Fra super til livstruende dårlig: Sådan er partiernes kampform

Mette Frederiksen havde længe en ubekymret tilgang til vælgerkrisen. Som hun gav udtryk for i et interview med Altinget i anledningen af regeringens 1-års fødselsdag, troede hun fuldt og fast på, at det tabte land kunne vindes tilbage gennem en stærk valgkamp. Først da S-vælgernes enorme utilfredshed manifesterede sig som en realitet ved EU-valget, indså statsministeren alvoren.

Mette Frederiksens handlemuligheder er begrænsede på kort sigt, fordi en stor del af S-vælgerne ganske enkelt ser SVM-regeringen som en fejlkonstruktion, hvor partiets identitet fortoner sig i det blå.

Politikken kan ikke for alvor ændres i den konstruktion, men socialdemokraterne kan pudse profilen af ved at tage åbne opgør i regeringen om røde og grønne mærkesager. Sideløbende må partiet forberede sig på livet efter SVM-regeringen og prøve at få genopbygget den stærke fortælling, Mette Frederiksen gav sit parti i årene 2016-22.

Kampform: Elendig

Et presset Venstre fik vigtige stik hjem

Året har været fuldt af trængsler for Venstre med det bizarre mellemspil med Jakob Ellemann-Jensens (V) kortvarige genkomst som bunden. Den nye formand Troels Lund Poulsen (V) viste sig ude af stand til at vende udviklingen, men på det allersidste har der været flere opmuntringer. 

Først opnåede Venstre til alles overraskelse et fint resultat ved EU-valget, hvor partiet med lethed nåede succeskriteriet på to mandater. Det står dog tilbage at se, hvor meget det gode EU-valg, der skyldes den stærke indsats fra spidskandidat Morten Løkkegaard (V), og hvor meget der kan overføres til et generelt comeback til partiet.

Det var endnu vigtigere for det gamle bondeparti at få landet den grønne trepart med deltagelse af den store landbrugsorganisation Landbrug-og Fødevarer - og med et resultat, der er meget nådigt for landbruget. CO2-afgiften har mere end et år været en møllesten om Venstres hals, men selvom der stadig kan findes utilfredse landmænd i Venstres bagland, kan Troels Lund Poulsen blot pege på alternativet, hvis Venstre ikke havde været med i forhandlingerne.

Internt i Venstre har aftalen markant styrket både Troels Lund Poulsen og økonomiminister Stephanie Lose, der var regeringens repræsentant i treparten. Efter aftalen kan man høre nogle af mest indædte interne modstandere af en CO2-afgift skamrose ledelsen og erklære sig "super stolte" af resultatet. Dermed styrker aftalen Venstres grundfortælling for at gå med i regeringen.  

Objektivt har Venstre fået en pæn portion indrømmelser i regeringsgrundlaget, så det ikke så meget på substansen, det har haltet. Efter treparten kan Venstre håbe på, at vælgerne efterhånden vil fokusere mere på resultaterne end på løftebruddet ved at gå i regering med Mette Frederiksen.

Kampform: Middel, kører stadig i en svækket udgave, men med markant forbedring på det sidste.

Danmarksdemokraterne kører godt, men står i et dilemma

Inger Støjberg har ikke særlig mange retter på sin airfryer-menu, men det er indtil videre rigeligt for Danmarksdemokraternes publikum:
Land-og-by-dagsordenen i alle afskygninger – med det sidste års konflikt om en CO2-afgift som omdrejningspunkt – har skovlet stemmer ind fra Venstres traditionelle bagland. Og så er der udlændingepolitikken, hvor Støjbergs brand er så stærkt, at hun ikke behøver at sige ret meget.

Danmarksdemokraterne er stille og roligt vokset. Det gælder i Folketinget, hvor partiet har overtaget Kim Edberg fra terminale Nye Borgerlige og erobret trofæet Mads Fuglede fra Venstres kerneland. Og det gælder i meningsmålingerne, der konsekvent placerer DD over valgresultatet.

Men med indførsel af en CO2-afgift med Landbrug-og Fødevarers velsignelse står Støjberg i et dilemma: Hun vil fortsat rase imod afgiften, men der er ikke skygge af chance for, den bliver fjernet igen, selv hvis der kommer blåt flertal efter et valg. Det er Støjberg udmærket klar over, og hun vil fortsat afvise at gøre det til et ultimativt krav.

Indtil nu har Støjberg mobiliseret med sine CO2-rallyes, men Danmarksdemokraternes strateger skal finde et nyt fikspunkt for den land-og-by-problematik, der har skaffet partiet så mange vælgere.  

Kampform: God, men med strategiske udfordringer.

SF i bedste form i 15 år

SF-formand Pia Olsen Dyhr har ikke sat en fod forkert siden dannelsen af SVM-regeringen, hvor hun venligt har stået parat med det store net for at fange de mange frustrerede socialdemokratiske vælgere. 

SF har kørt benhårdt på socialdemokraterne i arbejdsmarkedspolitikken, både når det gælder store bededag, seniorpension og hele debatten om danskernes arbejdsmoral. Det samme gælder på miljøområdet, hvor SF med stor effekt har hakket løs på miljøminister Magnus Heunicke (S), der har set mere og mere forpjusket ud.  

