Friskoler: Normeringsdebatten skaber en kløft mellem danske børn
DEBAT: Der bliver talt meget om fællesskab og sammenhængskraft, men alligevel vælger politikerne at skabe en kløft mellem de danske børn, når de ikke vil hæve normeringerne i de private daginstitutioner, skriver Peter Bendix Pedersen.
Af Peter Bendix Pedersen
Formand for FRISKOLERNE
I årevis har forældre og pædagoger demonstreret for bedre vilkår i landets daginstitutioner, og derfor var det også glædeligt, da det ved sidste års finanslovsforhandlinger lykkedes at blive enige om at afsætte i alt 1,6 milliarder kroner frem mod 2025, der skal gå til at hæve normeringerne.
En sejr for børnelivet og en sejr for dansk børnekultur.
Og dog. For regeringen har sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet besluttet at udelukke private daginstitutioner fra den første pulje på 500 millioner kroner i 2020.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Det er ikke in at være fri- eller privat under en socialdemokratisk ledet regering. Så de cirka 550 private vuggestuer og børnehaver får ikke del i regeringens pulje i 2020. Eller sagt mere præcist: Børnenes minister er ikke alle børns minister.
En del af den danske ånd
Mange af de private vuggestuer og børnehaver er beliggende i udkantsområder, hvor kommunerne har opgivet at drive både skole og dagtilbud. Alene i friskoleregi er der cirka 150 børnehaver og vuggestuer knyttet til skolens matrikel.
Friskolerne fungerer også indenfor selvejeformen, der sikrer, at eventuelle overskud kun kan gå til institutionens formål. Så modellen er afprøvet gennem årtier og lige til at parallelisere med dagtilbudsområdet.
Peter Bendix Pedersen
Formand for FRISKOLERNE
Mange ledes af en fælles bestyrelse i friskolen og dagtilbuddet og nogle er juridisk adskilt men samarbejder, når det er relevant.
De er alle drevet efter selvejeformen og kan dermed kun bruge de offentlige midler til institutionens formål og kan ikke trække overskud ud til enkeltpersoner.
Forældrene er tæt på institutionens hverdag, og der er lovkrav om, at de skal have en stemme i forhold til organisationen.
Forældrene deltager typisk i de praktiske opgaver med vedligeholdelse med videre. Alt i alt en masse aktiviteter vi i Danmark hylder som civilsamfund og en demokratisk praksis, der (også) er med til at kitte samfundet sammen.
Partierne bag aftalen har forklaret, at der ikke var tid til at lave ordningen så de selvejende institutioner også kom med i puljen i 2020. Pengene skulle hurtigt ud at virke, blev der sagt.
Er der en voksen til stede, der gider forklare småbørnsforældrene i landdistrikterne, at lige præcist deres børn ikke skal mærke den forbedrede voksenkontakt og trivsel?
Friskolerne er en velafprøvet model
På grundskoleområdet er det en velafprøvet model at understøtte såvel den frie skoleverden som den offentlige.
Friskolerne fungerer også indenfor selvejeformen, der sikrer, at eventuelle overskud kun kan gå til institutionens formål. Så modellen er afprøvet gennem årtier og lige til at parallelisere med dagtilbudsområdet.
Det giver frie valgmuligheder og fri pædagogik og dermed plads til forskellighed. Det er et sundt princip, som Danmark er internationalt kendt for.
Der bliver talt meget om fællesskab, sammenhængskraft, polariseringstendenser og A og B-hold. Men hvorfor så skabe denne kløft mellem danske børn? Hvorfor bryde med det sædvanlige princip om at lade pengene følge barnet?
Børn er børn, og de bør ikke vente på, at regeringen og støttepartierne får realitetstjekket deres forestillinger om private daginstitutioner. Det haster med at finde en løsning. Vi kan ikke være andet bekendt.