Cowi: Regeringens infrastrukturplan misser fremtidens store udfordringer

Af Michael Knørr Skov
Afdelingschef, Cowi A/S

Det er grundlæggende en god og snusfornuftig liste med infrastrukturprojekter, som regeringen og Dansk Folkeparti har fremlagt forud for Folketingsvalget.

Investeringer i veje og jernbaner for 112,7 milliarder kroner de kommende ti år skal nedbringe forsinkelser med milliardtab på grund af trængsel i vejtrafikken og usikker banedrift. Det er et seriøst oprids af gode og nødvendige projekter, som skal afløse den hidtidige plan om 'En grøn transportpolitik' fra 2009, som alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten stod bag.

Men det er ikke en helt færdig pakke. Det svarer til at få en æske Lego, hvor der mangler 4 klodser. Hvis det er Lego, så bestiller man nemt og bekvemt de manglende klodser på hjemmesiden – sættet skal selvfølgelig være komplet.

Sådan er det ikke med store nationale trafikaftaler.

Mangler klar vision
Planer af denne kaliber definerer for en lang årrække, hvad statens kræfter og penge skal bruges på. Det er naturligvis ærlig politisk prioritering. Men jeg vil gerne pege på et par af de områder, der også bør tænkes ind, mens planen skrives færdig, og forundersøgelser og lovforberedelser går i gang.

Danmark har brug for en plan, som gennem de kommende ti år lader os møde fremtiden bedst muligt og ikke kun med fortidens løsninger.

Af Michael Knørr Skov
Afdelingschef, COWI A/S

En plan skal have en klar vision. Uden vision kan vi kun se de enkelte brikker i puslespillet. Visionen er det samlede motiv, som de enkelte brikker skal udgøre, når puslespillet er lagt.

De visionære planer giver genlyd i årtier og har langsigtede strukturer, der danner vaner for bosætning og transportmønstre, der former landets fysiske udvikling med byer og erhvervsområder.

Eksempelvis kan man nævne de store jernbanelove, som fra 1894 og fremefter bandt byerne sammen og gjorde arbejdskraften mobil.
Eller da private ingeniørfirmaer i marts 1936 tog initiativ til Det Store H, som i dag udgør rygraden i Danmarks vejnet.

Fingerplanen for hovedstaden fra 1947 har medvirket til en hovedstad med byudvikling og transportmuligheder i rimelig balance.

Og endelig har vejloven fra 1971 og den medfølgende vejplan fra 1975 fastlagt stort set alle vejprojekter, der er gennemført i nyere tid. Fælles for alle disse planer er, at de har formået at favne fremtidens behov. Det kan også lade sig gøre at få en vision med ind i den fremlagte plan for de kommende ti års investeringer.

Skal imødegå fremtidens udfordringer
En vision for planen bør forholde sig til, hvad det er for en fremtid, vi går i møde de kommende ti år. Transportministeriet har med sin scenarierapport om mobilitet for fremtiden fra 2018 givet sit bud på, hvad vi skal forberede os på.

Det samme gælder Foreningen af Rådgivende Ingeniører, som har set frem mod år 2035 og givet sit bud på, hvordan fremtiden kan forme sig. Der er overvejende enighed om, at vi fortsat rykker tættere sammen i de større byer. Det giver mere transport i byerne, i byernes opland og imellem de større byer.

Den selvkørende teknologi rykker også nærmere og vil af flere årsager resultere i endnu mere transport og stigende trængsel. Klimapåvirkningen står også som en hovedudfordring, som ikke løses alene ved omlægning til eldrift.

I balancen mellem transportmidler bør vi også slå fast, at den kollektive trafik – nogle steder skinnebåret, andre steder som busser – er den eneste mulighed for at sikre nok kapacitet i de store transportkorridorer.

Investeringsplanen bør derfor ikke kun handle om at nedbringe rejsetiden i Danmark, men suppleres med bud på, hvordan vi griber den mere komplekse fremtid på transportområdet an. Ordet klima nævnes blot to gange i den 35 sider lange plan. FN's verdensmål er ikke nævnt.

Trafiksikkerhed fylder overraskende lidt i betragtning af de store menneskelige og økonomiske omkostninger ved trafikulykker. Intelligente transportsystemer – its – hvor data og computerkraft bruges til at optimere trafikafviklingen, er ikke nævnt.