Samtidig har SF i andre situationer vist sig som en konstruktiv forhandlingspartner og gået med i store forlig om forsvar, uddannelse og kontanthjælp. For mange socialdemokrater er SF blevet dét socialdemokratiske parti, de troede, de stemte på ved valget.

Alt er dog ikke udtryk for en stilren strategi: Hvis regeringsforhandlingerne havde taget en lidt anden drejning, var SF endt som deltager i midterregeringen, og det havde været en fuldtonet katastrofe for partiet. Det er her, den strategiske fare ligger: Hvis regeringen forsøger at fortsætte efter valget - forstærket med SF - vil det være dødsensfarligt for SF’erne at falde for lokketonerne.

Men indtil da synes intet at kunne hindre en kæmpemæssig valgsejr til Pia Olsen Dyhr med næste folketingsvalg.

Kampform: Super

Er kurven knækket for Liberal Alliance? 

I to år var LA-leder Alex Vanopslagh iført den eftertragtede teflon-kappe, der gjorde ham immun over for alle slag. Han slap godt fra sin pinlige boligsag under valgkampen, og siden folketingsvalget steg Liberal Alliance til helt surrealistiske højder i meningsmålingerne.

Men det uventede tilbageslag ved EU-valget var en streg i regeringen. Partiets spidskandidat Henrik Dahl (LA) er intellektuelt stærk, men han leverede en absurd blodfattig indsats i debatten mellem spidskandidaterne, og da den næste på LA-listen kom med mærkværdige udtalelser om kvinder, blev resultatet langt under forventning.

Spørgsmålet er så, om EU-valget var en undtagelse på grund af to kiksede kandidater.
LA har en særlig tiltrækning på unge mandlige vælgere, men det er ikke nødvendigvis, fordi de nye vælgere er ultra-liberalister. Meget kan skyldes Vanopslaghs stærke retoriske stil og hans cool, ironiske stil på de sociale medier, og det hele er meget bundet op på en succesfortælling.

Efter EU-valget er Vanopslagh kommet ned i naturlig størrelse, og det kan meget vel vise sig at være der, kurven knækkede for LA. Der er dog meget at give af, og hvis LA næste gang kan lande et valgresultat over ti procent, vil det stadig være en historisk sejr.

Kampform: Over middel, men med en nedadgående tendens

Moderaterne plages stadig af amatørisme

Lars Løkke Rasmussen (M) er den eneste af de tre regeringspartiers ledere, der ikke har tabt troværdighed som følge af SVM-regeringen. fordi selve konstruktionen er Lars Løkkes opfindelse.

Moderaterne har fået sat solide politiske fingeraftryk på dele af regeringsgrundlaget, senest med skattelettelser til virksomhedsarvinger, noget der vil glæde Løkkes sponsorer i erhvervslivet. Og i forhold til det socialdemokraternes signatur-projekt, en asyllejr i Rwanda, fik Løkke sammen med Radikale blokeret for en bilateral aftale med Rwanda.

Som udenrigsminister har Løkke været meget synlig, og såvel i NGO’erne som i Folketinget er han bredt anerkendt for sin viden og en ret nuanceret linje i svære spørgsmål som Gaza-konflikten og forholdet til Kina.

Alligevel ligger Moderaterne til at tabe omkring hver tredje vælger. Det hænger utvivlsomt sammen med de mange kaotiske og amatøragtige politikere, Løkke har rekrutteret, lige fra Kristian Klarskov, Jon Stephensen, Mike Fonseca… til Stine Bosse.

Det er sigende, at ikke engang Moderaternes vælgere ser ud til at knuselske den brede midterregering. Det er simpelthen utrolig svært at skabe begejstring for den regering.

Kampform: Middel

Dragsted har gjort Enhedslisten mere folkelig

Allerede inden Pelle Dragsted blev ny politisk ordfører for Enhedslisten, var venstrefløjspartiet ved at komme sig efter det overraskende nederlag ved folketingsvalget. Og med Dragsted i spidsen er det gået yderligere frem.

Pelle Dragsteds store styrke er kombinationen af ideologisk baggrund og en meget jordnær tilgang til politik. Det er ikke højtflyvende kapitallogiske argumenter, man hører fra Dragsted, men derimod en fokusering på jordnære problemer som høje huslejer, døde fjorde og en stigende ulighed. Dragsted formår at gøre ideologiske spørgsmål nærværende, som ved sin tale på Folkemødet, hvor han beskrev velfærdssamfundet som ”en frihedsmaskine”.  

Dragsted har været den bærende kraft i at gøre Enhedslisten til et mere "normalt" parti, senest ved accepten af Nato-medlemsskabet og ved stå nuanceret i Gaza-konflikten med hård kritik af såvel ”israelske fascister” som af ”den højreekstreme terrororganisation Hamas”.

Enhedslisten har allerede været i stand til at indfange en mindre del af de flygtende socialdemokratiske vælgere – og hvis SF falder for fristelsen om at gå med i en ny midterregering, kan Enhedslisten pludselig blive et rigtig stort parti.

