Fremtidens sundhedsarkitektur skal bygges på social inklusion. Her er 3 byggesten

Men fysisk nærhed til sundhedstilbud er ikke nok til at skabe et samlingspunkt for lokalsamfundet og sikre, at de udsatte borgere, der har mest brug for tilbuddene, rent faktisk benytter dem. Selvom fysisk afstand er afgørende, kan der være mange andre barrierer på spil for, at udsatte borgere gør brug af sundhedstilbud.

CFBU har i en række undersøgelser beskæftiget sig med fælles- og kvartershuse under betegnelsen ’medborgercentre’, herunder sundhedshuse, og indsamlet en række erfaringer med, hvordan medborgercentre kan blive platforme for lokale fællesskaber og samarbejde på tværs af professionelle og civile aktører.

Jeg vil her fremhæve tre brugbare greb til at understøtte den sociale inklusion

Første greb: Indtænk den boligsociale indsats. De boligsociale medarbejdere, der har deres daglige gang i de mest udsatte almene boligområder, har et indgående kendskab til beboerne og lokalsamfundets aktører.

De kan identificere beboere med sundhedsudfordringer, brobygge til sundhedstilbud og facilitere lokale forebyggende aktiviteter, som styrker mental, social og fysisk sundhed.

Boligsociale medarbejdere arbejder helhedsorienteret med borgere, der i mange tilfælde kæmper med sammenhængende udfordringer inden for sundhed, arbejdsmarked, integration med mere.

Medarbejderne ligger derfor inde med vigtig viden om udsatte beboeres livssituation, som kan være med til at kvalificere sundhedsindsatser i huset. Basen for det boligsociale arbejde kan også rykkes ind i huset, så der skabes forudsætninger for sammenhæng på tværs af de bredspektrede boligsociale indsatser og husets øvrige sundhedstilbud.

Andet greb: Byg bro på tværs af sektorer og faggrænser. Sundhedshuse giver mulighed for at skabe en mere sammenhængende og helhedsorienteret sundhedsindsats. Den fysiske nærhed gør, at sundhedsaktører kan henvise til hinanden, koordinere og koble forskellige indsatser for borgere i ét sammenhængende forløb og udvikle innovative fælles sundhedstilbud.

Men det tværgående samarbejde opstår ikke af sig selv, blot fordi aktører rykker ind under samme tag, tæt på et udsat boligområde.

Det kræver et organisatorisk fundament, ledelsesopbakning og ressourcer øremærket til at igangsætte og drifte fælles initiativer i sundhedshusene.

Dertil giver det pote at få kortlagt og inddraget de lokale ressourcer, såsom forældregrupper, lokalt erhverv og sociale viceværter, der kan bidrage til sundhedsindsatsen.

Tredje greb: Skab lokalt ejerskab og inklusion. At føle sig velkommen, have tillid til en sundhedsaktør og kende andre brugere er alle faktorer som kan gøre det nemmere for borgere at gøre brug af frivillige sundhedstilbud.

For at tiltrække lokale borgere til sundhedshuse, kan der arbejdes med alt fra indretning og kvalificering af personale til valg af funktioner i huset.

Det kan for eksempel ske ved at tilføre en café eller rykke sociale aktiviteter ind i huset, som kan bidrage til at skabe mødesteder, der opbygger kendskab og fællesskab.

Mens en personlig velkomst fra personalet, når man træder ind af døren, eller en skriftlig velkomst på en tavle ved indgangen kan formidle til besøgende, at aktørerne i huset ønsker at hjælpe dem.

Disse tre greb kan, baseret på nuværende erfaringer og undersøgelser, bidrage til at skabe bæredygtige og inkluderende medborger- og sundhedshuse. Der er dog behov for flere undersøgelser, som kan danne grundlag for udformningen af en ny borgernær sundhedsarkitektur.

Det er essentielt at udforske, hvordan sundhedshuse kan skaleres, organiseres og designes forskelligt, så de tilpasses lokale kontekster.

Anne Maria Foldgast
Centerleder, Center for Boligsocial Udvikling

Der er brug for flere modeller for, hvordan sundhedshuse kan forløse de store ambitioner om både at åbne udsatte boligområder op ved at tiltrække besøgende fra hele kommunen – og endda hele regionen – og samtidig udgøre en platform for borgernære sundhedstilbud målrettet de mest udsatte beboere i den almene sektor.   

CFBU’s undersøgelser indikerer, at der er brugbare erfaringer at hente fra andre typer medborgercentre, som har en mindre skala end de store sundhedshuse, og som i højere grad henvender sig til det nære lokalsamfund.

De kan noget særligt i forhold til at skabe lokalt ejerskab, sætte rammer for sociale fællesskaber og inkludere en bred gruppe af forskellige borgere.

Det er essentielt at udforske, hvordan sundhedshuse kan skaleres, organiseres og designes forskelligt, så de tilpasses lokale kontekster og spiller positivt sammen med de mange andre fælles- og kvartershuse, der allerede ligger i mange almene boligområder.

Med denne viden kan fremtidens sundhedsarkitektur planlægges med fokus på både fysisk nærhed til sundhedstilbud og social inklusion fra starten, så det nære sundhedsvæsen bliver tilgængeligt for alle beboerne, også de mest udsatte.