Debat

Konservative i København: Vi skal have flere parkeringspladser, så ingen tvinges til at flytte

Hverdagen fungerer ikke for det stigende antal københavnere, hvis de ikke kan finde en parkeringsplads til deres bil. Selvom både metroen og cykelstierne skal udvides, skal bilejerne ikke mobbes ud af København, skriver Jakob Næsager (K) og Morten Melchiors (K).

Der skal også være plads til de københavnere, som vil have en bil. Derfor spørger vi Socialdemokratiet og overborgmesteren: Hvordan vil I løse københavnernes parkeringsproblemer? skriver Jakob Næsager (K) og Morten Melchiors (K). Arkivfoto.
Der skal også være plads til de københavnere, som vil have en bil. Derfor spørger vi Socialdemokratiet og overborgmesteren: Hvordan vil I løse københavnernes parkeringsproblemer? skriver Jakob Næsager (K) og Morten Melchiors (K). Arkivfoto.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Jakob Næsager
Morten Melchiors
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi bliver flere og flere københavnere, og flere og flere får en bil.

Når antallet af parkeringspladser ikke stiger, så bliver problemet med at finde en ledig parkeringsplads kun større og større.

København fungerer ikke i hverdagen, hvis der mangler parkeringspladser.

Jakob Næsager og Morten Melchiors (K)
Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation

Hverdagen fungerer ikke, hvis man hver dag skal bruge lang tid på basale ting, som at lede efter en ledig parkeringsplads.

Mange er afhængige af en bil for at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Mange ældre med nedsat bevægelighed har også behov for en bil i hverdag for at kunne færdes.

København fungerer ikke i hverdagen, hvis der mangler parkeringspladser.

Metro og cykel skal være mere attraktivt, men...

For os konservative er det vigtigt, at vi som kommune skaber attraktive alternativer til bil ved at skabe gode muligheder for at rejse med eksempelvis metro eller cykle.

Derfor ønsker vi metro til alle bydele, så man kan komme hvor som helst hen i København på en halv time, blandt andet med en metro mellem hospitalerne og til Brønshøj, der ikke har nogen skinne-trafik. 

Vi vil også gerne lave flere broer og smutveje for cyklister, så det gøres mere attraktivt og hurtigere at cykle. 

Men vi vil ikke være med til at nedlægge parkeringspladser, hvor der er et behov for parkeringspladser.

For os er det vigtigt, at det er i den enkelte familie og i det enkelte hjem, at man får mulighed for at bestemme, om man ønsker en bil.

Det skal ikke dikteres fra kommunen, og bilfjendske politikere på Rådhuset skal ikke have lov at gøre livet surt for os bilister, så nogen endda kaster håndklædet i ringen og flytter (eller flygter) ud af kommunen.

Vi vil gerne skaffe løsninger.

De københavnere, der har behov for en bil, skal ikke tvinges ud af kommunen, eller køres sure i hverdagens evige jagt efter en ledig plads.

Læs også

Stil krav om nye parkeringspladser

Derfor vil vi foreslå, at kommunen ved revisionen af kommuneplanen senere i år stiller krav om flere parkeringspladser ved nybyggeri.

Lad os i stedet kræve betydeligt flere parkeringspladser ved nybyggeri, så parkeringsbehovet løses.

Jakob Næsager og Morten Melchiors (K)
Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation

Fremover bør alle nye bygninger kunne håndtere parkeringsbehovet på egen grund, så nybyggeri ikke bidrager til øget parkeringspres på veje og gader.

Hidtil er der bygget én parkeringsplads for hver 225 kvadratmeter bolig, hvilket svarer til cirka en plads til hver tredje nye lejlighed, inklusiv handicapparkeringspladser og gæsteparkeringspladser.

Det er jo rystende få parkeringspladser, og det bidrager klart til et parkeringshelvede.

Lad os i stedet kræve betydeligt flere parkeringspladser ved nybyggeri, så parkeringsbehovet løses og ikke bare skubbes ud på gaden. På denne måde væltes prisen over på bygherrerne og ikke på skatteyderne.

Hvis der så bygges flere parkeringspladser i nybyggeri, end der er behov for, så vil bygherre kunne leje pladserne ud til parkeringshungerende københavnere, der er blevet trætte af at cirkulere rundt efter en ledig plads hver eneste aften.

På denne måde løser vi parkeringsproblemet ved nybyggeri og øger antallet af parkeringspladser.

Et ideologisk spørgsmål

Med det stigende bilejerskab i København er der tydeligvis et behov for de ekstra pladser.

For os er det et idelogisk spørgsmål, om der er parkeringspladser nok til københavnerne, for vi mener, at det er den enkelte borgers eget valg at tage stilling til, hvilket transportmiddel man ønsker at gøre brug af, når man mandag morgen står og skal ud af døren til dagens gøremål.

Vi konservative ønsker, at vi på sigt får alle biler i København skiftet ud til elbiler. Men elbiler kræver også en plads at parkere på!

Jakob Næsager og Morten Melchiors (K)
Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation

Det skal ud fra et borgerligt perspektiv aldrig være et bedrevidende flertal på Rådhuset, der skal diktere eller med chikane og forhindringer tvinge københavnerne til at skille sig af med deres bil.

Vi ønsker en forureningsfri og fossilfri by, og vi har i 2023 fået opbakning fra alle Borgerrepræsentations partier til at undersøge, hvor hurtigt vi i København kan stille krav om, at alle biler i København er fossilfri.

Vi konservative ønsker, at vi på sigt får alle biler i København skiftet ud til elbiler. Men elbiler kræver også en plads at parkere på!

Vi savner et svar fra overborgmesteren, hendes socialdemokrater og de øvrige partier på Rådhuset:

Hvordan vil I løse københavnernes parkeringsproblemer?

Eller ønsker I fortsat inderst inde flere gadeparkeringspladser nedlagt?

Her er ét af de konservative løsningsforslag, for vi ønsker også at få flere eksisterende kommunale, statslige og private parkeringspladser åbnet for beboerne om aftenen og natten, så man ved, hvor man kan parkere sin bil. 

København skal fungere i hverdagen – også for bilejere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Morten Melchiors

Medlem, Borgerrepræsentationen (K), Københavns Kommune
Cand.polit (Københavns Uni. 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024