Finanslovsaftale udskyder renoveringer af almene boliger for milliarder
Partierne bag næste års finanslov er enige om at udskyde renoveringer af almene boliger for to milliarder kroner for at "dæmpe kapacitetspresset i bygge- og anlægsbranchen".
Daniel Bue Lauritzen
RedaktørDer skal næste år udskydes renoveringer af almene boliger for to milliarder kroner.
Det er et flertal bestående af regeringen, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Alternativet og Kristendemokraterne blevet enige om som en del af næste års finanslov.
Det sker for at undgå overophedning af bygge- og anlægsbranchen.
"Der er meget, meget varmt derude," sagde finansminister Nicolai Wammen (S) under præsentationen af aftalen mandag.
BL accepterer beslutningen
I BL - Danmarks Almene Boliger accepterer viceadministrerende direktør, Solveig Råberg Tingey, beslutningen.
“Det er ikke uventet. Det er fornuftigt nok, når vi ser på, hvor stærkt det går i byggeriet,” siger hun.
Bør man også i de enkelte foreninger være tilfreds med udskydelserne?
“Det er vigtigt at understrege, at det ikke går ud over igangværende renoveringer. Det er kun renoveringer, der skal begynde i 2022, der bliver udskudt i et par år.”
Udskydelse af renoveringsprojekter i den almene boligsektor Aftalepartierne noterer sig, at der er behov for at dæmpe kapacitetspresset i bygge- og an- lægsbranchen, og at der på den baggrund tages initiativ til at udskyde renoveringsprojekter for ca. 2 mia. kr. i den almene boligsektor. Hvis der opstår akut behov for at foretage helt nødvendige afværgeforanstaltninger, fx sager vedr. skimmelsvamp, kan kommunalbestyrel- sen og Landsbyggefonden efter gældende regler godkende dette. Renoveringsprojekter i ud- satte boligområder er ikke omfattet af udskydelsen.
Aftalepartierne er endvidere enige om at give boligorganisationerne længere tid til at gen- nemføre udbud af almene byggearbejder med henblik på at reducere presset på bygge- og anlægssektoren gældende for tilsagn til og med 2022.
EL: “Beklagelig” udskydelse
Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmussen, kalder udskydelserne “beklagelige”.
“Det er rigtig ærgerligt. Det var vigtigt for Enhedslisten, da vi lavede aftalen, at vi fik afviklet hele renoveringskøen,” siger han med henvisning til sidste års grønne boligaftale, hvor det blev besluttet at udmønte over 30 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renoveringer.
Det er dog ikke kun skidt, at der skal udskydes renoveringer, mener Søren Egge Rasmussen.
"Forhåbentlig kan det også hjælpe nogle foreninger, som ellers stod i en situation, hvor materiale- og håndværkerudgifterne lige i øjeblikket er helt urimeligt høje,” siger han.
Enhedslisten havde gerne set, at man som del af finansloven åbnede en mulighed for at give almene boligorganisationer dispensation fra maksimumbeløbet og støtte fra Landsbyggefonden, så der trods det høje aktivitetsniveau i byggebranchen ikke bliver sat almene byggerier i stå.
Det er dog ikke en del af aftalen, og det ærgrer Søren Egge Rasmussen.
"Vi risikerer, at vi står i en situation, hvor der bliver bygget færre almene boliger på trods af, at vi har et flertal i Folketinget, som faktisk gerne vil fremme, at der kommer flere almene boliger. Det vil være grotesk,” siger han.
Opdateres.