Forsvarsminister: Danskerne skal kunne klare sig selv i tre døgn
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen vil ruste borgerne til en krisesituation. En ny guide indeholder råd, der skal gøre alle i stand til at klare sig selv i tre døgn.
Magnus Garde-Strandberg
JournalistHvis der opstår en krise, skal danskerne kunne klare sig selv i op til tre døgn.
Sådan lød det det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da han lørdag indtog Folkemødets hovedscene i Allinge.
"Det er rettidig omhu, at vi nu som borgere nu forbereder os til en krisesituation," sagde han.
Her varslede han, at Beredskabsstyrelsen og andre relevante myndigheder – på ministerens opfordring – er i gang med at udforme en guide med en håndfuld råd til danskerne, som skal ruste flere til en eventuel krisesituation.
"Der er tale om råd, som bunder i det nationale risikobillede og øvrige vurderinger fra myndigheder om trusler, sikkerhed og sårbarheder i et moderne samfund som vores," sagde forsvarsministeren.
Frygter cyberangreb
Hovedbudskabet om, at alle danskere skal kunne klare sig i op til tre døgn under en krise, indebærer blandt andet råd om at have et tilstrækkeligt lager af mad, nødvendig medicin samt varme og strøm.
Baggrunden for beslutningen om at udarbejde rådende er stigende trusler om cyberangreb og lignende angreb på kritisk infrastruktur fra Rusland.
"Realiteten er i dag, at Danmark og vores allierede er truet af hybridkrig – altså en krig, som ikke udkæmpes med konventionelle våben på jorden, men med cyber- og sabotageangreb, der kan lamme enkelte virksomheder og myndigheder samt samfundskritiske sektorer," sagde Troels Lund Poulsen.
Idéen er derfor, at jo flere borgere, der kan klare sig selv uden basale forsyninger som strøm og vand, desto mindre belastning vil der være på det nationale beredskab.
"Det er vigtigt at sige, at vi forhåbentlig ikke får brug for at anvende alle rådene i praksis, men i den aktuelle situation er det godt at være forberedt," slog han fast.
Derudover er der en større informationskampagne på vej, som vil bidrage med yderligere råd til borgerne.
Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenberg, vil lørdag afholde pressemøde om de nye råd.