Forskere: Inklusion i folkeskolen kræver et opgør med gamle vaner

Hvad ville der ske, hvis vi i stedet begynder at vurdere, om de institutioner og den måde de voksne omkring barnet samarbejder på, har den tilstrækkelige kvalitet for at imødekomme børn og unge og deres behov på både den korte og lange (livs)bane.

Og hvad ville der ske, hvis vi i langt højere grad flyttede på de professionelle og deres specifikke fagligheder i stedet for børnene, så samarbejdet blev en fælles daglig praksis i skolens almenmiljøer?

Hvis vi reelt ønsker at forandre den selvopretholdende negative spiral, vi ser for indeværende, må vi i fællesskab ændre vores fokus, grundlæggende forståelser af måder at bedrive skole, pædagogik og didaktik på, samt begynde at prioritere en udvikling af almenmiljøet og samarbejdet, så både professionelle og børn får mulighed for at være, dannes og lære sammen i et miljø, hvor forskelligheden ikke bliver udgangspunktet og udfordringen.

Det kalder på, at vores institutioner og samarbejde om og med børn og unge forstås og organiseres på måder, der bygger på en kontinuerlig udvikling af fleksibilitet og arbejde med, hvordan alle sikres reel og meningsfuld deltagelse i skolens væsentlige fællesskaber.

Konstruktive og inklusionsrettede forsøg

Her kan vi heldigvis lade os inspirere af mange af de indsatser, der allerede er i gang både nationalt og internationalt.

Inklusionsforskningen samt en lang række erfaringer fra praksis har reelle bud på, hvordan vi tager grundlæggende livtag med vores cementerede forståelser og organiseringer af forholdet mellem det almene og specialiserede og måder at styrke deltagelsesmuligheder og fællesskaber på.

For at skabe reelle inkluderende fællesskaber i skolen må der også inkluderende samarbejde til blandt de voksne omkring barnet. 

Mette Molbæk og Thomas Thyrring
Hhv. docent, VIA University College og docent, professionshøjskolen UCN – begge tilknyttet Nationalt Center for Forskning i Udsathed blandt Børn og Unge (NUBU)

Vi er for tiden vidner til et begyndende opgør med kompensatoriske og individfokuserede automatvisitationer til segregerede specialundervisningstilbud.

Vi ser konstruktive og inklusionsrettede forsøg på at gentænke, hvordan den almene pædagogik og didaktik i skolen ser ud samt hvilke og hvor mange professionelle, der er omkring eleverne.

For at skabe reelle inkluderende fællesskaber i skolen må der også inkluderende samarbejde til blandt de voksne omkring barnet.

Derfor bliver det afgørende, at der skabes muligheder for, at professionelle bliver en del af en analyserende samarbejdskultur, hvor forskellige professionelle med deres forskellige fagligheder kan understøtte barnets deltagelsesbaner ind i almenmiljøer, hvor de allerede tidligt i livet lærer, at alle har en afgørende opgave for, at vores samfunds fællesskaber kan udvikle sig.

30 år er et betragteligt tilløb, men vi kan stadig nå at imødekomme vores forpligtelse overfor såvel internationale hensigtserklæringer som skolen og, ikke mindst, børnene.

Det fordrer imidlertid politisk, professionelt og pædagogisk mod, men tiden er nu.