Forskere: Udsatte børn og unges råb om hjælp kan besvares af den praksisnære forskning

Vi ved, at generelle indikatorer, som eksempelvis de klassiske indikatorer på mistrivsel, kan lede til at forplumre billedet i praksis. Indikatorer kan være nyttige som netop generelt blik ind i et børne- eller ungefællesskab og også som øjebliksbilleder på hverdagslivet for det enkelte barn eller den enkelte unge. Men indikatorer kan dække over helt andre faktorer end de umiddelbare.

Hjælp kan opfattes stigmatiserende

For at tage et forskningsbaseret eksempel: En ung skoleelev sætter i trivselsmålingen kryds ved, at hun meget tit finder undervisningen kedelig. En sådan indikator kan indikere, at der er tale om manglende motivation for deltagelse i undervisningen, mens det i virkeligheden dækker over et stigende hash-misbrug.

Uden tillid virker selve indsatsen sjældent efter hensigten.

Lotte Harbo og Andreas Rasch-Christensen
Hhv. faglige leder og styregruppeforperson, Nubu

Hvis det er tilfældet, kalder det på en helt anden faglig indsats end undervisningsmæssige overvejelser og på, at fagpersoner har tid til og mulighed for at sætte forskellige indikatorer i relation til en given kontekst og til det specifikke børne- eller ungeliv, som de står med i hænderne.

Det er også væsentligt, at vi fortløbende bliver skarpere på, hvilke grupper der er rent faktisk kan siges at være i mistrivsel, og hvordan faggrupper som lærere, pædagoger og socialrådgiver understøtter deres bevægelse ud af mistrivsel.

Her peger forskning på, at unge kan gå fra at have tillid til at hjælpen vil hjælpe, til at have mistillid til at hjælpen vil andet end at stigmatisere. Hvordan kan fagpersoner stille sig i sådanne situationer, hvordan kan tillid genetableres? Uden tillid virker selve indsatsen sjældent efter hensigten.

For meget symptombehandling

De professionelles støtte til udsatte grupper understøttes af et velfungerende tværprofessionelt samarbejde. Hvad enten det drejer sig om støtte til udsatte børn og voksne eller beskæftigelsesfremmende indsatser, involverer det ideelt set flere typer af fagprofessionelle.

Der er juridiske, ressourcemæssige og kulturelle barrierer for, hvordan det tværprofessionelle arbejde kan udfolde sig. Indsatser over for unge lovbrydere kan omfatte, lærere, pædagoger, socialrådgivere og politi.

Der er nok at tage fat på, og den praksisnære forskning skal understøtte de samfundsmæssige udfordringer.

Lotte Harbo og Andreas Rasch-Christensen
Hhv. faglige leder og styregruppeforperson, Nubu

Undersøgelser viser, at de fagprofessionelle iværksætter tiltag ud fra deres egen forståelsesramme. Politiet tilbyder straf, fængsel og bøde, skolen tilbyder normalklasse eller specialtilbud, forvaltningen tilbyder økonomisk og social støtte, opholdssteder tilbyder opdragelse og så videre.

Fælles er, at tilbuddene fortrinsvis er symptombehandling og i mindre grad forebyggelse. Der mangler kommunikation og forståelse mellem de fagprofessionelle grupper. Ikke mindst i forhold til deres syn på, hvilke unge der er i risikogruppen.

Nok at tage fat på

Forudsat at de økonomiske støtteapparater er til stede, så er socialrådgiverne en helt central nøglegruppe i forhold til at sikre kommunikation og koordination i det forebyggende arbejde. Det sker gennem udarbejdelse af handleplaner, der indbefatter dialog mellem fagprofessionelle og de unge.

Hvis den dialog mellem de fagprofessionelle grupper og de unge ikke er til stede, eller at de unge støder på forskelligheder og uenigheder i deres møder på tværs af professionelle grupper, så falder deres tillid.

Så der er nok at tage fat på, og den praksisnære forskning skal understøtte de samfundsmæssige udfordringer. Samlet set er vi i Nubu dybt optagede af, at den forskning vi producerer kommer børn og unge i udsathed til gavn, og vi ser frem til de næste mange års arbejde med det.