Professor emeritus: Pandemien afslører, at vi skal stille krav til indeklimaet

Et godt og sundt indeklima forbindes ofte med komfort i form af en behagelig temperatur, en passende luftfugtighed og et acceptabelt CO2-niveau.

Men niveauet af bakterier eller virus er ikke en del af kravene til indendørs luftkvalitet, på trods af at stort set al smitte med coronavirus foregår netop indendørs. Vi har derfor brug for en ny forståelse af, hvor vigtig luftkvaliteten i vores bygninger og ventilationssystemer er for folkesundheden.

Forebyggelse af coronavirus fokuserer primært på god håndhygiejne og afstand, store krav til generel rengøring, indretning og god adfærd, men vi er nødt til at anerkende, at også luftbåret smitte er en reel risiko.

Brug for standarder for luftkvalitet

Det er imidlertid en svær opgave at opspore luftbårne infektioner. Luften findes overalt omkring os og er derfor ikke afgrænset på samme måde for eksempel fødevarer.

Luftens veje igennem en bygning er ligeledes en kompleks størrelse, og design og opførelse af moderne bygninger som eksempelvis boliger, kontorer eller butikker tager ikke tilstrækkelig højde for risikoen for luftbårne infektioner.

I Forskningsgruppen for Ventilation og Strømningsteknik på instituttet BUILD ved Aalborg Universitet opfordrer vi sammen med en række af verdens førende forskere i ventilation og indeklima derfor politikerne til at tage luftkvaliteten alvorligt i lovgivningen og i nationale standarder. Ligesom en restauratør er ansvarlig for maden på restauranten, skal en bygherre være ansvarlig for luftkvaliteten i en bygning.

Ligesom en restauratør er ansvarlig for maden på restauranten, skal en bygherre være ansvarlig for luftkvaliteten i en bygning

Peter V. Nielsen
Professor emeritus, Aalborg Universitet

Der er blandt andet brug for at fastsætte grænseværdier for, hvor store mængder virus og sygdomsfremkaldende organismer der må være i luften ved aktuelle luftbårne sygdomme. På den måde får vi et solidt afsæt til at kunne regulere luftkvaliteten via ventilation langt mere kvalificeret.

Grænseværdierne skal nemlig være udgangspunktet for nye og forbedrede standarder for luftkvaliteten, hvor der også tages højde for smitterisiko.

Standarderne skal selvfølgelig tilpasses forskellige typer af bygninger og behov – der er eksempelvis stor forskel på smitterisikoen til en koncert, hvor mange mennesker danser rundt og skråler med på yndlingsbandets største hits med en potentiel meget høj udånding af virus, og i en biografsal, hvor publikum sidder ned og er stille og rolige.

Pandemien har vist vigtigheden af hygiejne

Mange nye boliger opføres med ventilationsanlæg, der recirkulerer luften.

Recirkulation af luft er meget energibesparende, men der er brug for at skrue op for den friske luft bogstaveligt talt – sekundært en rensning af luften.

Ved at prioritere frisk luft i ventilationssystemerne mindsker vi automatisk niveauet af virus og sygdomsfremkaldende organismer – det skal dog stadig foregå på en energieffektiv måde, som passer til den lokale klimakontekst og udendørs luftforurening.

I pandemitilfælde skal der generelt være mulighed for midlertidig omstilling af ventilationssystemernes drift og udnyttelsen af rum til den maksimale beskyttelse – eksempelvis i form af forhøjet forsyning af frisk luft, styrke trykforhold i bygningen og filtrering af luften.

Coronapandemien har på alle måder understreget vigtigheden af at have godt styr på hygiejne, ventilation og luftkvalitet i de bygninger, som vi bruger en stor del af vores arbejds-, fritids- og privatliv i.

Alene de enorme samfundsmæssige omkostninger, der er forbundet med coronavirus og luftvejssygdomme generelt, burde være helt åbenlyse grunde til at fokusere på ventilation og luftkvalitet som afgørende faktorer for smittespredning sammen med velkendte faktorer som adfærd, indretning og rengøring.

Vi skal med andre ord sikre, at luften i vores bygninger er så ren og har så lav en smitterisiko som muligt på samme måde, som vi forventer, at vandet i hanerne og maden i kølediskene ikke gør os syge.