Arkitekt: Selvfølgelig skal vi bruge teknologi til at gøre vores byer bedre

Af Anders Ojgaard
Arkitekt, udgiver af Magasinet KBH og leder af Civitize

Smart cities har været et definerende begreb i 10’erne. Har man det mindste at gøre med byudvikling og -design, så hører man termen flere gange på en uge, end man sætter sin smartphone til opladning.

Smart, smart, smart. Fremtiden for den progressive by var mobile teknologier koblet med indsigt og kloge beslutninger taget på baggrund af big data. For alverdens startupvirksomheder har der de seneste år været tre magiske begreber, der kunne lokke investorernes fyldepenne op af brystlommen og over til checkhæftet: kunstig intelligens, blockchain og, ja, smart cities.

Men pludselig er det nu, som om verden har fået nok.

Vi skal holde fast i smart cities 
I hvert fald skrev stadsarkitekt Camilla van Deurs her i Altinget i december, at København ikke skulle være en smart by, og at vi ikke skal bruge teknologi for teknologiens skyld alene.

I december ønskede Dansk Arkitektur Centers Anne Katrine Harders sig i Politiken Byrum, at vi får lagt begrebet i graven her i 2020 — fordi teknologi alligevel ikke har leveret varen i form af bedre by.

Men før der gik buzz i begrebet smart cities — og det transformerede sig til en bymæssig dødsstjerne — lå der menneskelige tanker bag. Og gør det stadig.  

Anders Ojgaard
Arkitekt, udgiver af Magasinet KBH og leder af Civitize

Og forleden bragte britiske The Guardian en længere artikel med et forsvar for ”dumme byer”, der bruger gamle teknologier — som for eksempel grønne områder og sivbygninger — til at løse mange af de problemstillinger i byer, som ny teknologi forsøger at løse.

Hvad vi ser er en klassisk buzz fatigue. Efterhånden som et fabrikeret nichebegreb rives ind i internettets hvirvlende opmærksomhedsmaskine, rammer man på et tidspunkt et mætningspunkt, hvor der ikke længere hænger så meget buzz ved buzzordet.

Tilbage er i stedet en modreaktion — en slags sproglige tømmermænd, hvor man nu med fordel kan afsværge begrebet igen, hvis man karrieremæssigt vil fremstå som værende mere fremme i skoene end lidt på hælene.

Men i tilfældet smart city skal man holde fast. I hvert fald i betydningen. For selvfølgelig skal vi bruge teknologi til at gøre vores byer bedre. Dér, hvor det giver mening, naturligvis.

Hvad kæmper vi imod?
Når stadsarkitekten bruger spalteplads på at skrive, at vi ikke skal bruge teknologi alene for teknologiens skyld, så skriver hun sig direkte ind i ikke-testen. Altså for at et udsagn skal have et reelt indhold, skal man skal kunne tilføje (eller fjerne) ordet ikke, uden at udsagnet virker meningstomt. 

Man kan ikke meningsfuldt fremføre det omvendte af, hvad Van Deurs skriver. Det er meningstomt at hævde, at vi skal bruge teknologi alene for at bruge teknologi — og derfor siger hun reelt ikke rigtig noget i sin tekst. Lav selv testen med ”vi skal være gode ved vores børn”.

Harders er i sin ellers skarpe tekst skuffet over, at smart cities ikke har leveret varen, og derfor skal begrebet dø. Men det er utålmodighed og hype-træthed, der har fat i Harders, mere end det er en kritik af teknologiens muligheder.

Og The Guardian får i sin iver efter at være kontrær — nu hvor smart city som begreb er blevet lidt træt og mainstream — opstillet nogle mærkelige dikotomier. Den britiske avis præsenterer i sin artikel både broer lavet af trærødder hos indiske bjergstammer og stormflodsbassiner i København, uden at det på noget tidspunkt står klart, hvorfor det skulle stå i et modsætningsforhold til at anvende teknologi, når vi designer byer.

Men heri ligger problemet. Betydningen af smart city er efterhånden blevet så mudret, at det er svært at holde styr på, hvad man egentlig reagerer imod, når man ikke vil være smart længere.

Og så har (fortjent) negativ omtale af projekter som Googles nye dataindsamlende bydel i Toronto bidraget til, at tanken om smarte byer nu er blevet smittet af en big brother privacy-angst.

Der ligger menneskelige tanker bag smart cities
Smart cities er nu for nogen nærmest blevet synonym med tekno-kapitalistiske manifestationer i 100 procent glas og stål: Blade Runner-style metropoliser med blinkende dippedutter svævende i luften og fortove i titanium, der spiller russiske militærmarcher, mens de måler dit kolesteroltal og viser dig reklamer for den ferie til Ibiza, som du blot sad og tænkte på til morgenmaden.

En naturlig reaktion er for mange, ja, noget mere naturligt. Noget organisk, blødt og rart. Noget for mennesker.

Men før der gik buzz i begrebet smart cities — og det transformerede sig til en bymæssig dødsstjerne — lå der menneskelige tanker bag. Og gør det stadig.