Socialrådgiverne: Regeringens økonomiske politik bidrager til isolation

Af Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening

Venstre-regeringen kalder det i sit eget regeringsgrundlag uacceptabelt, at der i Danmark findes mennesker, der reelt er isolerede fra det omgivende samfund.

Det synspunkt er vi socialrådgivere fuldstændig enige med regeringen i. Det har store omkostninger – både økonomiske og sociale – når mennesker lever på kanten af samfundet.

Derfor kan det undre, at regeringen har gennemført en økonomisk politik, der bidrager til at isolere titusindvis af mennesker i Danmark både økonomisk og socialt.

Målt efter den fattigdomsgrænse, som V-regeringen sløjfede få måneder efter at være kommet til magten, var forekomsten af børnefattigdom i landets mest udsatte boligområder allerede inden indførelsen af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen otte gange højere end landsgennemsnittet. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Indførelsen af en integrationsydelse på SU-niveau skal ifølge regeringsgrundlaget give ”den stærkest mulige tilskyndelse til at komme i job”.

Med sin økonomiske politik og stigmatisering af de pågældende boligområder vanskeliggør regeringen altså sin egen opgave med at modarbejde social isolation i Danmark.

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Alligevel omfatter den fattigdomsskabende ydelse også mennesker, der har så store helbredsmæssige og sociale problemer, at de vurderes ude af stand til at varetage et ordinært job.

Ghetto-ordet stigmatiserer

Vi ved, at økonomiske incitamenter ikke virker på ledige, der har andre problemer end ledighed. Det ved regeringen også godt selv. Deres egne vurderinger er, at kun omkring 700 fuldtidspersoner kommer i job som følge af de nye lave ydelser.

Til sammenligning bliver næsten 12.000 personer sendt under fattigdomsgrænsen. Særligt hårdt rammes enlige forældre i netop de udsatte boligområder.

Man bliver ikke hurtigere rask, bare fordi madbudgettet bliver sværere at få til at hænge sammen. Tværtimod vil de fattigdomsskabende ydelser for en række mennesker med eksempelvis psykiske lidelser snarere få modsatte effekt: Forværrede sociale og sundhedsmæssige problemer, længere udsigt til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet og større omkostninger.

Og lige så uforståeligt, det er – både socialfagligt og menneskeligt – at vi i Danmark tillader det niveau af fattigdom, som de nye lave ydelser lægger op til, lige så uforståeligt finder jeg det, at regeringen omtaler boligområder i Danmark som ”ghettoområder”. Uden anførselstegn, vel at mærke.

Det kan ses som en detalje, men alene brugen af betegnelsen ”ghetto” er med til at skabe yderligere isolation fra det omkringliggende samfund.

Helt konkret har forskere og fagfolk advaret om, at mærkatet vil afskrække ressourcestærke borgere fra at flytte ind i de pågældende boligområder, samt om at det skader unges selvforståelse, når de bliver banket oven i hovedet med, at de bor i en ”ghetto”.

Med sin økonomiske politik og stigmatisering af de pågældende boligområder vanskeliggør regeringen altså sin egen opgave med at modarbejde social isolation i Danmark.

Tillid kommer ikke af at skære
Og det er en skam, for det er en særdeles vigtig indsats. En indsats, hvis succes blandt andet afhænger af, at der skabes tillid mellem beboerne i de udsatte boligområder, det omkringliggende samfund og det sociale system.

Den tillid starter med helt grundlæggende forebyggende indsatser, som bør omfatte alle beboere i sociale boligplaner – samt beboere og institutioner i de omkringliggende områder – uafhængigt af, om beboerne har sociale eller økonomiske problemer, der kalder på deciderede socialfaglige indsatser.

Men den tillid bliver ikke styrket af at skære hårdt i udsatte familiers livsgrundlag og stigmatisere dem alene på baggrund af deres bopæl. Tværtimod dræner det familiernes energi til at blive aktive medborgere.

Dette gælder i særdeleshed de mennesker, som rammes af regeringens økonomiske incitamenter, selvom de ikke er raske nok til at varetage et ordinært job.