Rådgiver: Udsatte områder er et anliggende for hele samfundet

Af Nicolai Carlberg
Rådgiver, carlberg|christensen

Den valgte medicin afhænger som bekendt af diagnosen, der stilles. I debatten om udsatte boligområder lægger nogle særlig vægt på sociale faktorer og peger eksempelvis på uligheden på boligmarkedet, fattigdom og normalsamfundets stigmatisering af ”ghettoerne”.

Andre fokuserer på kulturelle aspekter og risikoen for, at mangelfuld integration af nydanskerne fører til parallelsamfund, utryghed og radikalisering. Andre igen har øje for fysiske faktorer og peger blandt andet på områdernes isolerede karakter og store skala som en vigtig del af problemet.

De fleste vil nok også hævde, at det giver god mening at se diagnosen som en konsekvens af det komplekse samspil mellem disse forskellige faktorer.

Anser vi det for et samfundsanliggende, må vi endvidere være villige til at gøre den omkringliggende by til en integreret del af løsningen. 

Nicolai Carlberg
Rådgiver, carlberg|christensen

Ikke nogen enkel medicin
Dermed er der heller ikke nogen enkel medicin, men det er muligt at udpege i hvert fald tre væsentlige fronter, som vi fremadrettet bør kæmpe på:

Som den første front må vi mere klart adressere selve kilderne til problemet. Det handler om at skabe en bedre balance mellem symptombehandling og forebyggelse. Efter tre årtier med symptombehandling er det afgørende, at vi giver kommunerne værktøjerne til fremadrettet at skabe en – ikke mindre, men en mere spredt almen boligsektor, ligesom det naturligvis er afgørende at modvirke de mekanismer, som placerer stadig flere borgere i det, svenskerne kalder for udenforskab.

Som den anden front må vi forsøge at få mere langvarige effekter ud af den nuværende indsats. Fælles for evalueringerne af de mange områdebaserede indsatser er en konstatering af, at de unge, som oplever at få et løft gennem de boligsociale indsatser, alt for ofte flytter ud af området, så snart de opnår ressourcerne til det.

Dermed mister områderne nogle meget vigtige mønsterbrydere, rollemodeller og brobyggere. Som andre unge familier har også de drømme om rækkehus, have og en god skole. Hvad nu hvis det i fremtiden var muligt at få lokalt?

Blandede byområder
Endelig, som den tredje front, må vi overveje, om der er basis for, at vi grundlæggende genopretter den urbane balance i de få mest udsatte boligområder. Det handler ikke om, at der er noget galt med hverken beboerne eller med boligerne som sådan.

Udfordringen er, at en kombination af store og relativt isolerede boligområder og en ekstraordinær høj andel af socialt udsatte beboere har bragt både de sociale og institutionelle systemer i områderne ud af balance. Trygheden og tilliden til naboerne er begrænset, de positive rollemodeller er få, den sociale kontrol er massiv, og områdernes skoler og institutioner er udfordrede af vigende søgning fra både elever og lærere.

Dermed er beboernes fundamentale frihed til at udfolde deres potentialer og forfølge deres drømme begrænsede. Lykkes de på trods, så skriver de en bog om det; men langt de fleste må understøttes og hjælpes på vej af en konstant kompenserende indsats fra kommune og boligorganisationer.

Vi ved også, at i modsætning til de store udsatte boligområder så rummer den socialt og funktionelt blandede by i sig selv en stærk social forandringskraft. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at det sted, du vokser op, har stor betydning for dine muligheder for at bryde den sociale arv. Der er tre gange så store chancer for, at et barn af underklassen bryder den sociale arv, hvis det vokser op i et middelklassepræget område end i et overvejende underklassepræget område. Rollemodeller, klassekammerater og gode institutioner spiller en afgørende rolle.

Hvis vi ønsker at give kommende generationer af beboere i de udsatte boligområder nogle grundlæggende bedre muligheder for frit at udfolde sig, så må vi gå mere radikalt til værks og omdanne de hårdest ramte boligområder til integrerede og blandede byområder.

Begrænsningerne må overskrides
Det stiller os i et dilemma. For det vil utvivlsomt betyde store og til dels uønskede forandringer for nogle af de eksisterende beboere – og måske også bekymringer hos borgerne i den omkringliggende by, hos boligselskaberne og blandt private developere.

I den forstand er det afgørende, hvorvidt vi ser udsatte boligområder som et fælles samfundsanliggende på linje med opsætning af vindmøller og beskyttelse af drikkevandsreserver eller som et lokalt problem, vi kan forvente, beboerne og deres organisationer selv løser.

Anser vi det for et samfundsanliggende, må vi endvidere være villige til at gøre den omkringliggende by til en integreret del af løsningen. Vil man en mere blandet by, må man have noget at blande med. Vi må derfor overskride de begrænsninger, der er i den aktuelle områdebaserede tilgang til problemløsningen.

Når boligorganisationerne (med kommunerne mere eller mindre på sidelinjen) i dag udvikler områderne med, hvad der ofte beskrives som ’beboernes egne penge’ fra Landsbyggefonden, så anvendes ressourcerne naturligvis også inden for matriklen og med de nuværende beboeres interesser for øje.

Vil man derfor en egentlig urban genopretning, er det nødvendigt med andre organisatoriske og finansielle modeller, hvor stat og kommuner tager et større ansvar, stiller krav og finder de nødvendige midler. Men så skal det nok lykkes.