Direktører: Selvopfundne danske krav udelukker 80 procent af markedets emhætter
Dansk særkrav til emhætter i nybyggeri er et perfekt eksempel på, hvad der sker, når lovgiverne ikke følger med tiden, skriver Troels Blicher Danielsen og Henrik Egede.
Henrik Egede
Direktør, APPLiA Danmark og Elektronikbranchen.dk.Troels Blicher Danielsen
Adm. direktør, Tekniq ArbejdsgiverneMindre lovgivning – og bedre lovgivning. Lad os skrue ned for lovgivningen og hæve kvaliteten.
Sådan lød det fra Rasmus Jarlov (K) ved Folketingets afslutningsdebat i juni 2021 – og flere politikere bakkede efterfølgende op om synspunktet. For det nytter ikke med detaljerede regler, hvis der ikke står respekt om disse og især ikke, hvis ikke de følger med tiden og teknologien.
Tillad os komme med et rigtig godt eksempel fra virkelighedens verden.
Omstridte dokumentationskrav
Bygningsreglementet (BR 18), som senest er revideret af Bolig- og Planstyrelsen per 1. januar i år, indeholder en række detaljerede og selvopfundne danske krav til, hvad emhætter og emfang i nye boliger skal kunne.
Hensigten er sådan set god og reel: At sikre godt indeklima til borgerne.
Det er imidlertid sådan i den konkrete sag, at det ideelle er det godes værste fjende: Mere end 80 procent af markedets emhætter (dem, borgerne de facto køber og som er godkendt i EU) udelukkes fra markedet. Og hvad værre er: De ”dokumentationskrav”, som BR 18-reglerne bygger på, er særdeles omstridte og findes ikke i andre EU-lande.
For eksempel har svenskerne for et par årtier siden parkeret den tankegang, de danske regler bygger på.
Desuden bryder de danske særregler med reglerne for EU's indre marked og varernes frie bevægelighed – her vel og mærke uden dokumentation for effekten.
Troels Blicher Danielsen og Henrik Egede
Hhv. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne og direktør for APPLiA Danmark
Som om det ikke er nok, så fører de danske myndigheder ikke markedskontrol med, at reglerne overholdes – sådan som det løbende gøres inden for for eksempel energimærker, fødevarekontakt-materialer, el-sikkerhed og på en række andre områder.
Det er svært at forstå, hvorfor Bolig- og Planstyrelsen har valgt at være så specifik, når det gælder lige præcis emhætter og emfang i nybyggeri i Danmark. De emhætter og emfang, der sælges i Danmark, er godkendte til salg i EU, CE- mærkede og EU-energimærkede.
Der er tilsyneladende tale om et udslag af traditioner, og de store, internationale spillere på markedet for emhætter og emfang beskriver da også det danske regelværk som ”absolut nonsens”. Samtidig peger de på, at den danske tankegang er teknologisk forældet.
Ingen respons fra ministeren
Man kan – med Rasmus Jarlovs ord in mente – stille sig selv det spørgsmål, om det skal være op til politikerne at foretage en så detaljeret regulering af et lille område i Bygningsreglementet?
TEKNIQ Arbejdsgiverne og APPLiA Danmark har påpeget dette gennem længere tid overfor Bolig- og Planstyrelsen og boligminister Kaare Dybvad, men har for nylig fået et mere end almindeligt henholdende svar fra ministeren og embedsværket.
Ministeren ønsker heller ikke et møde om sagen, som ellers kunne give fortjente og tiltrængte points på regelforenklingskontoen. Det er ikke en sagsbehandling, der tager erhvervslivets og bygningsejernes udfordringer alvorligt. Det til trods for, at der er tale om et skoleeksempel på behovet for færre regler.
Bryder med fri bevægelig
Konsekvensen er klar: Borgere i nybyggeri kan i dag ikke indenfor lovens ramme få den emhætte til deres nybyggeri, de ønsker. Og emhætte-producenter (herunder danske virksomheder) skal efter reglerne ofre flere millioner kroner for at få ”specialtestet” emhætter til nybyggeri – alene af hensyn til salget i Danmark.
Desuden bryder de danske særregler med reglerne for EU's indre marked og varernes frie bevægelighed – her vel og mærke uden dokumentation for effekten. Det er – kort sagt – noget rod!
Nu kommer der så langt om længe en ny høring, som forhåbentlig kan være med til at sætte sagen i perspektiv overfor politikere og myndigheder – hvis altså den nødvendige vilje til at rette op på den hidtil noget mudrede måde at håndtere sagen på er til stede.