Mia Nyegaard: Hvis Christiania skal bestå, skal vi åbne fristaden for flere mennesker
For Radikale Venstre er det vigtigt, at Christiania bliver åbnet for en større befolkningsgruppe. Vi vil gerne værne om Christianias positive sider, men frirummet er efterhånden kun forbeholdt en lille, sluttet kreds, skriver Mia Nyegaard (R).
Mia Nyegaard
Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune”Det skal bygges væk” er et slogan for et stort byggemarked. Selvom det ikke er en løsning at bygge hele Christiania væk, er vi nødt til at se på, om en del af løsningen på Christianias mangeårige kampe mod bander og kriminalitet er at bygge nye boligformer.
Men Christiania skal ikke bygges væk.
Vi har de seneste uger kunnet læse om, hvordan volden på Christiania er taget til i en sådan grad, at christianitterne nu har bedt om hjælp til at lukke Pusherstreet.
De ønsker at lukke gaden i håb om at få Christiania tilbage til det frirum og det rolige alternativ til resten af København, som det oprindeligt var tænkt.
Lukningen af Pusherstreet er en god mulighed for at genoverveje, hvordan vi gør Christiania klar til fremtiden. Det er en dialog, vi skal have med christianitterne. Det gælder både i forhold til, at Christiania igen kan blive et frirum, og at vi samtidig kommer nogle af de sociale udfordringer, der også er på Christiania, til livs.
Christiania skal inkluderes i resten af København
For Radikale Venstre er det vigtigt, at Christiania åbner sig for en større befolkningsgruppe.
Kan Christiania bygge sig ud af problemerne?
I en ny aftale med staten har Fonden Fristaden Christiania sagt ja til at købe Christianshavns Vold - mod at der bliver bygget 15.000 kvadratmeter almene boliger.
Spørgsmålet er, om det er det rette tiltag? Og kan man komme kriminalitet og sociale problemer til livs gennem byfornyelse?
Det spørger Altinget By og Bolig en række debattører om i de kommende uger.
Kontakt Altingets debatredaktion, hvis du vil deltage i debatten.
Det skal være på en god måde, hvor Christiania bliver inkluderet i det, Christiania gerne vil være, samtidig med at et åbent Christiania bliver inkluderet i resten af København.
Vi vil gerne værne om Christianias positive sider, men fællesskabet og frirummet er efterhånden kun forbeholdt en lille, sluttet kreds.
Hvis Christiania skal bestå, er det vigtigt, at vi sørger for at åbne Christiania for en større befolkningsgruppe.
Almene boliger kan være løsningen
I Radikale Venstre tror vi på, at vi kan bygge os til fællesskabet.
Det er i vores optik vigtigt, at både Fonden Fristaden Christiania og christianitterne har sagt ja til de almene boliger.
Det er et skridt i den rigtige retning for at få nogle mere inkluderende fællesskaber.
For områdeudviklingen er det afgørende, at de kommende, nye almene boliger har både åbne ventelister, og at der i anvisningen af de kommende lejeboliger er lige adgang for alle, som ønsker at være en del af det særlige fællesskab.
På den måde bliver Christiania mangfoldig med gode fællesskaber.
Opførelsen af de almene boliger kan være løsningen på nogle af de udfordringer, som Christiania har, hvis det sker på den rigtige måde.
Målet er at bygge nye boligformer, der sikrer gode fællesskaber.
Mia Nyegaard (R)
Kultur- og fritidsborgmester, Københavns Kommune
Boligerne kan tilføje området noget af den fornyet energi, som området har brug for. Med nye lejere, der kan være med til at åbne den lukkede klub.
Det kræver selvfølgelig også, at det er et område, der er både sikkert og rart at flytte til.
Lukningen af Pusherstreet er derfor det første skridt i den rigtige retning.
Målet er ikke at bygge Christiania væk. Målet er at bygge nye boligformer, der sikrer gode fællesskaber og gør, at de 15.000 kvadratmeter bliver begyndelsen på en bedre fremtid for både områdets nuværende og kommende beboere.