Minister beklager forhastet forløb ved omstridt våbenindkøb

Troels Lund Poulsen beklager nu, at der var tale om "ekstraordinær kort behandlingstid", da Folketinget på få timer skulle tage stilling til et milliardindkøb af israelske våben.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

Det var en "fuldstændig uacceptabel" og "grotesk" sag, der "stinker langt væk", da regeringen hastede et milliardindkøb af israelske våben igennem Folketingets Finansudvalg på kun få timer.

Sådan lød den hårde kritik fra flere partier i Folketinget til Altinget.

Nu beklager fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen forløbet.

Det fremgår af et brev sendt til Folketingets Finansudvalg.

"Jeg har noteret mig, at der har været en offentlig debat vedrørende hastebehandling af aktstykkerne. Og jeg skal beklage, at der i forhold til de omtalte to aktstykker var tale om ekstraordinær kort behandlingstid," lyder det i brevet.

Beklagelsen kommer, efter Altinget har fortalt, hvordan Folketingets Finansudvalg i et helt ekstraordinært forløb kun fik to timer til at tage stilling til, om man skulle købe nyt artilleri for 1,74 milliarder skattekroner hos den kontroversielle, israelske våbenleverandør Elbit Systems.

Læs også

Der vil fortsat være undtagelser

Våbenindkøbet skulle lukke hullet efter Danmarks rekordstore artilleribidrag til Ukraine en uge tidligere. Her valgte Danmark nemlig at sende Forsvarets nyindkøbte CAESAR-artillerisystem direkte fra fabrikken i Frankrig til fronten i Ukraine. 

"Det stinker langt væk af, at de godt vidste, at det var en dårlig sag. Og derfor skulle den hurtigt igennem. Især når man ved, at der er tale om en kontroversiel investering, så skal det ikke behandles på den måde i Finansudvalget. Det er fuldstændig uacceptabelt," lød det dengang fra Enhedslistens Pelle Dragsted, der også har fremført sin kritik i et brev til de øvrige medlemmer af Finansudvalget.  

Selvom Troels Lund Poulsen nu beklager forløbet, understreger han, at der fortsat vil være undtagelser, hvor det er nødvendigt at hastebehandle.

"Med den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa er der desværre behov for nogle gange at agere hurtigt. Men jeg vil bestræbe mig på kun at anmode om hastebehandling, når det er yderst nødvendigt," lyder det i brevet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024