Løsningen på et barns problemer er ikke altid en diagnose

Hvis diagnoser er vores primære redskab til at forstå børn, der har det svært, risikerer vi at overse mange andre faktorer og i sidste ende at tilbyde dem den forkerte hjælp, skriver Signe Storch Jakobsen.

Vi mangler en snak om, hvorvidt snittet for diagnoser i dag ligger det rigtige sted, skriver Signe Storch Jakobsen. (Arkivfoto)Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Signe Storch Jakobsen

PPR-psykolog, Lyngby-Taarbæk Kommune

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvorfor får så mange børn diagnoser i dagens Danmark?

Antallet af børn og unge med psykiatriske diagnoser har været i voldsom stigning i de seneste år, og Sundhedsstyrelsen anslår at omkring 15 procent af alle børn og unge vil få en psykiatrisk diagnose inden de fylder 18 år.

Det er på tide at overveje, om vi er nået til et punkt, hvor der gives for mange diagnoser.

Som PPR-psykolog er det en del af mit arbejde at henvise børn til psykiatrisk udredning, såfremt forældrene ønsker det, og jeg vurderer, at det er aktuelt.

Min oplevelse er, at en diagnose i nogle tilfælde kan give god mening. En diagnose kan skabe en fælles forståelse af et barns vanskeligheder og give os viden om, hvad der skal til for at støtte barnets trivsel

Men jeg oplever også, at et fokus på at stille "den rigtige" diagnose kan komme til at fylde så meget, både hos forældre og fagpersoner, at det står i vejen for et mere nuanceret syn på barnet og dets vanskeligheder.

En del børn befinder sig i en gråzone, hvor de har nogle vanskeligheder, men samtidig også en del ressourcer.
Signe Storch Jakobsen

Er Storm urolig i skolen, fordi han har ADHD og burde få medicin? Eller fordi klasselæreren er ny, klassen er stor og opgaverne måske for svære? Eller fordi der er noget derhjemme, der ikke er som det skal være? Alle forklaringerne er mulige – og den ene udelukker ikke den anden.

Men hvis diagnoser er vores primære redskab til at forstå børn, der har det svært, risikerer vi at overse mange andre faktorer og at tilbyde dem den forkerte hjælp.

Når børn har det svært, ser jeg en tendens til, at det første, der bliver tænkt, er, "hvad er der galt med de her børn?" frem for, "hvad er der galt med rammen, siden tre børn i denne klasse har svært ved at passe ind?"

Vi skal passe på med at individualisere problemer, der også handler om konteksten. Måske ville Storms uro blive mindre, hvis der var flere voksne i klassen, så der var tid til at se alle børn. Hvis læreren havde ordentlig tid til at forberede sig og kunne tilbyde afvekslende, inspirerende undervisning, med opgaver, der var tilpasset børnenes faglige niveau. Og hvis der var overskud til at skabe et tæt skole-hjem-samarbejde.

Læs også

Jordemoder og læge: Skal der fødes flere børn, så skal vi blive bedre til at teste for klamydia

Debat

Et britisk studie fra 2019 viste at børn, der var født i årets sidste kvartal, og dermed var yngre, når de startede i skole, havde 40 procent større risiko for at få en ADHD-diagnose, sammenlignet med børn født i årets første kvartal.

Dette og lignende fund peger på at ADHD ikke udelukkende kan ses som en iboende forstyrrelse hos det enkelte barn. Det er også relevant at se på om de krav, vi stiller til børnene er for høje. Måske ville Storm ikke have stået i de samme vanskeligheder, hvis han var blevet skoleudsat og havde haft et år mere til at modnes i.

Jeg talte med en far for nylig, som gav udtryk for, at "nu om dage får alle raske drenge en ADHD-diagnose". Her er det vigtigt at understrege, at diagnoser ikke gives for sjov. Der er ægte lidelse og noget, der er svært, hos de børn, der får en diagnose.

Men man kan spørge, om vi er for lidt rummelige i dagens samfund? Skal der for lidt afvigelse til, før vi tænker, at et barn skal diagnosticeres?

Psykiatriske diagnoser er altså ikke naturgivne, men beror på nogle menneskeskabte kriterier, som løbende ændres.
Signe Storch Jakobsen

I den sammenhæng er det centralt, at alle psykiatriske diagnoser beror på et klinisk skøn. Det er ikke som en brækket arm eller en halsbetændelse, hvor et røntgenbillede eller en podning med stor sikkerhed kan be- eller afkræfte en diagnose.

Som et eksempel skal man for at stille en ADHD-diagnose tage stilling til, hvorvidt et barn har svært ved at vente på sin tur. Denne vurdering vil både afhænge af øjnene, der ser, den kulturelle forståelse af hvor meget et barn på et bestemt alderstrin burde kunne vente, og den sammenhæng man ser barnet i.

Diagnoser som autisme og ADHD kan forstås som et spektrum, hvor nogle børn er meget hårdt ramt, imens andre er ramt i mildere grad.

Nogle børn har så svært ved at koncentrere sig og er så urolige, trods gode rammer og tydelige voksne, at de fleste vil være enige om at en ADHD-diagnose giver mening.

Men en del børn befinder sig i en gråzone, hvor de har nogle vanskeligheder, men samtidig også en del ressourcer. Jeg mener, at vi mangler en snak om, hvorvidt snittet i dag ligger det rigtige sted.

Læs også

Danske Skoleelever: Fordomme bliver brudt, når skolen forstår at vække elevers nysgerrighed

Debat

Skal der for lidt til, før vi sender børn til udredning? Er vores rammer for "det normale" blevet for smalle?

Vi skal huske, at det er kulturelt bestemt, hvad vi anser som psykisk sygdom. Indtil 1981 blev homoseksualitet officielt betragtet som en psykisk sygdom i Danmark. Det gør det heldigvis ikke mere.

Psykiatriske diagnoser er altså ikke naturgivne, men beror på nogle menneskeskabte kriterier, som løbende ændres.

Og måske vi om 25 år vil se tilbage med en hovedrysten på alle de børn, vi sendte til psykiatrisk udredning?

Vi har behov for et nuanceret blik på diagnoser. Både for hvad de kan, og for hvornår der er brug for andre vinkler. Vi skal tage mistrivslen hos vores børn og unge alvorligt, men løsningen på et barns problemer er ikke altid en diagnose.

Måske hvis vi fokuserede på at skabe bedre rammer for vores børn og unge, kunne vi forebygge mistrivsel og skabe et samfund, hvor færre får behov for en diagnose.

Politik har aldrig været vigtigere