En træt Frederik Vad tog en sidste tur i manegen på Folkemødet: "De sidste seks måneder føles som tre år"

Ingen taletid 

Men det betyder ikke, at han ikke er bange. Bange for at blive fysisk intimideret, efter hans partiformand Mette Frederiksen blev overfaldet på gaden i sidste uge. 

Og bange for at blive afbrudt af demonstranter og netop blive kaldt det ord, han hader allermest: Racist. 

“Jeg har det ikke specielt godt med, at jeg i aviserne kan læse, at der er nogle demonstrationstyper, der har tænkt sig at komme herover, og som kan se vores program. Det kan da godt være, at jeg står på listen over dem, der skal råbes af,” siger han.

Da han sætter sig i stolen foran publikum ved Trykkefrihedsselskabets telt, er alt dog roligt. Teltet er fyldt til randen, og Karen West begynder at introducere sin gæst: 

“Frederik Vad, du er integrationsordfører i Socialdemokratiet. I de sidste måneder har du været utroligt populær. Ikke altid på den gode måde. Du har været mange shitstorme igennem, siden du på talerstolen talte om den tredje erkendelse. Det var og er der stadig rigtig mange, der misforstår.” 

Før Karen West kan nå at tale videre, begynder et kor af stemme at vokse fra publikum. 

“Ingen taletid til racisme!” 

Et hold demonstranter rejser sig fra stolene med Palæstina-flag og Keffiyeh-tørklæder i vejret.  

“Ingen taletid til racisme!” 

Råbene bliver hurtigt overdøvet af noget endnu højere. Trykkefrihedsselskabets medarbejdere har nemlig stået klar med fløjter i tilfælde af, at demonstranter skulle dukke op, og nu blæser de ivrigt i dem, mens de skubber demonstranterne ud af teltet. 

På den anden side af vejen opsnapper Rasmus Paludan, at der er en demonstration i røre, og han begynder at matche demonstranterne med et nyt modråb: 

“Burn Gaza down! Burn Gaza down!” 

Alt imens sidder Frederik Vad stille på stolen og holder sig for ørene. Da de værste råb er forstummet, tager han ordet. 

“Jeg skal prøve at vende tilbage til samtalen midt i krigszonen. Jeg var faktisk i tvivl, om jeg skulle komme. Dels på grund af det, der lige skete. Men også fordi jeg i det hele taget var i tvivl, om jeg skulle komme på Folkemødet. For det her er blevet en helt forfærdelig diskussion, og jeg trænger i den grad til ferie.”

Fjern følelserne fra debatten

Så hvorfor sidder han her overhovedet og deltager i en debat om netop det, der har gjort ham så træt? 

“Jeg håber, at vi kan bevæge os et sted hen, hvor vi kan begynde at interessere os for, hvordan religiøse og kulturelle dynamikker spiller ind i vores samfund, uden at man risikerer at blive udskammet. For problemerne bliver kun større og større” siger han. 

Var det en forkert måde, du gjorde det på? 

“Det synes jeg ikke. Man får altid at vide, at man gør det på den forkerte måde. Men dem, der siger det, rejser sig aldrig op og viser, hvordan man så gør det på den rigtige måde. Så jeg synes, det er lidt en gratis omgang.” 

Men har du lært noget af, hvordan debatten har udviklet sig i de seneste måneder? 

“Da jeg holdt den her tale, var jeg utroligt følelsesmæssigt engageret. Men i virkeligheden havde det nok fungeret bedre, hvis jeg havde læst den op helt nøgternt. Når man putter følelser ind i noget, der i forvejen er ekstremt følelsesbetonet, kan man nemlig virke aggressiv.” 

Udlændingedebattens kaninhul 

Aggressiv eller ej har Frederik Vad i hvert fald lært, at posten som udlændingeordfører har sine konsekvenser. Og at integrationsdebattens kaninhul ikke er et sted, han kan være for længe, hvis det gode humør skal holdes i live. 

Hvor længe kan du se dig selv i den her rolle, hvis det fortsætter med samme intensitet? 

“Det er op til partiets ledelse. Men jeg synes, man skal tage det alvorligt, når Mattias Tesfaye siger, at det her område kan man arbejde med i to-tre år.” 

Heldigvis har den 29-årige socialdemokrat også tid til at pleje andre mærkesager. Da debatten om islamisme i det danske samfund er rundet af, haster Frederik Vad hurtigt videre til sin næste debat. Faktisk den han har glædet sig allermest til. 

Hans politiske hjertebarn er nemlig kampen for bedre rettigheder til ordblinde, og han har fået oprettet sit eget ordførerskab i Socialdemokratiet til netop det. 

Hvis ikke der var tid til at pleje den passion, ved Frederik Vad ikke, hvor han ville ende henne. 

“Udlændingepolitik var jo ikke min vej ind i politik. Det var ordblindhed. Derfor er det både godt og nødvendigt, at jeg kan få tid til den slags. Ellers ville jeg dø i det her kaninhul.”