DF-borgmester: Færre projekter – flere krav og konsekvenser

Af Carl Christian Ebbesen (DF)

Kultur- og fritidsborgmester i København

Indvandrerkvinder iført tørklæder og lange gevandter. Mænd, der taler arabisk til hinanden på stierne mellem boligblokkene. Paraboler fastspændt på husfacaderne på rad og række.

Adskilt fra det omkringliggende samfund ligger ghettoerne, de socialt belastede boligområder, hvor størstedelen af beboerne er udlændinge. Mange af dem kommer sjældent ud blandt danskere. Nogle taler slet ikke dansk, andre er på kontanthjælp og langt væk fra arbejdsmarkedet. Og børnene, de går i skole med ligesindede – andre indvandrerpiger og -drenge.

Ghettoerne – eller parallelsamfundene – som findes overalt i Danmark, er udtryk for en årelang fejlslagen integrations- og boligpolitik. For få krav og for megen misforstået hensyntagen ud fra devisen: Her har du en bolig og en månedlig check.

Og hvorfor så lære dansk, tage et arbejde eller få kendskab til danske værdier, normer og traditioner?

Projekterne har ikke virket

Regeringen varsler i sit regeringsgrundlag en ny plan, der skal forbedre indsatsen i ghettoområderne. Jeg ser frem til planen, men har min bange anelser om, at vi vil få mere af det samme, der er prøvet så mange gange før. Beskæftigelsesprojekter, renoveringsprojekter, tryghedsprojekter.

Der er brug for sunde rollemodeller, der står op om morgenen, tager på arbejde eller i skole – og som ikke mindst taler dansk og har danske værdier med i rygsækken.

Af Carl Christian Ebbesen (DF), kultur- og fritidsborgmester i København

Ja, kort sagt projekter i stribevis. Men har de virket? Det sørgelige svar er nej.

Parallelsamfund trives i bedste velgående. Hjulpet godt på vej af manglende krav, særbehandling og integrationsprojekter. Fra mit eget område, kultur og fritid, kan jeg for eksempel nævne en københavnsk svømmeklub, som får kommunal støtte – dog ikke med Dansk Folkepartis opbakning – til at oprette svømmehold for indvandrerpiger bag nedrullede gardiner.

Projekter som disse gør intet godt for integrationen. Tværtimod er de med til at fastholde pigerne i samfund, hvor der bliver set stort på ligestilling mellem kvinder og mænd.

Arkitekturen i de udsatte boligområder får ofte skylden for parallelsamfundene. Der er blevet brugt mange skattekroner på at åbne boligområderne op med nye, flotte facader, cykelstier, træer og belysning. Det slidte udseende er forsvundet nogle steder, men det er problemerne ikke.

Biler bliver brændt af, der er unge indvandrerdrenge, der laver kriminalitet og skaber utryghed, og dansk kultur er stort set ikke-eksisterende, skubbet til side af muslimsk monokultur.

Projektledere i tusindvis kunne ikke ændre det

Om vi foretog den vildeste bolig-makeover af samtlige ghettoer i Danmark, ansatte projektledere i tusindvis eller uddelte endnu flere sociale ydelser, mener jeg ikke, at det løser det grundlæggende problem: At mange af de udlændinge, der bor i ghettoerne, ikke ønsker integrationen, ikke nærer et ønske om at være en del det danske samfund.

Der skal stilles langt større større krav til udlændingene om at tage del i det danske samfund – og konsekvenserne skal kunne mærkes, når unge indvandrerdrenge kaster sten efter politiet og brandvæsenet, og når forældre forhindrer deres børn i at deltage i hytteture og idrætstimer i skolen.

Samtidig skal der rettes op på den skæve beboersammensætning i de udsatte boligområder, blandt andet ved at lade endnu flere studerende og danskere i arbejde få mulighed for at komme forrest i boligkøen.

Der er brug for sunde rollemodeller, der står op om morgenen, tager på arbejde eller i skole – og som ikke mindst taler dansk og har danske værdier med i rygsækken.

Jeg håber, at regeringen er parat til at tage et opgør med projekterne og overfladebehandlingen.

Det er bydende nødvendigt med flere krav og konsekvenser, hvis vi skal parallelsamfundene til livs.