Arkitektforening: Vi kan bidrage til at løse ghettoproblemet

Af Lars Autrup
Direktør i Akademisk Arkitektforening

Arkitekturen kan bidrage positivt til at skabe gode og trygge boligmiljøer, men det gøres ikke med en regel, der mekanisk reducerer andelen af almene familieboliger til 40 procent.

Statsministeren satte med sin nytårstale for alvor problemet med ghettoer og udsatte boligområder øverst på den landspolitiske dagsorden. Nu skulle der handles.

Og den efterfølgende politiske aftale om initiativer på boligområdet til at modvirke parallelsamfund, som regeringen og S, SF og DF står bag, gav et konkret bud på, hvordan ghettoerne ønskes afskaffet inden 2030.

Det er blandt andet tanken, at boligorganisationer og kommuner, som de seneste fire år har haft et boligområde på regeringens ghettoliste, skal udarbejde en udviklingsplan, hvor målet er at nedbringe andelen af almene familieboliger i det pågældende boligområde til 40 procent – blandt andet ved afvikling og nedrivning af de almene familieboliger.

Der er brug for analyser
Idéen om at lave en udviklingsplan er rigtig. Det bør der udarbejdes i alle situationer, hvor man ønsker markant forandring i et boligområde.

Det er afgørende at forstå, at vi ikke kan eller skal udvikle en universel løsningsmodel, som presses ned over samtlige udsatte boligområder. 

Lars Autrup
Direktør, Akademisk Arkitektforening

Men frem for at en udviklingsplan har som mål at nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 procent, burde den i stedet være målrettet løsninger på de konkrete udfordringer og derved være en udviklingsplan for tiltag, der får boligområdet væk fra regeringens ghettoliste.

Dermed ikke sagt, at en nedbringelse af andelen af almene familieboliger og dermed også nedrivning af bygninger ikke kan være en vigtig del af løsningen.

Det kan det i nogle tilfælde, men det må og skal bero på en grundig analyse af det givne sted, og under alle omstændigheder bør en nedbringelse af almene familieboliger ikke være selve målet med udviklingsplanen.

Boligområder er ikke ens
Hvordan man er endt på de 40 procent i forhold til andelen af almene familieboliger, melder lovforslaget eller den politiske aftale ikke noget om, ud over at det vurderes, at en grundlæggende omdannelse fra et ghettoområde til en attraktiv bydel forudsætter, at almene familieboliger ikke udgør den dominerende boligform i området.

Måske er det blot et resultat af de politiske forhandlinger, da de konkrete erfaringer, forskning og evidens ikke understøtter denne vægtning af andelene.

Den seneste forskning viser tværtimod, at effekten af de fysiske indsatser er helt afhængig af den konkrete kontekst i de enkelte bydele.

Jeg vil derfor advare mod, at de kommende indsatser for boligbebyggelser på ghettolisten baseres på en tanke om, at boligområderne er ens. For det er de ikke. Boligområderne rummer store arkitektoniske forskelle og har deres helt egne stedspecifikke udfordringer og potentialer for udvikling og fornyelse.

Det er dér, man skal tage fat med målrettede bolig- og bystrategiske indsatser baseret på grundige analyser af konkrete forhold, som løfter området, bryder isolationen, øger boligkvaliteten og gør boligerne mere attraktive.

Geografisk er der også store forskelle. Nogle boligområder ligger i vækstbyer, hvor det er muligt at tiltrække private investorer, mens andre er placeret i byer, der i mindre grad er begunstiget af vækst.

Rosenhøj er et godt eksempel
Det er afgørende at forstå, at vi ikke kan eller skal udvikle en universel løsningsmodel, som presses ned over samtlige udsatte boligområder.

Det er også en af hovedpointerne i et større forskningsprojekt, der for nylig blev gennemført på Aalborg Universitet. Her konkluderes det, at det er nødvendigt med stedspecifikke bystrategiske indsatser, og at udsatte boligområder kan gøres attraktive og blandede.

Et af de boligområder, der er blevet ændret på en meget vellykket måde i de senere år, er Rosenhøj i Viby ved Aarhus.

På baggrund af en arkitektkonkurrence om en helhedsplan, hvor renoveringen af Rosenhøj var et delprojekt, og sidenhen grundige analyser af Rosenhøj og den omkringliggende bydel, er der skabt helhedsorienterede løsninger, der tager udgangspunkt i de helt særlige forhold på stedet.

Det omfattende renoveringsarbejde var først færdigt i 2017, men meget tyder på, at man med indsatsen har fået vendt Rosenhøjs negative udvikling.

Nu er det blevet attraktivt at bo i Rosenhøj, hvilket en lang venteliste vidner om. Sådan har det ikke været tidligere.

Nu med lange ventelister
Umiddelbart lignede Rosenhøj før omdannelsen mange andre af 1960’ernes boligområder med 22 ens boligblokke, der lå parallelt på store, anonyme græsarealer, men som nu er udnyttet til at skabe nye intime gårdrum.

Mod syd dannede fem blokke en massiv mur mod omgivelserne. Her har man nedrevet dele af boligblokkene og derved skabt plads til nye gennemgående veje, som åbner op til nabobebyggelsen og reducerer oplevelsen af bebyggelsens store skala.

De nye veje har også givet nye vejnavne til beboerne i boligbebyggelsen, som derved er sluppet af med en stigmatiseret adresse. Dette har stor betydning i forhold til at ændre opfattelsen af boligkvarteret.

Selvfølgelig kan de fysiske omdannelser ikke stå alene. De skal gå hånd i hånd med boligsociale indsatser for at have en god effekt.

I Rosenhøj er der udarbejdet en boligsocial helhedsplan, som skal fremme beboernes livsmuligheder og et aktivt medborgerskab. I forbindelse med omdannelsen af Rosenhøj skabte boligforeningen og entreprenøren praktikpladser, lærlingeforløb og ansættelser for beboerne i Rosenhøj, som på den måde blev en aktiv del af omdannelsen.

I dag er vi klogere
Ønsket om at forandre udsatte boligområder er ikke nyt. De seneste 30-40 år har man forsøgt at komme problemerne til livs, uden at det rigtig er lykkedes.

En del af forklaringen på dette er brugen af universelle løsningsmodeller og strategier, som anvendes i alle udsatte boligområder uden at tage hensyn til den stedlige kontekst.

Erfaringer viser, at det ikke fungerer - lige såvel som et krav om maksimalt 40 procent almene familieboliger for bestemte boligområder på regeringens ghettoliste næppe vil have den ønskede effekt.

I dag ved man, at enhver omdannelse bør tage udgangspunkt i en grundig tværfaglig analyse af de konkrete forhold i den enkelte bydel, og at de fysiske indsatser skal gå hånd i hånd med sociale indsatser, hvis man skal opnå det bedste resultat.

Lad os ikke gribe til forenklede løsninger og gentage fortidens fejl, men i stedet lære af de gode erfaringer og eksempler. Rosenhøj har vist, at det kan lade sig gøre.