Parcelhusene kan blive boligmarkedets næste store problem

Resten af bygningsmassen som parcelhusene har imidlertid også udfordringer. Måske bliver de fremtidens store boligproblem, selv om vi ikke er helt dér endnu.    

Der var engang, hvor parcelhusbyggeriet blomstrede, og danskerne rykkede ud af triste brokvarterer i byerne til spændende nybyggeri i omegnskommunerne, med plads til børneværelser og haver, hvor ungerne kunne tumle sig.  

Parcelhusboomet kulminerede i 1972 med 41.000 påbegyndte huse. Så sent som i 1979 påbegyndte vi hele 19.000 parcelhuse.  

Siden har byggeriet ikke været i nærheden heraf, og under det seneste byggeopsving i 2021 nåede vi kun op på beskedne 7.645 påbegyndelser. 

Det tæller med, at der er blevet langt mellem de gode parcelhusgrunde udenfor især København.

Curt Liliegreen
Projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter

Danmark befinder sig i en anden demografisk virkelighed i dag end for 50 år siden.  

I 1966 blev der født 88.000 børn i Danmark. I 2023 lå tallet på 57.500, selvom befolkningen i mellemtiden voksede med en fjerdedel.  

Det tæller med, at der er blevet langt mellem de gode parcelhusgrunde udenfor især København. 

Men urbaniseringen, revitaliseringen af de store byers centrum og fremvæksten af mange single familier taler for byggeri af lejligheder mere end parcelhuse.  

Markedet for enfamiliehuse er i dag meget præget af geografien. Ude i landkommunerne har vi mange huse uden tilmeldt CPR.  

Med udsigt til yderligere befolkningsfald vil deres antal stige.  

Der er 54.500 privatejede enfamiliehuse uden tilmeldt CPR-nummer i Danmark, og næsten to tredjedele af disse er ejendomme opført før 1980 og beliggende i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.

I kommende år kommer der flere tomme huse, og hvad skal vi gøre ved dem?  

Vi kommer også til at se flere enlige ældre i alt for store huse.  

Det grundlæggende problem med for få mennesker og alt for mange huse lader sig ikke sådan løse. 

Hvor meget man end af klimabevidsthed vil søge at bevare, undgå nedrivning og finde alternativ anvendelse, så mangler der simpelthen mennesker til at fylde husene i landkommunerne, og det bliver værre fremover.  

Anderledes står det til i byerne og deres nære opland.  

Her er der underskud af parcelhuse, og man kunne bygge løs, hvis grundene vel og mærke var til stede. De mangler dog i stor udstrækning, især i Hovedstadsområdet.  

En løsning kunne være at dele de eksisterende huse op i mindre enheder. Men husene fra det store byggeboom i 1960'erne og 70'erne er mindre end det, vi bygger i dag.  

I 1965 var gennemsnitsarealet 127 kvadratmeter. Det giver en halv bolig på blot 63,5 kvadratmeter.  

Kommunerne vil næppe juble over, at huse, som er velegnede til børnefamilier deles op, så de ender som singleboliger for ældre eller studerende. 

Curt Liliegreen
Projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter

I 1980 var størrelsen steget til 149 kvadratmeter. Så har man 74,5 kvadratmeter at gøre det godt med, hvis boligerne halveres.  

Skal opdelingsstrategien lykkes, så må man fokusere på de ejendomme, der er væsentligt større end gennemsnittet, eksempelvis 200 kvadratmeter. De findes bestemt, men regneeksemplet illustrerer, at opdeling ikke er en universel strategi.  

Kommunerne vil næppe juble over, at huse, som er velegnede til børnefamilier deles op, så de ender som singleboliger for ældre eller studerende.  

De vil måske foretrække at fortætte de eksisterende parcelhusområder med nye huse/rækkehuse. 

Accepterer man en højere udnyttelsesgrad for grundene, vanker der en gedigen kapitalgevinst for de involverede grundejere. 

Men samtidig vil områdernes grønne identitet lide skade.  

Og rent klimamæssigt løser en sådan fortætning ikke de problemer, nybyggeriet skaber.