Debat: Den danske model har aldrig været for børn

Den generøse ordning til trods har svenske forældre gennemsnitligt mindre end ti sygedage per år, hvilket indikerer ordningens enorme økonomiske og velfærdsmæssige potentiale. I Sverige har man desuden længere barsel (cirka 16 måneder) og ret til at gå på børnedeltid, indtil barnet fylder otte år.

Vi bedriver ikke børnevelfærd
Når vi i Danmark står med så ringe vilkår for børnene, skyldes det ikke alene økonomiske effektiviseringsrationaler, men også grundlæggende systemfejl i måden, vi bedriver børnevelfærd på i Danmark.

Det gør vi nemlig ikke. Selvom vi ved lov har sikret alle børn hjælp og støtte ved særlige behov som handicap eller social udsathed, er helt almindelige børns generelle behov for omsorg ikke lovsikret nogen steder.

Og drister man sig til at foreslå et sæt universelle omsorgsrettigheder for børn, som vi tillod os for nylig, møder det stor modstand i den fagbevægelse, vi ellers oplever et stærkt tilhørsforhold til. Ingen skal nemlig røre ved den hellige danske model.

Den arbejdsmarkedsmodel, der lader arbejdsmarkedets parter forhandle løn- og arbejdsvilkår og indimellem medvirker ved trepartsforhandlinger, når Danmark skal reformeres på den ene eller anden måde.

Børnevenlig er den danske model ikke
Vi har meget stor respekt for den model, der har skabt et stærkt og uovertruffent arbejdsmarked i Danmark med udtalt fleksibilitet for arbejdsgiverne og rimelig beskyttelse af arbejdstagerne.

Men børnevenlig, det er den ikke. Og hvem kan det overraske, når Børns Vilkår eller andre relevante børneorganisationer aldrig er blevet tildelt en position ved forhandlingsbordet, når danske løn- og arbejdsvilkår forhandles?

At modellen ikke er skabt til at varetage børnehensyn eller børneinteresser illustreres tydeligst ved den ene sølle sygedag, forældre kan tage, når et barn rammes af skoldkopper, influenza, mellemørebetændelse eller, nå ja – tre dages feber.

Den kan næsten opleves som en hån, for hvad pokker stiller man op med en enkelt dag, når man har brug for fire?

Coronakrisen udstiller problemet
For ganske nylig foreslog Fagbevægelsens Hovedorganisation dog endelig, at forældre bør have ret til løn i forbindelse med børns sygdom, fordi det med coronakrisen nu er bandlyst at sende halvsløje og småforkølede børn afsted i institution.

Dette tilsyneladende familievenlige forslag udstiller dog ved sin midlertidighed fagbevægelsens manglende anerkendelse og ambition i forhold til problematikken med syge børn.

Det er jo ikke alene under coronakrisen, at danske forældre lades i stikken med at finde holdbare løsninger for syge børn – det har været en betydelig stressfaktor i adskillige år, som først nu anerkendes, fordi forældre eksplicit forbydes at sende syge børn afsted i institution.

Hvad forestiller man sig mon hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, at forældre skal gøre med syge børn efter coronakrisen?

Finde panodilerne frem igen? Hyre en au pair eller ung børnepasser, for både mormor og farfar arbejder jo stadig selv, og ofte bor de også i en helt anden landsdel end deres lille, sløje barnebarn?

Syge børn bør have ret til omsorg
Tager vi et øjeblik udgangspunkt i barnetarvet er svaret enkelt og ligetil. Børn bør naturligvis have ret til omsorg fra deres forældre, når de er syge.

Det er den kontrakt, forældrene indgik med barnet, da de satte det i verden: Jeg tager mig af dig, indtil du kan selv. Jeg passer på dig. Du kan regne med mig.

Vi ved godt, at det nærmer sig helligbrøde at foreslå lovregulering af et tilsyneladende arbejdsmarkedsanliggende. Spørgsmålet er imidlertid, om børns grundlæggende omsorg ikke snarere bør defineres som et sundheds-, omsorgs- og familiepolitisk anliggende?

Vi forstår godt, at man i fagbevægelsen foretrækker at fastholde status quo og vægrer sig imod at afgive autonomi, men som forældre har mange af os mistet tålmodigheden med den danske model, der ikke har leveret på området i de mange år, problemerne har eksisteret.

Det er jo ikke en petitesse at være nødsaget til at sende et sygt barn afsted i en propfuld daginstitution på febernedsættende panodil. Det er voldsomt belastende.

Lovgivning skal til
At skulle stille krav om universelle børnerettigheder og finde opbakning hertil hele vejen op igennem fagbevægelsessystemet vil ikke alene være en langvarig affære, som vil lade en løsning vente endnu længere på sig.

Det er også højst usandsynligt, at det vil lykkes at opnå tilstrækkelig opbakning om kravene, når først disse kommer i konkurrence med andre parters krav om løn, arbejdstid og øvrige arbejdsvilkår.

Og netop denne mekanisme udstiller den danske models enorme sårbarhed overfor at skulle løfte et grundlæggende ansvar for alle børns fundamentale omsorg. Det er modellen helt enkelt ikke skabt til. Hvilken ret skulle i givet fald gælde børn af forældre, der står udenfor arbejdsmarkedet?

Vi mener ikke, at det vil udfordre medlemsdemokrati og aftalesystem generelt at udskille børneomsorgen som et selvstændigt anliggende fra arbejdsmarkedsforhold.

Så længe arbejdsmarkedets parter ikke leverer på denne dagsorden, må politikerne gøre det gennem lovgivning, ligesom vi i øvrigt ser det med barsel og orlov samt hjælp og støtte til udsatte børn og unge.

Lovgivning udelukker på ingen måde den danske model, og det vil altid stå arbejdsmarkedets parter frit for at forhandle bedre vilkår end de i lovgivningen fastsatte standarder.