Forsker: Behov for mere social støtte og flere boliger til hjemløse

Af Lars Benjaminsen
Forsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Selvom der ofte ligger svære psykosociale problemer bag hjemløsheden, viser forskningen, at langt de fleste hjemløse godt kan komme ud af hjemløsheden igen, hvis de både får en boligløsning og en intensiv social støtte tilpasset deres behov.

En brugerundersøgelse på herberger for hjemløse (§110-boformer) viste, at ni ud af 10 af brugerne gerne vil have deres egen bolig. For to ud af tre er ønsket en lejlighed i en almindelig opgang.

Der er også nogle, der har andre ønsker – som at bo i et bofællesskab, et opgangsfællesskab eller en skæv bolig.

Brugerundersøgelsen på herbergerne viste imidlertid også, at 60 procent af brugerne ikke fik nogen social støtte, sidst de boede i egen bolig. En fortsat udfordring på hjemløseområdet er dermed at sikre, at hjemløse borgere, der flytter ud i egen bolig, får den sociale støtte, de har behov for.

Hverdagens udfordringer
Uden en tilstrækkelig social støtte er det vanskeligt at håndtere hverdagens udfordringer og at
deltage i sociale aktiviteter med andre mennesker.

Det er også vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på, at man ifølge lovgivningen også må benytte ungdomsboliger til udsatte unge, der ikke er under uddannelse.

Lars Benjaminsen, forsker ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

I de senere år har erfaringerne fra Hjemløsestrategien og det efterfølgende Implementerings- og forankringsprojekt givet en vigtig viden om, hvordan man bedst kan tilrettelægge den sociale støtte for hjemløse borgere. Her er der afprøvet flere forskellige intensive bostøttemetoder.

ACT-metoden (Assertive Community Treatment) består af et tværfagligt støtteteam med socialpædagoger, sygeplejerske, socialrådgiver, psykiater, misbrugsbehandler og en jobkonsulent. Det er en stærk indsatsmodel, der kan give en helhedsorienteret indsats til borgere med komplekse støttebehov på grund af svær psykisk sygdom og massive misbrugsproblemer.

For dem med lidt mindre komplekse støttebehov er det ofte tilstrækkeligt, at en case manager – eksempelvis en medarbejder med socialpædagogisk baggrund – giver en social og praktisk støtte i hverdagen og støtter borgeren med at benytte andre sociale tilbud.

Det er vigtigt, at støtten er intensiv – det vil sige, at der ikke er mere end 8-10 borgere tilknyttet hver medarbejder. Derved er der tid nok til den enkelte borger, og støtten kan fleksibelt skrues op og ned afhængigt af borgerens behov. Metoderne kan også bruges forebyggende for at undgå, at borgere med svære psykosociale problemer mister deres bolig.

Forskningen viser, at hvis man bruger disse intensive, specialiserede bostøttemetoder kan en stor del af de hjemløse borgere med komplekse psykosociale problemer bo i egen bolig, hvad langt de fleste også selv ønsker. Dertil kommer, at der også er brug for andre løsninger til nogle borgere, som eksempelvis socialpsykiatriske botilbud eller små opgangsfællesskaber.

Der er et fortsat stort potentiale for at anvende de intensive bostøttemetoder til hjemløse borgere, der kommer i egen bolig, da metoderne langt fra dækker hele målgruppen, der har behov for disse indsatser. Det kræver, at der prioriteres ressourcer til denne indsats, da den typisk er mere intensiv end den almindelige sociale bostøtte, der gives efter Servicelovens §85.

En stigende mangel på passende boliger

En anden væsentlig udfordring er manglen på boliger til socialt udsatte grupper. Selvom boligen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at komme ud af hjemløshed, er den en helt nødvendig forudsætning. Særligt i de store byer, men efterhånden også i mange mellemstore byer, er der en stigende mangel på mindre, billige boliger.

Denne tiltagende boligmangel rammer de socialt udsatte grupper hårdt, og er en stærkt medvirkende faktor bag den stigende hjemløshed gennem de senere år.

Problemet med manglen på billige boliger må naturligvis også ses i forhold til størrelsen af de sociale ydelser, hvor det ofte ikke er muligt at finde en bolig, der kan betales på de laveste ydelser. Dette er i særdeleshed en udfordring for mange hjemløse unge på kontanthjælp, hvor der kan være et behov for målrettede boligydelser, der muliggør, at den unge kan betale huslejen.

Det er også vigtigt, at kommunerne er opmærksomme på, at man ifølge lovgivningen også må benytte ungdomsboliger til udsatte unge, der ikke er under uddannelse.

Det er således vigtigt, at vi ikke blot ser hjemløsheden i et individuelt perspektiv med fokus på den enkeltes sociale problemer, men også har øje for, hvordan de samfundsmæssige og strukturelle forhold som en stigende boligmangel, virker ind på omfanget af hjemløsheden og på muligheden for at tilvejebringe løsninger for den enkelte borger.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor stort incitament den enkelte kommune har til at etablere mindre almene boliger rettet mod borgere med lave indkomster?

Hvis man vil afhjælpe boligmanglen, er der umiddelbart et behov for en mere samlet national og regional boligpolitik, der kan tilvejebringe de boliger, der er behov for til samfundets mest udsatte grupper.