Kampform: God, med lovende strategisk potentiale

Konservative fik endelig en smule medvind

Konservative fik et rigtig godt EU-valg, selvom partiets spidskandidat ikke just var en karismatisk spradebasse.
Men det gør på sin vis kun sejren større for den nye konservative formand Mone Juul, der virkelig havde brug for at give sit martrede parti et rygstød.

Mona Juul har anlagt en noget anden linje end forgængeren Søren Pape, for Juul er det erhvervslivets forhold og en grøn profil, der er central, mens hun i modsætning til Pape hverken har markeret sig med retspolitik eller udlændingepolitik. Indtil videre er det gået, men det er tvivlsomt, om hun kan slippe godt fra at droppe de klassiske konservative kerneområder i en valgkamp til Folketinget.

Det er muligt, at det gode EU-valg primært skyldes, at konservative vælgere er pæne mennesker, der ser det som en pligt at finde vej til stemmeboksen, og at Konservative profiterede af LA's dårlige valgkamp. Men psykologi spiller efterhånden en stor rolle i politik, og EU-valget kan med lidt held vise sig at blive et vendepunkt for Konservative efter to rædsomme år. 

Kampform: Middel

Radikale står i et vadested

Radikale har undergået en interessant udvikling under den nye leder, Martin Lidegaard.
Lidegaard har nedtonet udlændingepolitikken, velvidende at partiets særstandpunkter var blevet en alvorlig hæmsko. I stedet satser Lidegaard på to ting: Radikale som det konsekvent grønne parti - og Radikale som ungdommens parti. 

Men det var først ved EU-valget, at projektet gav pote med den unge spidskandidat Sigrid Friis i spidsen. Det bliver nu afgørende, om Lidegaard kan holde momentum, indtil Folketinget åbner og få overført succesen til det radikale arbejde i Folketinget.

Det kræver, at Lidegaard holder styr på sin folketingsgruppe, så der ikke pludselig kommer yderliggående udtalelser fra en Christian Friis Bach (R) eller en Zenia Stampe (R).

Lykkes det for Lidegaard at holde stilen, kan Radikale blive spilbare igen - i det mindste over for socialdemokraterne. Det vil være et stort spring fremad for Radikale, der gik fra at være en attraktiv partner for begge sider til at blive en paria, ingen ville sidde i regering med.  

Middel, med potentiale for fremgang  

Dansk Folkeparti er rykket mod højre

Om man ligefrem kan sige, at "Dansk Folkeparti er tilbage", som Morten Messerschmidt (DF) gjorde efter EU-valget, det kan nok diskuteres. Der er trods alt meget langt op til, DF igen når normal styrke. Men det ændrer ikke ved, at det var sindssyg vigtigt, at DF rent faktisk fik sit mandat hjem. Dansk Folkeparti havde satset stort på valget, og spidskandidat Anders Vistisen formåede virkelig at markere sig i valgkampen.

Morten Messerschmidt har flyttet sit parti i mere yderliggående retning. Mens forgængeren Kristian Thulesen Dahl ville gøre DF til det nye midterparti i stedet for Radikale, har Messerschmidt meldt rent blåt. Samtidig er Messerschmidt hele tiden i konkurrence med Støjberg, og det skubber DF yderligere mod højre. Senest har Messerschmidt forladt klimaloven, som han ellers selv var bannerfører for at DF skulle tilslutte sig for fem år siden.

Under Messerschmidt appellerer Dansk Folkeparti til et langt mindre vælgersegment end tidligere, og med hans strategi bliver DF aldrig et stort parti igen. Men i betragtning af DF's livstruende nedtur for et par år siden, vil en stabilisering på omkring fem procent være et stort skridt fremad.

Kampform: Under middel, men tegn på stabilisering   

Alternativet er blevet usynlige

Alternativet har ikke gjort meget væsen af sig siden folketingsvalget, og senest endte partiet som det eneste uden mandater med EU-valget. I partilederrunden et par dage før valget var partiets spidskandidat helt off, den slags er ikke med til at øge respekten for partiet.

Partiets leder Franciska Rosenkilde fungerer derimod fint i debatterne, og Alternativet har faktisk et meget gennemarbejdet udspil for en total omlægning af landbruget, der er højaktuelt nu. Men Alternativet formår ikke rigtig at komme ud over rampen med det. Det samme gælder i diskussionen om arbejdstid, der ellers burde ligge perfekt til partiet.

I det forløbne år har Alternativet mest trukket negative overskrifter: Først med eksklusionen af partiets kompetente, men særdeles kantede klimaordfører Theresa Scavenius, dels efter terrorangrebet på Israel 7. oktober, som partiets udenrigsordfører Sascha Faxe ikke kunne finde ud af at kalde terror.

Alternativet balancerer på spærregrænsen, og næste gang skal partiet ikke forvente at få generøs hjælp med taktiske stemmer fra Enhedslisten og Socialdemokratiet. Alternativet skal markant op i niveau for at have en chance ved næste folketingsvalg.

Kampform: Livstruende dårlig