Islamforsker: Antropologer bruger racismekortet mod Frederik Vad. Men det, man siger, er man selv

Danske journalister kolporterer racismen og racialiseringen, som politikerne på Christiansborg promoverer – godt hjulpet af dubiøse forskere og fagfolk, der har anerkendt, at såvel kultur som æreskultur kan være en afgørende faktor.

En faktor i den særlige intrikate problematik, som Vad i sin tale identificerede som den såkaldte tredje erkendelse. Nærmere bestemt det forhold, ”at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra.”

”Det, man siger, er man selv”

Den første tanke, der slog mig efter endt læsning af kommentaren, var følgende udtryk: ’Det, man siger, er man selv.’

For det racistiske skræmmebillede, der advares imod, er alene ét, som de to socialantropologer selv konstruerer og trækker ned over Vad og ligesindedes hoveder. Hvis man kigger nøjere efter, falder racisme- og generaliseringsanklagerne tilbage på dem selv.

Eftersom de to forskere ikke kan dokumentere i ord og henvisning, er de nødt til selv at finde dæmonisering og stereotypificering af muslimer ved at ty til rendyrket spekulation.

Thomas Hoffmann
Professor i islamisk teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Bemærk eksempelvis de små strategiske citatmodifikationer: ”Vad siger, at borgere med etnisk minoritetsbaggrund på trods af godt betalt arbejde, flydende dansk, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet, og pletfri straffeattest alligevel arbejder på at undergrave Danmark indefra.”

Sammenlign med det ægte citat fra talen, som jeg gengiver ovenfor, hvor Vad helt overordnet identificerer en særlig problematik omkring integration, men på intet tidspunkt generaliserer det til, at borgere med etnisk minoritetsbaggrund som sådan arbejder på at undergrave Danmark.

Nej, Vad peger på, at arbejde og uddannelse ikke er ”nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra.” og så videre. Dette ’hvis’ er altså en uhyre vigtig djævel i detaljen, som de to socialantropologer bortcensurerer for at få deres skræmmebillede til at gå op.

Ser muslimer overalt 

Tilliggende er det også dybt ironisk, at forskerne ’hyper-islamificerer’ deres egen diagnose. Efter gennemlæsning af Vads tale, som de selv linker til, må jeg konstatere, at ikke én gang tager Vad ordet ’muslimer’ eller ’islam’ i sin mund.

Til gengæld finder jeg ordet ’muslimer’ elleve gange i deres artikel. Forskerne ser muslimer overalt i Vads tale trods det, at de ikke kan dokumentere det – undtagen en enkelt reference fra Vad om imamer, der faciliterer kvindeundertrykkende ægteskabskontrakter. En reference, som henviser til et veldokumenteret problem, der rent faktisk er specifikt muslimsk.   

Problemet med denne hyper-islamificerede diagnose er jo, at Vad rent faktisk ikke taler om muslimer. Ganske vist taler han om mennesker, der givetvis ville selvidentificere som muslimer, men Vad fremhæver ikke religion som det væsentlige.

Derimod taler han eksplicit om ”kultur” og ”den nye værdikamp”, som han igen knytter til en almen diskussion om ”hvilken pædagogik, hvilken kultur og hvilken ånd de mennesker, der er i fronten i vores velfærdssamfund og i vores civilsamfund, er bærere af.”

Hvad får Christensen og Hervik til at tro, at Vad ikke tænker på os alle sammen her – muslimer som ikke-muslimer, gammeldanskere og nydanskere?

Et undervældende og selvopfyldende indspark

Eftersom de to forskere ikke kan dokumentere i ord og henvisning, er de nødt til selv at finde dæmonisering og stereotypificering af muslimer ved at ty til rendyrket spekulation.

Eksempelvis når de påpeger, ”at den underliggende præmis er, at nogle mennesker er farlige, alene fordi de er muslimer.” Samtidig rippes disse muslimer – som kommentaren igennem arbitrært svinger mellem at være anført med eller uden gåseøjne – for handlekraft og selvbestemmelse: "Disse 'farlige' mennesker kan ikke selv ændre denne dagsorden” og de er ”generelt svagere”.

Christensen og Hervik har desværre leveret en stærkt undervældende og selvopfyldende profeti til ”den nye værdikamp.”

Thomas Hoffmann
Professor i islamisk teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Paternalismen, den hvide mands byrde og forestillingen om de ædle vilde (læs: muslimer) er næsten til at skære i. De ædle vilde gør intet og siger intet. De er alene italesat og framet af racististiske og ondsindede diskurser, kolporteret af Vad og konsorter.   

De to forskere vil dog givetvis blive modtaget med kyshånd blandt det segment af muslimer, som de ivrigt omtaler og italesætter. For deres indlæg spejler på slående – og utvivlsomt uforvarende – vis et klassisk motiv, der går helt tilbage til Koranen. Nemlig det forhold, at ikke-muslimer aldrig bliver tilfredse med muslimer.

Således konkluderer socialantropologerne, at ”uanset niveauet af integration i det danske samfund, kan 'muslimer' aldrig forvente at nå en accept som "ægte" danskere.” Prøv nu at sammenholde dette udsagn med følgende koranvers: ”Hverken jøderne eller de kristne vil være tilfredse med dig, så længe du ikke følger deres trosretning.” (K 2:120).

Nuvel, hvis man synes, at dette er en alt for spekulativ kobling, så lyt eventuelt til den fromme Isam B’s seneste udspil, ”Hvis det ikke er dit”, der med moderne ord reaktualiserer Koranens pointe til muslimers vilkår i Danmark anno 2024: ”Hvis det ikke er dit, så er det dat/Hvis det ikke er racisme, så ved jeg ikke hvad.”

Kort sagt: Med udokumenterede anklager, spekulative teser, strategiske citationsfiflerier og hyper-islamificering af en tale i Folketinget har Christensen og Hervik desværre leveret en stærkt undervældende og selvopfyldende profeti til ”den nye værdikamp”.