det handler om at have de her øer på grund af, hvad man kan stille på dem. Det kan være radarer, men det kan også være våben. Derfor er det meget vigtigt, at en sådan ø ikke falder eller bliver neutraliseret," siger han efter en præsentation for delegationen i Stockholm.  

Derfor er det en gevinst på to fronter for Danmark, at Sverige nu er blevet NATO-medlem på lige fod med resten af de nordiske lande, vurderer forsvarsattachéen: 

Oprustningen på Gotland virker afskrækkende på Rusland. Og Sveriges kendskab til Østersøen giver landet en vigtig rolle i en eventuel hybridkrig mod russerne. 

Tårnhøj signalværdi 

Når det gælder den militære oprustning på Gotland, skal Danmark ifølge Carsten Hasenfuss være glad for den, fordi den kan være med til at holde russerne i ro. 

"På den ene side står man stærkt militært på udsatte områder, og på den anden side signalerer man: "Vi passer på vores grænser. Gotland skal I aldrig overveje at røre ved", siger han.  

Det er ifølge forsvarsattachéen et afgørende signal, svenskerne sender til russerne, som svarer til det signal, Danmark har sendt ved midlertidigt at udstationere F16-fly på Bornholm.  

Er signalværdien i virkeligheden større eller vigtigere end de reelle militære kapaciteter? 

"Ja, for signalet om, at Sverige står stærkt militært, er afskrækkende. Signalet om, at Sverige har stort fokus på Gotland, er afskrækkende. Og stærk signalværdi har måske, når alt kommer til alt, mere vægt end den militære, fordi den ville kunne forhindre, at man skulle bruge militær magt". 

Er det lige så vigtigt for Danmark at forsvare Bornholm, som det er for svenskerne at forsvare Gotland? 

“Svaret er ja. Man kan så spørge, hvorfor sender Danmark ikke mere til Bornholm? Hvor svenskerne har deres store strategiske fokus på Østersøen, hvor Gotland ligger, har Danmark vores stræder og Nordatlanten inklusiv Grønland, som er et kæmpe område. Danmark har også fokus på Østersøen, men på den måde har Danmark måske en mere markant opdeling i sit fokus, end svenskerne har".  

Bliver det nødvendigt for Danmark at sende et kraftigere signal til Rusland og opruste på Bornholm, som vi ser på Gotland? 

"Det handler jo om politik – om man ønsker et signal, der er endnu stærkere. Ønsker man en mere markant tilstedeværelse, er det absolut en måde at gøre det på. Det behøver heller ikke kun være militært. Det kan også være radarinstallationer, undervandssensorer".  

Risikoen er størst for hybridkrig 

Trods vigtigheden af militær oprustning understreger Carsten Hasenfuss, at truslen fra Rusland snarere består i en hybridkrig end et militært angreb. Også her kan svenskerne spille en vigtig rolle. 

"Når jeg siger trussel i Østersøen, tænker jeg ikke primært på en militær trussel eller et angreb. Så tænker jeg på truslen mod infrastrukturen. Truslen mod den frie bevægelighed. At Finland lige pludselig ikke kan komme gennem Østersøen for eksempel," forklarer han.  

Netop af den grund kan Sveriges indlemmelse i NATO blive et stort aktiv for Danmark.  

Vores opgave er meget simpel. Det er at forsvare Gotland til sidste mand

Oberst Dan Rasmussen
Regimentschef, P18

For svenskerne har et stort kendskab til den meget varierede og særegne havbund, der er i Østersøen. Og de har kapaciteterne til at navigere og operere i det. Det indebærer såvel både, der kan sejle på lavt vand, som undervandsrobotter og ubåde, fortæller den danske forsvarsattaché.  

"Når NATO skal udnytte svenskernes kendskab til Østersøen, så handler det om infrastruktur og fri bevægelighed – og ikke mindst fælles overvågning," pointerer han. 

P18 kæmper til sidste mand 

Tilbage på P18-basen ved Visby går de svenske soldater ombord i kampvognene, og en efter en starter de tunge køretøjer og kører væk. Én i garagen – en anden om bag træerne, videre ud på basen.  

De fire vogne er beviset på, at for svenskerne er oprustningen mere end et signal.  

I 2022 nåede svedperlerne nemlig at dryppe fra de svenske pander. Øget flådeaktivitet ved Kaliningrad fik svenskerne til at fremskynde deres oprustning af Gotland, og ved hjælp af civile færger hentede man kampvogne til øen i en operation kaldet ’Freja’.  

Selvom den russiske militære aktivitet i dag hovedsageligt er flyttet til Ukraine, skærer svenskerne ikke ned på beredskabet. 

Så sent som den 8. april trak krigen tråde til Østersøen, da et russisk krigsskib blev sat i brand ved Kaliningrad - formentlig af ukrainerne.  

"For os er det et eksempel på behovet for fortsat oprustning. Et eller andet sted bekræfter det de politiske og militære beslutninger om igen at opbygge forsvaret på Gotland," siger Dan Rasmussen.  

Hvor lang tid det kommer til at tage, står stadig hen i det uvisse. For udrustningen af ukrainerne er også en vigtig opgave, det svenske forsvar skal løfte de kommende år – og det vil med sikkerhed forsinke oprustningen på Gotland.  

Med tiden skal Forsvaret på Gotland dog kunne stå på egne ben.  

"Vores opgave er meget simpel," siger oberst Dan Rasmussen:  

"Det er at forsvare Gotland til sidste mand".

Altinget blev af Interforce inviteret med på organisationens årlige medlemstur, der i år gik til Helsinki, Visby og Stockholm. Interforce har ikke haft indflydelse på indholdet af denne artikel.